Buddhistiske bøger blev hans liv

Jonas Doctor mødte sin religiøse skæbne under et familiebesøg i Nepal. I dag betjener han det buddhistiske samfund i Danmark med litteratur

Den 29-årige Jonas Doctor driver en boghandel i København med buddhistisk litteratur. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.
Den 29-årige Jonas Doctor driver en boghandel i København med buddhistisk litteratur. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

En specialboghandel med buddhistisk litteratur i Nansensgade i København, der skaffer bøger til Danmarks omkring 20.000 buddhister, kan meget vel vise sig at være den første i en ny bølge. Det vurderer religionshistoriker ved Aarhus Universitet Jørn Borup.

– I USA er det helt vildt, hvad der findes af forlag og boghandler med buddhistisk litteratur. Det siger måske noget om buddhismens popularitet, og det skulle ikke undre mig, om der kommer flere boghandler også herhjemme, siger Jørn Borup, religionshistoriker på Aarhus Universitet og specialist i buddhisme til Kristeligt Dagblad.

For Jonas Doctor, der er 29 år og indehaver af forretningen Kubera Arts i Nansensgade, blev et familiebesøg i Nepal, da han var 15 år, afgørende for hans livsbane.

Drengen kom til Nepal med sympati for buddhismen, men uden lyst til som sine to ældre brødre selv at blive buddhist. Det ændrede sig imidlertid, da han mødte den aldrende buddhistisk lama Tulku Urgyen Rinpoche, der tog sig tid til at tale med ham.

Lamaen spurgte blandt andet, om han mediterede, og om han troede, at døden var afslutningen på menneskelivet, eller om der var noget bagefter. Desuden instruerede den gamle lama sin unge ven om vigtigheden af at kunne styre sit sind. Ellers bliver det som en fjer, der blæser hid og did i vinden, sagde han.

Samtalen og den lille belæring blev afgørende for Jonas Doctors livsbane. I dag er han praktiserende buddhist, gift med en tibetaner og indehaver af forretningen med asiatisk brugskunst og buddhistisk litteratur i Nansensgade i København.

Og måske er der et bedre kundegrundlag for en sådan specialforretning i Danmark, end man umiddelbart skulle tro. I alt findes der omkring 20.000 buddhister i Danmark, hvilket gør bud-dhisme til den tredjestørste religion i Danmark næstefter kristendom og islam.

Dermed fylder buddhisterne antalsmæssigt mere end både jøder og Jehovas Vidner. Et forhold der ofte overses, dels fordi buddhisterne ikke gør meget væsen af sig, dels fordi de som regel ingenting fylder i medierne.

Ifølge Jørn Borup er bud-dhisterne i Danmark fra henholdsvis Vietnam, Thailand, Sri Lanka og Kina. Dertil kommer de cirka 2000 etniske danskere.

Af de 20.000 buddhister er de 2000 pæredanske. Nogle har søgt tilflugt, som det hedder, andre nøjes med at sympatisere med den bud-dhistiske måde at tænke og opføre sig på.

– Mine, kernekunder til bøgerne er folk, der er buddhister eller meget interesserede i buddhisme, og det er mit mål med butikken at dække buddhisme bredt, siger Jonas Doctor, der som den første i sin familie har kastet sig ud i et erhvervsforløb som selvstændig.

Jonas Doctor siger om sig selv, at han – uden at være belæst – altid har kunnet lide bøger.

– Jeg syntes, det var synd, at der ingen steder i Danmark var et større udvalg af buddhistisk litteratur, des-uden fandt jeg, det ville være dejligt med en forbindelse til Asien. Ideen er, at her både skal være ting og ånd, uden at skræmme nogen væk. Det skal ikke være en underlig forretning at komme ind i, siger Jonas Doctor om sin specialbutik, Kubera Arts.

De buddhistiske bøger udgør mange forskellige genrer. Der er livshistorier og klassiske digtsamlinger samt en del bøger om træning af sindet med praktiske anvisinger på, hvordan man skal leve og navigere blandt andre mennesker.

Andre bøger indeholder dybsindige anvisninger på, hvordan man ifølge religionen bliver et bedre mennesker. Her findes manualer i meditation samt oversættelser af klassiske indiske tekster. Nogle af bøgerne handler om logik og filosofi og står på ingen måde tilbage fra vestlige bøger om de samme emner.

Blandt de danske titler er der især efterspørgsel efter bøger af Dalai Lama.

– På engelsk er der et stort udvalg af litteratur, som er meget udfordrende. Jeg er altid blevet overvældet over, hvor komplekst det er, siger Jonas Doctor. I alt har han 300 titler på lager, heraf omkring 20 på dansk.

kirke@kristeligt-dagblad.dk