At være forældre uden børn

Tavshed er, hvad et stigende antal forældre bliver mødt med af deres halvvoksne og voksne børn. Nogle bliver endda helt fravalgt af deres børn og afskåret enhver kontakt -- også til eventuelle børnebørn. -

- BROCARD Pascal/PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN

Læs også

flexblock

Tema

Familieliv

Forældre

flexblock

2 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Dorte Washuus | 29. august 2009

Mange forældre oplever, at deres voksne børn vælger dem fra og afskærer al kontakt. En smertelig proces, som Ida Jessen beskriver indgående i sin nye roman, og som psykologer kalder for amputation

"Solvej stirrede ud i luften. Hun glemte sin te, der blev kold i koppen. Men pludselig uden at have bestemt sig for det tastede hun Christianes nummer. Og til hendes undren og glæde blev telefonen taget med det samme.

– Christiane, sagde Solvej hastigt, det er mor.

– Det kan jeg høre.

– Jeg vil så gerne tale med dig.

Annonce

Tavshed.

– Vil du ikke godt fortælle mig, hvordan du har det?

Intet svar.

– Du kan også bare skælde mig ud, hvis det er sådan. Jeg trænger sikkert til en ordentlig skideballe. Hun prøvede at le lidt i telefonen, men Christiane var tavs."

Tavshed er, hvad et stigende antal forældre bliver mødt med af deres halvvoksne og voksne børn. Nogle bliver endda helt fravalgt af deres børn og afskåret enhver kontakt – også til eventuelle børnebørn. Der findes ingen statistik på fænomenet, men brevkasseredaktører kan berette om mange breve fra sorgfulde forældre, midtvejs eller sidst i livet, der har mistet kontakten til deres voksne børn.

Ovenstående citat stammer fra forfatteren Ida Jessens nye roman, "Børnene", der udkom i tirsdags. Bogen er blandt andet en hjertegribende beretning om fraskilte Solvej, der ikke kan se sin lille datter, Christiane, så meget, som hun gerne vil, og som senere, da datteren er voksen, oplever at blive afvist og afskåret fra datterens liv.

– Børn har altid skullet gøre oprør for ikke at blive opslugt af forældrene, men det er et meget voldsomt oprør, når børn ligefrem fravælger deres forældre, siger Ida Jessen.

Hun har i flere omgange skrevet om forholdet mellem børn og forældre, og emnet følger aldersmæssigt hendes egen alder og livsbane. Når hun denne gang har skrevet om store børns afvisning af deres forældre, hænger det sammen med, at hun selv er mor til en halvvoksen datter og har mange jævnaldrende venner og bekendte, der beretter om smertefulde oplevelser med børn, der vælger dem fra.

– Jeg interesserer mig for det set fra forældrenes side, fordi jeg jævnligt hører om, hvilken enorm sorg det er for forældre, hvis børn prøver at stoppe deres kærlighed på denne måde.

– Tavsheden er ren tortur. Når vi ikke bliver talt til, er det, som om vi ikke eksisterer. Det er den frygteligste straf en forælder kan få, så er det meget bedre at få skæld ud, mener Ida Jessen.

Hun er optaget af den magt, som store børn og voksne har over deres forældre. Vælger de at give den kolde skulder, kan forældrene ikke gøre andet end at acceptere eller lægge sig på deres grædende knæ og tigge om kontakt. Stolthed er helt irrelevant i sådan en situation, der er meget større ting på spil.

– Lige nu og her er det forældregenerationen, der mærker smerten allermest. Jeg tror ikke, børnene er i stand til at forstå, i hvert fald ikke i detaljer, hvor ondt det gør. Alligevel vil jeg ikke kalde forældrene ofre. Brudte relationer er en del af det at være menneske, men det er ikke ensbetydende med, at forældrene skal finde sig i det. De skal gøre alt, hvad de kan for at få børnene i tale, mener Ida Jessen.

Men er det ikke i orden, at voksne børn fravælger deres forældre, hvis de synes, forældrene har svigtet, eller børnene bare ikke kan bruge dem til noget?

– Folk kan have tungtvejende grunde til at gøre, som de gør. Men der vil være så megen smerte forbundet med det, også for dem selv på længere sigt. Og jeg har egentlig bare villet vise, hvor smertefuldt det er for forældrene. Men med hensyn til "at kunne bruge nogen til noget" så er det et tyndt argument for at afbryde kontakten til et menneske, som man er så intimt forbundet med, siger forfatteren.

Kirsten Thorup er en anden dansk forfatter, der i flere omgange har skrevet om skæbnesvangre brud mellem børn og forældre. Netop i denne uge udkommer journalist Marianne Juhls bog "Kirsten Thorup" om forfatterskabet, og i den konkluderer Marianne Juhl blandt andet: "Man kan forlade den familie, man er født ind i, men man kan ikke forlade den familie, man har født."

– Det er et centralt tema i Kirsten Thorups forfatterskab, at unge vælger at forlade deres mor, men at en mors kærlighed og binding er så stærk, at hun aldrig kan forlade sit barn. I hvert fald ikke uden at det gør vanvittig ondt. Bindingen er forskellig, og rollerne vil altid været ulige, siger Marianne Juhl og tilføjer:

– Børn kan ikke drage omsorg for deres forældre, som forældre drager omsorg for deres børn.

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen har som bestyrer af Kristeligt Dagblads brevkasse ofte problemet inde på livet:

– Det er et af de temaer, vi får allerflest breve om. Ikke så mærkeligt, for det er et særdeles smertefuldt område, der prikker til menneskers skyld, skam og uduelighed. Det vigtigste i de fleste menneskers liv er deres familierelationer, og når de ikke går godt, er det forbundet med meget stor smerte og meget stor skyld, siger hun.

Når et tilsyneladende stigende antal store og voksne børn vælger ikke at have kontakt med deres forældre, kan det ifølge Annette Due Madsen skyldes, at vi bliver stadig mere krævende i forhold til vores relationer. Vi er ikke længere afhængige af hinanden, hverken økonomisk eller socialt, og mange af os vælger at flytte væk fra det sted, hvor vi er født og opvokset.

De mennesker, vi er sammen med, vælger vi, fordi det giver mening at være sammen med dem – ikke af pligtfølelse.

Der kan være dysfunktionelle adfærdsmønstre i en familie, eksempelvis misbrug af den ene eller anden art, der får børn til bryde kontakten til forældre simpelthen for at bevare deres egen sundhed og integritet. Det er brud, man bør bakke op, mens brud i "almindelige" familier så vidt muligt bør undgås. De er en amputation, som kan være meget svær at leve videre med, mener Annette Due Madsen.

– Mange er meget kritiske og har svært ved at tænke barmhjertigt om forældrene, men ingen er perfekte – heller ikke forældre, siger hun.

Annette Due Madsen ser blandt andet skilsmisser og nye familiemønstre som grobund for brud mellem børn og forældre.

– Der er ingen tvivl om, at mange store børn føler sig svigtet, når mor eller far får en ny kæreste og måske også "nye" børn, siger hun.

Psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen er en af bidragydere til en ny bog om børneopdragelse, "Fordi jeg siger det". I den har hun skrevet et essay om en mors konflikt med sin 11-årige datter, der ender i en situation, som mange forældre utvivlsomt kender, nemlig at barnet forskanser sig bag en lukket dør: "Nu vil jeg gå op til dig, banke på din dør og bede pænt om lov til at komme ind på dit værelse. Ind, hvor du bor og bestemmer. Jeg håber, at du lukker mig ind, for jeg vil så gerne sige undskyld til dig. Du råber gennem den lukkede dør, Skrid!" skriver Renée Toft Simonsen blandt andet.

– Jeg ser ikke den voksne som en, der tigger og beder om kontakt. For mig er det naturligt, at det altid er den voksne, forælderen, der tager ansvar for at reetablere relationen, når noget går galt, men det er meget svært at være bombastisk, når det handler om relationer, for hver relation er unik, siger Renée Toft Simonsen.

Via sin brevkasse i ugebladet Femina har hun flere gange stiftet bekendskab med forældre, der er blevet afvist af deres børn, og selvom hun oftest er mest tilbøjelig til at tage børnenes parti, anser hun det for en meget alvorlig beslutning at afskære sig selv fra sin mor og far.

– Vrede er en meget destruktiv følelse, der kan æde én op indefra. Jeg tænker, at tilgivelse vil give langt mere fred. Det oplevede er altid svært at sætte spørgsmålstegn ved, men det bedste er jo, hvis man kan rumme sine forældre og deres måde at leve på, uanset hvor uenig man måtte være. For nogle vil det være umuligt at tilgive, og det må vi også acceptere, siger hun.

Familieterapeut Lola Jensen oplever, at store børn har langt mindre tålmodighed med deres forældre i dag, end de havde i tidligere generationer.

