Niels Højlund |
29. august 2009
DET FORTÆLLES om den store reformerte schweiziske teolog Karl Barth, at han, mens nazisterne herskede i Tyskland, holdt den hylde i sin reol, hvor Martin Luthers værker stod, tildækket med et klæde. Han tilkendegav dermed, at han var af den opfattelse, at Luther ikke var uden skyld i, at tyskerne så villigt bøjede sig for det nazistiske diktatur.
Luthers lære om de to regimenter (som senest har fået udtryk i sloganet for den ene af de to præstegrupper, der offentligt har taget stilling i striden om irakerne i Brorsons Kirke i København: "Kirke, kend din plads"), kunne efter Karl Barths opfattelse udmærket føre til, at kristne mennesker bøjede sig for en hvilken som helst øvrighed, der bød sig til som øvrighed, blot fordi den var øvrighed. Derfor ville han altså i et vist omfang holde Luther ansvarlig for tyskernes accept af den nazistiske skændsel og demonstrerede dette ved at dække hans værker til, så længe Hitler var ved magten.
Der er noget om sagen, og det er altid værd at notere sig, hvad Karl Barth sagde og gjorde. Det fyrtårn er ikke slukket, selvom manden for længst er død og borte. Det er altså ikke sådan, at staten (og dermed også statsmagtens politi) under alle omstændigheder har ret, og at man skal bøje sig for den, blot fordi den er øvrighed og som sådan indsat af Gud.
Det er heller ikke sådan, at der kun er politiske initiativer at tage, hvis man vil have statens kurs ændret. Der findes en ulydighed over for statens politik, som er klart kristent begrundet. Den indtræder der, hvor staten vil herske over andet og mere end kroppen og således begår overgreb mod den frihed, som evangeliet har sat os i.
Men at tro at denne kristeligt begrundede nødretstilstand er indtrådt, fordi statsmagten sender sit politi hen for at arrestere nogle asylsøgere, der har overtrådt landets love, og gør dette, også selvom disse personer – sikkert tilskyndet af nogle danske bagmænd, der siden har holdt sig bemærkelsesværdigt beskedent i baggrunden – har søgt tilflugt i en kirke, det må dog vist kaldes et eklatant eksempel på manglende proportionssans.
VI ER END IKKE I NÆRHEDEN af den situation, hvor kristne mennesker med rette må protestere mod statens overgreb, fordi de er angreb på den frihed, som evangeliet har skænket os. At påstå, ja, bare at antyde noget sådant er ikke god teologi, det er simpelthen politisk naivitet. Politisk naivitet er også en form for synd, og – undskyld mig – ikke mindst en del præster synes at ligge under for denne synds magt.
Det er politisk naivitet at argumentere for handlemåder – for eksempel med henvisning til "det hellige rum" eller "Kristus på korset" – som ingen ved deres fulde fem kan kræve gennemført med gyldighed for alle. Hvad bliver det næste? Skal indvandrerbander eller rockere, eller for den sags skyld de autonome fra striden omkring Ungdomshuset på Jagtvej, også kunne søge asyl i et eller andet kirkerum og således vide sig beskyttet mod politiets magtanvendelse med henvisning til, at politiets magt ikke må udøves i et kirkerum? Nej, vel! Men så kan 19 irakiske mænd med kvinder og børn heller ikke gøre det.
POLITISK ANSVARLIGHED er at vise vilje til at tage ansvaret for alle konsekvenser af det, man foreslår, og ikke redde sig ind bag særlige hensyn, som skal gælde lige netop den eller hin mindretalsgruppe, som jeg nu lige af den ene eller anden grund har engageret mig i.
Jeg siger ikke, at asylsøgerne fra Brorsons Kirke har fået den for hver enkelt fuldstændig retfærdige behandling, for noget sådant som en fuldstændig retfærdig behandling af hver enkelt menneske gives ikke i et samfund, men jeg siger, at hvis landets love i øvrigt er fulgt, så kan der ikke gøres undtagelse med henvisning til kirkerummets hellighed eller Kristus på korset eller noget som helst andet fromt og menneskekærligt.
Så skylder de, der protesterer mod politiets magtanvendelse i Brorsons Kirke, at fortælle os andre, hvordan det danske samfunds flygtninge- og indvandrerpolitik så i øvrigt bør se ud, hvis den, vi har, ikke dur. De bør gøre det med alle konsekvenser af deres egne forslag for øje, og de bør endog kunne anvise, hvordan der kan skaffes politisk flertal for det, de ønsker. Ellers betragter jeg deres protester mod politiaktionen som en helt gratis demonstration af egen fortræffelighed. Og den skulle vel ikke mindst netop præster holde sig for gode til. De burde i hvert fald vide bedre.
Og fri mig under alle omstændigheder for enhver antydning af, at vi med den flygtninge- og indvandrerpolitik, som Folketinget har vedtaget, og som politiet selvfølgelig så også skal medvirke til at føre ud i livet, blot i allerringeste grad nærmer os en tilstand, hvor et kristent menneskes frihed til at protestere mod selve statsmagten skal gøres gældende.
Det er proportionsforvrængning af værste slags blot at antyde noget sådant.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, journalist og præst Sørine Gotfredsen og forfatter og præst Niels Højlund
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad