Mit problem er nu, at alle omkring min store dreng trækker sig mere og mere, jo ældre han bliver. Efterhånden er det kun mig, der tager sig af ham. Dette ansvar er meget at bære alene. Min mand har været vant til, at det er mig, der styrer den store, og han er, når jeg skal være helt ærlig, kun med på sidelinjen. Det er mig, der trækker det tunge læs. Min familie og søskende hører jeg efterhånden slet intet til, hvad angår min store dreng. De besøger ham aldrig mere, og undskyldningerne er mange. Han er for stor, for krævende, de har for travlt, er for gamle, magter det ikke og så videre. Men de "vil så gerne hjælpe", siger de altid. "Jeg kan bare sige til". Men jeg er TRÆT af at bede om hjælp. Er der slet ingen, der holder af ham, og som bare gerne vil gøre ham (og mig) glade ved et kort besøg? Jeg forlanger ikke det store. Bare en times besøg nogle gange om året, så jeg kan få et pusterum.

Jeg har bemærket, at jeg bliver mere og mere "sær" omkring dette emne. Jeg går i panik, fordi jeg er bange for, at jeg ikke kan klare "slutspurten". Jeg kan ganske enkelt ikke magte at være alene om alt det hårde – hverken fysisk eller psykisk, og jeg har ingen til at hjælpe mig. Ofte tager jeg ham hjem, fordi han savner mig så frygteligt. Men nogle gange har jeg bare ikke overskud til det, og jeg bliver alt for hurtigt træt. Så kommer bebrejdelserne fra både min mand og min familie. De mener, at jeg bare skal lade ham blive på institutionen. Men det kan jeg ikke altid. Nogen gange kan jeg. Men jeg har konstant dårlig samvittighed, og nogle gange græder jeg i al hemmelighed. Kommer jeg dog aldrig ud af dette dilemma?

Tit har jeg tænkt, at der jo er en årsag til, at mange børn/unge bliver "efterladt" på en institution. Den stakkels mor (hvad det ofte er) kan jo ikke magte det hele mere til sidst. Især hvis der ikke er nogen hjælp at hente. Jeg nægter pure at opgive min dreng. Aldrig i livet. Han giver mig også tonsvis af kærlighed og glade stunder. Men mine batterier er ved at være flade, og jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Kan I mon komme med et par gode råd?

Venlig hilsen

Helle



Kære Helle

Det er bevægende at læse om dine tanker og kampe, og vi kan meget godt forstå, at du er meget træt.

At have et barn med særlige behov er virkelig en stor opgave. Og det er en opgave, som ikke slutter. Tværtimod kan den blive større og større, i takt med at barnet vokser. Samtidig får man jo ikke flere og flere kræfter med alderen som forælder.

Derfor er det godt, at du skriver, for det er vigtigt, at der sker gode ting for dig nu, så du, som du skriver, kan klare "slutspurten". Det sidste, din kære dreng og du selv og din øvrige familie har brug for, er, at du går ned med flaget. Dit brev læser vi som et slags nødråb om, at der må ske noget nyt snart.

Du skriver også, at du ikke har lyst til at fremstå som en mor, der ikke har kærlighed til dit barn. Du skal vide, at sådan læser vi slet ikke dit brev. Derimod læser vi om en mor, som elsker sit barn, og som har lyst til at give ham alt det gode, men hvor livets barske realiteter og mange krav naturligt tærer på kræfterne.

Du beskriver også det, som rigtig mange forældre til et handicappet barn oplever, nemlig at man er meget alene om at være "pårørende". Raske børn skaber med tiden deres eget netværk og udvikler deres egne relationer uden vores hjælp, og så kan man som forældre være der som en forhåbentlig tryg base, for der er efterhånden en hel del andre, som de også forholder sig til. Sådan er det ikke med et handicappet barn, hvor forældrene oftest er blandt de få stabile relationer, der år efter år holder ved, fordi barnet og den unge ikke selv skaffer sig venner og nære pårørende.

I dit brev rejser du flere vigtige spørgsmål, og vi vil forsøge, så godt vi kan, at give dig råd og respons på en del af dem.

Men det bliver først næste fredag, da det har været vigtigt for os at bringe dit brev i sin næsten fulde længde, for du lægger stemme til mange andre forældres oplevelser i lignende situationer.

Mange hilsener

Annette og Jørgen