Sværmeriet i Brorsons Kirke. Nej til kirken som en stat i staten

EN GRUPPE AFVISTE irakiske asylsøgere er af elendige rådgivere blevet forledt til at modarbejde en hurtig og smidig behandling af deres sag og i stedet trække den i langdrag efter alle kunstens regler. Derfor kommer de ikke videre med deres liv, men opholder sig alt for længe i et dansk asylcenter – med store menneskelige omkostninger for dem selv og deres børn til følge.

Da dette spil ikke går længere, leger præsten i Brorsons Kirke med flere overappelinstans og misbruger kirken som asylstat i staten – vel vidende, at dette ikke har bund i hverken teologi, jura eller realiteter. Det er kun et mediestunt beregnet på at manipulere offentlighedens følelser.

De misbruger kirken som et redskab i deres politiske kamp. De taler med to tunger, hævder, at de ikke blander religion og politik, selvom de ikke bestiller andet. Og deres medløbere udfører det gamle demonstrantkneb med at sætte sig passivt på gaden foran politiet og kun opfatte ordrer fra politiet om at forsvinde som et diskussionsoplæg.

Derfor har politiet intet andet valg end at fordrive dem med magt. Da denne iscenesættelse sker foran rullende kameraer, rejser den en mediestorm af protest. Helt efter drejebogen. De sværmeriske aktivister får sympati, og politiet fremstår som brutale voldsmænd.

Integrationsministeren har heldigvis gennemskuet hele iscenesættelsen og holdt hovedet koldt. Hun havde som retsstatens minister intet andet valg end at lade politiet rydde kirken, der havde tilranet sig statslige beføjelser. Det får et højtråbende mindretal af folkekirkens præster til at gå grassat og protestere mod statslig indgriben i kirken. Men de ignorerer fuldstændig, at hele dette tragiske optrin skyldes, at Brorsons Kirke allerede alt for længe har leget stat ved at gå alt for langt over den streg, der skelner mellem stat og kirke, politik og kristendom.