Bente Clausen |
27. august 2009
Den schweizisk-egyptiske islamforsker Tariq Ramadan er fyret fra to offentlige stillinger i Holland på grund af sit ugentlige debatprogram på iransk tv
Uro synes at trives rundt om den kontroversielle islamforsker Tariq Ramadan.
Nu er han fyret fra to offentlige stillinger: Dels som professor ved Erasmus Universitet i Rotterdam, dels som rådgiver om integration for Rotterdams bystyre. Hans brøde er denne gang, at han er fortsat som vært på et debatprogram på iransk Press-Tv – der er sponsoreret af præstestyret – også efter det iranske præsidentvalg tidligere på året.
Både universitetsledelse og bystyre fandt det uforeneligt at fortsætte arbejdet i Holland samtidig med arbejdet for det iranske styre efter de hårde angreb på demonstranter og opposition efter præsidentvalget.
– Ramadan har ikke fuldt forstået de følelser, hans medvirken i dette tv-program, som støttes af den iranske regering, kan udløse både i Rotterdam og andre steder i landet, skriver bystyre og universitet i en fælles pressemeddelelse.
Amerikanske Huffington Post skriver, at fyringerne sker, samtidig med at kritikken af Tariq Ramadans påståede tvetungethed er taget til i Holland.
Tariq Ramadan er barnebarn af grundlæggeren af
Det Muslimske Broderskab, Hassan al-Banna. Beskyldningerne om, at Tariq Ramadan også tilhører broderskabet, og at han siger et til muslimer og noget andet til vestlige publikum, har runget omkring ham, siden bogen "At være europæisk muslim" udkom første gang på engelsk i 2003. Det er i denne bog og de mange efterfølgende, at Tariq Ramadan forsøger at bane vejen for en konservativ
euroislam.
Tariq Ramadan selv er på ferie i Marokko, men har skrevet et åbent brev til de nederlandske medier, hvor han dels skriver, at han ikke er involveret i det
iranske styre, og dels, at undertrykkelse af og mord på civile er uacceptabelt og må fordømmes. "Jeg støtter en gennemsigtig, demokratisk proces, og jeg forventer, at det iranske styre respekterer det princip," hedder det i flere internationale medier.
Ramadan agter også at rejse en sag om fyringerne.
Det er ikke første gang, Tariq Ramadan får problemer. I 2004 blev han nægtet indrejse i USA, da han skulle tiltræde en stilling ved Notre Dame Universitet i Indiana. Angiveligt fordi han havde givet penge til Hamas' sociale arbejde. To år senere rejste ACLU – American Civil Liberties Union – hans sag ved domstolene. For nylig har en amerikansk appeldomstol kritiseret den amerikanske regering for ikke at have givet Ramadan anledning til at bevise, at han ikke støttede en terrororganisation. Så den nu fem år gamle sag er endt med fornyet behandling i en underret.
Men "Ramadan-skolerne" er vidt forskellige. Enten mener man, at Tariq Ramadan er en tvetunget vendekåbe, som uddanner muslimer i Europa til femte kolonne-soldater, der tager magten på et tidspunkt. Eller at Tariq Ramadan er den person, som i Europa vil ende med at reformere og modernisere islam samt sikre fredelig sameksistens mellem religioner og folk i Europa.
Afhængig af "skolen" er Ramadan enten kontroversiel, grænsende til det farlige, eller anerkendt, grænsende til det geniale.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad