Hvad skete der egentlig med Roald Amundsen – den verdenskendte norske opdagelsesrejsende, som fandt Nordvestpassagen langs Nordamerikas nordlige kyst og var den første til at nå Sydpolen?
Godt 80 år efter hans mystiske død skal spørgsmålet nu endelig besvares, hvis en international ekspedition får held med deres projekt.
Projektet er lige så simpelt, som det er svært: Find Latham 47 – flyet, som Amundsen fløj af sted i den 18. juni 1928 for at redde sin tidligere ven, men siden største rival, den italienske opdager Umberto Nobile.
Det var et fly specialdesignet til opgaven. Den franske regering havde fået det konstrueret for at vise landets overlegne herredømme over polernes luftrum og tøvede ikke med at låne det til Amundsen i en redningsaktion, der havde hele verdens øjne på sig. Flyet blev fløjet af en fransk krigshelt, kaptajn René Guilbaud, der havde rigeligt med erfaring. Bare ikke i arktiske områder.
Måske derfor udtrykte han en fornemmelse af, at aktionen var dømt til ulykke, og at de aldrig ville vende tilbage. Alligevel lettede de klokken 16 fra Tromsø i Norge, og turen gik gnidningsfrit, indtil de var over Bjørnøya. Mellem 18.45 og 18.55 gav flyet sit sidste livstegn.
Knap en måned tidligere havde Amundsens gamle ven, Umberto Nobile, nået Nordpolen i sit luftskib Italia. På vej tilbage, den 25. maj, styrtede luftskibet mod jorden nær Spitsbergen, og kun ni af de 16 besætningsmedlemmer overlevede, herunder Nobile. Han havde dog både brækket en arm og et ben.
Tre deltagere var imidlertid så mobile, at de besluttede at vandre efter hjælp, og da de omsider fik den, indledtes en storstilet redningsaktion, både fra vandet og luften, for at finde de tilbageværende mænd. Også Amundsen, som ellers havde haft voldsomme sammenstød med den nu rivaliserende Nobile, insisterede på at deltage. Efter flere uger fanget på isen blev mændene fundet, men det havde forårsaget hele to flystyrt, heraf det, der skulle koste nordens største polarfarer livet. Siden har mange gjort forsøget på at finde Latham 47, men kun en ponton og en benzintank er fundet.
I mandags sejlede så den seneste og hidtil mest omfattende ekspedition fra Tromsø med den erfarne newzealænder Rob McCallum som leder og blandt andre Amundsens grandnevø Nicolay Jacobsen som en af deltagerne.
De har to uger til at finde flyet eller spor, der kan fortælle noget om, hvad der egentlig skete den dag i juni 1928.
Til det britiske BBC News sagde Nicolay Jacobsen umiddelbart før afgangen:
– Hvis vi finder noget, vil det være fantastisk. Jeg er meget spændt, og det er resten af familien også. Hvis vi finder nogle spor, der kan styrke de eksisterende teorier eller på anden måde kan afklare, hvad der faktisk skete, vil det være endnu mere spændende.
To store norske skibe skal undersøge i alt 117 kvadratkilometer havbund med den nyeste teknologi på området, blandt andet en ubemandet ubåd. Med sig har de også et tysk filmhold, der skal optage en dokumentar om bestræbelserne på at finde frem til Amundsens skæbne.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk