Hidsig tone i kirkens kulturkamp

Viums og Reinholdts forsøg på teologisk at holde vandene åbne ved at insistere på et luthersk dilemma var bemærkelsesværdigt, fordi det i forsøget på at undvige proklamationerne bekræftede tidens tendens til samme.

Det er en gammel sandhed, at når teologer skændes, gås der til stålet. Og sådan må det være. Det er jo ikke farven på badeværelset, der er til diskussion. Sagen fordrer engagement og lidenskab. Men til forskel fra før, hvor teologiske debatter var forbeholdt en snæver kreds af kirkeligt eller dogmatisk indforståede, engagerer de nu ganske mange udenfor. Ikke mindst når afsættet, som i tilfældet Brorsons Kirke, har videre politiske implikationer.

Og som kirkeredaktør Morten Højsgaard påpegede i en nyhedsanalyse her i avisen forleden, følger brudlinjerne ikke længere de gamle kirkelige retningers kendte demarkationslinjer. Tværtimod går de på kryds og tværs i landskabet, og de kan via nettet mobiliseres med ganske kort varsel.

Men dertil kommer, at den såkaldte kulturkamps debatkultur også har vundet fodfæste i en teologisk og kirkelig sammenhæng. Kulturkampen blev i den hjemlige politiske debat indvarslet med den nye regeringskonstellation, "systemskiftet" kaldet, i 2001. Orkestreret som et opgør med "eliten" og "smagsdommerne" skulle den bryde den herskende politiske dagsorden.

Og under indtryk af, at der med globaliseringen og islams nærvær, er sat en radikalt ny dagsorden, har kulturkampen siden været præget af kontante værdipolitiske udmeldinger og skarpe udfald, hvor man – som i den verserende burkasag –hævder at tale befolkningens sag, imod blødsødenhed og akademiserende abstraktioner. Den hårde tone hersker. Der tales lige ud af posen. Få gider gå med humanistiske listesko eller tage høflige hensyn.

Men, som en klog mand har sagt, tryk avler modtryk. Så det er på fløjene, det sner i dagens debat. Og ofte med en argumentation, der går til yderligheder. På gadeplan såvel som i læserbrevsspalterne.

Karakteristisk nok trækkes "nazikortet" med forkærlighed. Som når politiets aktion i Brorsons Kirke får flere tilhængere af kirkeasylet til at drage sammenligninger med Krystalnatten. Eller når muslimske kvinders hovedbeklædning sammenlignes med hagekors. Eller – for den sags skyld – når to forfattere, i et velgørende skarpt opgør med ny-ateistiske positioner beskylder bevægelsens talsmænd for på visse stræk at tale samme sprog som nazisterne.

Meget godt kan siges om kulturkampens debatkultur. Også i en folkekirkelig sammenhæng. Teologien og kirken har pludselig vundet en central position i dagens værdipolitiske debat, som ingen havde drømt om for blot få år siden. Emner, der før var forbeholdt drøftelse i tilrøgede konventforsamlinger, bogudgivelser og lærde artikler, er rykket ud i det offentlige rum. Tilmed drøftes de med et engagement og i et sprog og med overskrifter, der gør sig i en medieverden som vores. For så vidt glædeligt, at indforståetheden på den måde har trange kår.

Men her som der er det nuancerne, det går ud over, når kulturkæmperne tumler rundt på plænen. Gamle dyder som refleksion, lydhørhed, invitationen til samtale, overblik og indblik samt ikke mindst sansen for dilemmaer er i stigende grad erstattet med mavefornemmelser, hidsige overskrifter og eruptiv galdeudsondring.

Derfor er indlæg som Viums og Reinholdts, hvor der tænkes teologi før politik, ved at blive til et særsyn i debatten. Sjældne fugle i dansk kirkelivs voliere.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere tiltag og tendenser i troens og kirkens verden. Henrik Wigh-Poulsen, som har skrevet denne uges analyse, er domprovst i Odense.