Thomas Ø. Aallmann og Torben Bramming |
26. august 2009
Hvis man suspenderer love og spilleregler i et demokrati for at indføre sit personlige idealsamfund, så sætter man både stabiliteten, tilliden og sammenhængskraften i samfundet under pres
BEGIVENHEDERNE OMKRING politiets rydning af Brorsons Kirke i København har gjort det meget nødvendigt at besinde sig på, hvad et kirkehus er. Hvis ikke vi får klarhed over kirkens plads i vores samfund, kan splittelsen nemt ramme folkekirken som trossamfund.
Omkring 83 procent af danskerne – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – er jo forenet som medlemmer af kirken. Statistisk er 83 procent af de mennesker, som var til demonstration mod udvisningen af irakerne, kristne, og det er 83 procent af de politifolk også, som med baggrund i loven blev beordret til at rydde kirken.
Det betyder, at det er vigtigt at holde folkekirken upolitisk, hvis man skal bevare dens sammenhængskraft. Men netop i de sidste uger er kirke og politik blevet blandet godt og grundigt sammen. Det sker, fordi der er idealer i vores demokratiske samfund, som er blevet anfægtede.
Vi har jo mere eller mindre alle det liberale ideal, at folk selv må bestemme, hvor de vil bo og arbejde, og at man skal kunne søge sin lykke et andet sted, hvis man ikke er tilfreds med det sted, man kommer fra, og vi er i større eller mindre grad alle blevet skolet i det "socialistiske" ideal, at vi skal dele med andre – for alle mennesker er lige.
Det samfundsmæssige problem er i dette, at lighed uden grænser og frihed uden grænser har ført til nogle af de mest uhyggelige samfund i verdenshistorien. Idealer betyder, at man vil forme den bedste af alle verdener, et paradis på Jorden. Men virkeligheden har vist os, at det bedste ofte er det godes værste fjende.
Men hvor er kirken i det problem? En af de bedste sammenfatninger af forholdet herhjemme mellem kirke og magt er kong Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241. Når en så gammel sag trækkes frem, skyldes det ikke, at den er en autoritet i kraft af sin alder, men at den blev skrevet i en tid, hvor kongen og kirken sammen forsøgte at rive magten fra klanernes og bandernes særinteresser herhjemme.
Konge og kirke ville gå imod disse fællesskabssplittende særinteresser og i stedet for grunde samfundet i lov. Det bedste samfund – paradiset bygget på kærlighed alene – erkendte man som utopisk. Det ville ikke komme på Jorden. Derfor var det kongens eller regeringens ansvar at værne de faderløse, enkerne og de fremmede – "for dem overgår der tiest uret", som der står.
Det skulle ske ved loven, for uden loven fik den stærkeste gruppe det, den ville have. Loven skulle være tydelig, retfærdig og letforståelig, og den skulle gælde alle, høj som lav. Loven er lavet ud fra disse forudsætninger. Det er ikke en guddommelig lov, men en lov, som sætter de mennesker, som lever under loven til ansvar over for Gud, som der står.
Regeringen og alle, der forvalter et embede, står til ansvar over for Gud, hvis freden og retfærdigheden formindskes i landet i deres tid.
Denne ånd fra Jyske Lov fortsætter i Danske Lov og frem til os i Grundloven. Det gode samfund skal altså hvile på lov. Samfundet kendes på, hvordan det forvalter begrænsningen af særinteresser, og på, hvordan det holder freden i samfundet, hvordan det behandler de svageste.
KIRKENS PRÆSTER HAR IKKE noget bedre svar end andre på, hvordan det skal gøres. I kirken skal man derimod fortælle de kristne, der samles og bliver kirke, tre ting:
For det første: Regering, domstole og al øvrighed skal være muren omkring samfundet, og for at de sikrer freden og de svages beskyttelse, skal de stå til ansvar over for Gud for deres handlinger.
For det andet: Alle har ansvar over for Gud og næsten.
For det tredje: Kristendommen er et frihedsbudskab, som skænker os mod til at tage ansvar og giver os muligheden for at begynde på ny, hvis vi fejler. Kirken bringer et frihedsbud, som giver os det evige liv – et løfte om, at vi har det bedste foran os, uanset hvor mørkt det ser ud, ja, selv i døden. Det er med dette budskab, kirken skal være en stemme i verden om en tro som overvinder verden.
At være kristen er altså frit, med ansvar over for vores fælles vedtagne lov, at søge at give vores ansvar over for Gud og vores næste udtryk i handling. Men om det skal være i SF eller Venstre eller i et helt tredje synspunkt, det må vi selv tage ansvaret for. Det er ikke kirken eller kristendommens rolle at fortælle, hvilken politik du skal støtte.
Begynder kirkens præster eller andre kræfter i samfundet pludselig at kalde kirken fredhellig (ifølge Grundloven er det kun dronningen, der er fredhellig, netop fordi hun er symbol på loven), så skaber man den ulykkelige illusion, at Gud skulle mene noget ganske særligt om en bestemt sag – som nu den i Brorsons Kirke – og så fraskriver man nogle mennesker deres kristendom eller kalder dem dårlige kristne, fordi de politisk ikke mener det samme som en selv.
Men vi dødelige har nu kun den lov at holde os til som for fællesskabets skyld er vedtaget af Folketinget og dermed af flertallet af befolkningen. Sådan gør man i et demokrati. Kan man ikke lide det, må man argumentere politisk, ikke religiøst, og søge indflydelse i den lovgivende forsamling. For loven sikrer fred og tryghed i et samfund, men den gør det kun, hvis den gælder for alle uden undtagelser.
Men hvad så, hvis man som mindretal i et demokrati mener, at de politiske flertal tager fejl og har indført uretfærdige love? I Jyske Lov står der også, at man skal holde alle love, medmindre de strider mod Guds lov. Hvad så, hvis man synes det, og ens ansvar for Gud og næsten træder en uimodståeligt i møde? Ja, man kan så af sin samvittighed være tvunget til at handle, men man skal så betænke, at man forlader demokratiets bane og går ind i den religiøst-politiske kamp, og det skal der virkeligt tungtvejende grunde til at gøre!
For hvis man suspenderer lovene og spillereglerne i et demokrati for at indføre sit personlige idealsamfund, så sætter man både stabiliteten, tilliden og sammenhængskraften i samfundet under pres. For er det gyldigt at suspendere love for mig, så skal jeg nok ikke blive overrasket, hvis andre også kræver ret til at gøre det.
Sager som den i Brorsons Kirke sætter altid spørgsmålstegn ved kirkens rolle i samfundet. Svaret, der gives, skulle gerne vedblive at samle de kristne og ikke splitte dem, for Guds hus er et bedehus, hvor vi skal kunne samles trods al den uenighed, der præger ethvert levende demokrati.
MEN HVAD MED de udviste irakere, som jo helt sikkert får en meget hård start i hjemlandet efter så mange år i Danmark? Ja, støttegruppen har jo et netværk, hvor man kunne samle ind til dem, så de fik en hjælp til at begynde på en frisk. Det ville være en fornem fortsættelse i lige linje med den tale, som sognepræst Ramsdal holdt flere gange for kamera og mikrofon, hvor han sagde, at han ikke bare nøjedes med at prædike kristendom.
Man kunne som netværk træde ud af det politiske spin og medieeventen og på frit initiativ rejse ned til de hjemsendte. Hjælpe dem med at opbygge deres hjemegn. Utallige kristne gennem historien har med samme iver valgt at følge deres samvittighed videre end "prædikenen".
Når man er så grebet af hellig indignation, at man er parat til at tilsidesætte landets lovgivende, dømmende og udøvende magt, så kunne en anden løsning end anarki og banders særinteresser være helt at hellige sig det karitative og stå ud fra Danmarks trygge rammer og følge ikke 2, men 10 mil med irakerne.
Leve for dem, indtil de var så meget i vej derhjemme, at man ikke længere bekymrede sig om, at man både havde været årsag til de falske forhåbninger, som kirkebesættelsen har skabt hos dem, og den ulykkelige sammenblanding af religion og politik, som aktionen har været udtryk for.
Thomas Ø. Aallmann og Torben Bramming er begge sognepræster
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad