Når ære fører til tvang og vold

I de forgangne fem år har Kastaniehuset åbnet dørene for i alt 40 piger. Piger, som typisk er i stor sikkerhedsmæssig risiko, og hvor æresspørgsmålene fylder rigtig meget.

– Typisk er de piger vokset op med vold. Ud af vores 40 piger kan jeg kun huske én, der ikke var blevet slået, fortæller Inge Loua.

Men det er ikke kun den fysiske vold, som de purunge piger har med i bagagen. Ofte kommer de fra familier, der generelt fungerer dårligt – for eksempel traumatiserede flygtningefamilier. Og de kommer ofte fra en tilværelse med stor social kontrol. Mange har oplevet at blive spærret inde på deres værelser, og at de ikke må have kontakt med andre unge.

– Mange af dem bliver også overvåget i skolen af deres brødre. De kontrollerer for eksempel, at pigerne ikke sidder ved siden af drenge i klassen, beretter Inge Loua og afslører, at det ikke altid er forældrene, der slår og truer pigerne.

Det er derimod ofte pigernes brødre.

Årsagen er i en eller anden afskygning, at pigerne ikke opfører sig, som familien forventer – og at familien derfor føler sin ære krænket.

– Det kan være fordi, de går for meget i byen, at de snakker med drenge, har drenges telefonnumre i mobilen, eller at de har fået en kæreste, fortæller Kastaniehusets leder.

Æreskrænkelserne fører ofte til verbale trusler mod pigerne.

– Det er sådan noget som: "Jeg slår dig ihjel", "Jeg sender dig ud af landet" eller "Pludselig en dag forsvinder du". I de særligt perfide tilfælde truer familiemedlemmer pigen med at få nogen til at voldtage hende. Det handler alt sammen om at få pigerne til at makke ret, forklarer Inge Loua og oplyser, at en tredjedel af pigerne har oplevet at blive presset eller direkte tvunget til et uønsket ægteskab.

For Kastaniehuset er der to hovedopgaver i arbejdet med pigerne. Først og fremmest at give dem et trygt og sikkert sted at være. Pigernes flugt udløser nemlig som oftest stor vrede og fornyede trusler fra familien.

Kastaniehuset har derfor hemmelig adresse, ligesom alle piger får et dæknavn, så de andre piger ikke uforvarende røber deres opholdssted. Også deres mobiltelefoner bliver udstyret med hemmeligt nummer, ligesom pigernes bankkonti ændres.

Den anden del af Kastaniehusets arbejde handler om at yde pigerne den støtte, som de behøver, for at få livet på ret køl.

– I første omgang handler det om krisestøtte og omsorg. Når pigerne kommer hos os, er de skræmte og angste, og mange har mareridt og måske også fysiske skader fra volden, beretter Inge Loua.

På længere sigt er målet at hjælpe pigerne til at kunne klare sig selv. Det tager ofte år, og i nogle tilfælde går det langt fra godt.

– Omkring halvdelen af pigerne vender tilbage til deres familie, inden de har været her et halvt år. Nogle gange stik imod vores anbefalinger. For eksempel havde vi en pige, som sagde: "Jeg ved godt, at jeg bliver slået, hvis jeg vender hjem. Men jeg savner min mor så meget, at jeg er nødt til at gøre det." Det eneste, vi kan gøre i sådan en situation, er at tale med dem, så de i hvert fald er klar over konsekvenserne af deres valg, forklarer Inge Loua, som heldigvis også har succeshistorier at fortælle.

Især én historie har brændt sig fast i hendes sind.

– Det var en pige, som var blevet lokket med til oprindelseslandet, fordi hun skulle til sin søsters bryllup. Da hun nåede frem, viste det sig, at der også var en forlovelse i gang for hende, beretter Inge Loua.

Pigen nægtede og blev derfor efterladt hos noget familie i oprindelseslandet. Det lykkedes hende dog at komme i kontakt med de danske myndigheder, som fik hende tilbage til Danmark og anbragt i Kastaniehuset.

Her viste hun sig at være stærkt præget af opvæksten med en svært uligevægtig mor. Hun var mistroisk over for alt og alle, og hun forsøgte flere gange at gøre skade på sig selv, fortæller Inge Loua.

For to år siden flyttede pigen i ungdomsbolig, men med efterværn, som er støtte fra en pædagog fra Kastaniehuset i 5-10 timer om ugen.

– Nu har hun lige taget en 10. klasse, har fået 10 i flere fag og har fået arbejde på et plejehjem og er meget, meget glad for det, lyder det fra Kastaniehusets leder.

agger@kristeligt-dagblad.dk