– Det har altid været sådan, at når man blev forældre, skulle man gøre op med det, man selv kom fra, men i dag tåler vi mindre, og det er blevet lettere at tage det ultimative opgør, nemlig helt at afskære kontakten.

– Jeg ser det mest mellem døtre og mødre. Mødrene blander sig typisk, fordi de er bekymrede. Det er svært for forældre at være tilskuere til de unges meget anderledes måde at føre familieliv på i dag. De zapper rundt i livets valgmuligheder uden rigtig at slå rod i noget, og forældrene, især mødrene, er bekymrede for, at børnebørnene ikke modtager opdragelse og dannelse i en hektisk familiehverdag. Men bekymringerne bliver af datteren ofte modtaget som utidig indblanding. Når den slags situationer opstår, synes jeg det virker, som om de unge er blevet hurtigere til at tage det definitive brud. Men det er altid meget trist og føles som en amputation, når det sker, siger Lola Jensen.

Historikeren Henrik Jensen, lektor på Roskilde Universitet, mener, at vendepunktet skete med Freud. Før ham var det altid forældregenerationen, der havde retten og magten. Med hans teorier blev forældrene gjort til hæmningen i vores liv, det vi skulle frigøre os fra for at blive hele, selvstændige mennesker. Det er så kammet over i, mener han, at forældre i dag nærmest lægger sig fladt ned på maven og lader deres børn bestemme alt fra aftensmad til ferierejser.

– I dag taler vi om, at forældre skal være coach for deres børn, og mange prøver at blive venner med børnene. Men den form for kontakt er børn slet ikke interesseret i, de har venner nok. Børn har ingen respekt for forældre, der angler efter kontakt, og som opfører sig som jævnaldrende, siger Henrik Jensen.

Når det kommer til endegyldige brud, er det efter Henrik Jensens mening næsten altid ulykkeligt, fordi det giver sorg og skyldfølelser på begge sider. Samtidig ser han det som en brik i en stadig meget individualiseret verden.

– Familien er en væsentlig institution for socialisering og moraldannelse. Når vi vælger den fra og i stedet lever i mere uforpligtende netværk, så vil vi se en moralsk svækkelse og en situation, hvor det er staten, der går ind og finregulerer vores adfærd, fordi vi ikke har det med hjemmefra. Det ser vi jo allerede i dag, hvor der lovgives om, hvor vi må ryge, og hvilken beklædning vi må iføre os, siger Henrik Jensen.

Han er aktuel med bogen "Det ordentlige menneske", der udkommer på tirsdag, og hvori han blandt andet undersøger, hvordan vi kom fra pligtkulturen til rettighedskulturen. "Et samfund, hvor unge ikke længere føler, at de har noget som helst at være ældre taknemmelige for, er et samfund uden kultur. Et samfund, hvor de unge ikke føler, de har noget at lære af de ældre, ligeså," skriver han blandt andet i bogen.

Med Ida Jessens bog, der uden tvivl vil blive læst af mange, er der sat fokus på et tema, som i hendes øjne er noget overset.

– Vi kan fortælle hinanden om det i en fortrolig stund, men det er bestemt ikke noget, vi bryster os af. Som forældre er det skamfuldt, når vores børn fælder en dom over os, og vi bliver stødt ud i kulden. Det er lige så skamfuldt som mobning, siger hun.

washuus@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

25 indlæg det seneste døgn

Læserdebat

Trådet overblik | Fladt overblik

At være forældre uden børn

Verdenskær, publiceret d.31/08 11:49 (for 3 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: At være forældre uden børn

Tak for denne artikel og bog om et tabubelagt emne, som er årsag til megen smerte og stress.
Som forælder der kender situationen, er jeg glad for, at der hermed tages skridt til at italesætte problematikken.

Del Link

At være forældre uden børn

Dracona, publiceret d.01/09 16:04 (for 3 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: At være forældre uden børn

Det er meget tydeligt at ingen af disse mennesker har oplevet det helvede det er at få sit liv og sine livsmuligheder ødelagt af sine forældre.

At stå, midt i tredverne, og erkende at alt det man gerne ville aldrig kan realiseres fordi man er ødelagt psykisk, og at der kun er en eneste grund: ens forældre svigtede.

Jeg føler I gør min smerte, som aldrig kan gå væk, til grin ved at argumenterer for at man ikke bør lægge afstand til sine forældre.

Prøv dog at lad være med at tale om ting I ikke har prøvet, tak.

Del Link

25 indlæg det seneste døgn