Ritzau |
27. august 2009
Skattestoppet er slut, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister. S-SF's skatteudspil hæver skatterne, siger Cepos' cheføkonom, Mads Lundby Hansen.
- Der er tale om et klart brud på skattestoppet.
Sådan konkluderer cheføkonom Mads Lundby Hansen, i den liberale tænketank Cepos, om skatteudspillet, som Socialdemokraterne og SF fredag fremlægger på Christiansborg.
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt siger til Ritzau, at "Vi anviser præcis, hvilke skatter vi vil ændre, når vi kommer til, og vi vil hverken ændre mere eller mindre".
De to partier har totalt misforstået skattestoppet, når de hæver skatterne for at betale højere udgifter. Det harmonerer heller ikke med det "vindue", regeringen åbnede før sin skattereform, som træder i kraft til nytår. Vinduet kræver, at andre skatter skal sænkes lige så meget, hvis nogle skatter hæves, siger Mads Lundby Hansen.
- Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke siger: "Der kommer ikke én ny skat. Der kommer ikke en skattestigning". Hun taler rundt om, siger han.
Helle Thorning-Schmidt underkaster sig ikke strammere politiske tøjler end skattestoppet, som kan fraviges af miljøgrunde eller EU-beslutninger, blot gevinsten bruges til at sænke andre skatter, mener Mads Lundby Hansen.
- De indfører en millionærskat, aktieomsætningsafgift og hæver selskabsskatten. I skattestoppets ånd og vinduets mening skulle skattestigningerne gå til at sænke andre skatter. Det gør de ikke. De går til overførsler, sundhed og uddannelse, siger han.
Skattetrykket stiger og falder i takt med konjunkturerne. Skattetrykket skal måles på, om det stiger strukturelt. Det sker, hvis højere skatter varigt skal finansiere højere dagpenge, folkepension og andre overførsler, påpeger Mads Lundby Hansen.
- Et højt skattetryk dæmper udviklingen i velstanden. Fra 1997 til 2007 gik vi fra at være det sjetterigeste land til at være det tolvterigeste land. Vi har haft den fjerdelaveste vækst. Det skal blandt andet ses på baggrund af, at vi har verdens højeste skatter, siger han.