Ateister får påny modstand fra folkekirken. Tre valgmenigheder udfordrer tvivlere til at få afprøvet deres fordomme ved en gudstjeneste-aktion i morgen
Kristne er dumme. Gud findes ikke. Og kirkerne fylder folk med historier, der ikke passer.
Sådan lyder tre af de indvendinger mod kristendommen, som tre præster fra valgmenigheder i folkekirken nu vil tage kampen op imod.
I en koordineret aktion, der begynder i morgen med gudstjenester i København, Århus og Aalborg, vil de have tvivlerne til at vende tilbage på kirkebænkene.
– Kirken skal tage folkets indvendinger mod gudstro alvorligt, hvis folk skal tage kirken alvorligt, siger cand.theol. Jesper Fodgaard fra Aalborg, der er talsmand for det nye initiativ.
Han afviser, at præsterne kaster med mudder efter ateisterne og andre kritikere af folkekirken.
– Vores mål er bestemt ikke at sige, at ateister er dumme. Men i vores kultur har vi godt af at se, at vi kan tale ordentligt sammen. Du kan kalde det samfundsopbyggende virksomhed i en tid, hvor vi ellers oplever en stigende polarisering mellem grupperne, siger Jesper Fodgaard, der sammen med to andre kolleger uddyber sine synspunkter i en kronik i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.
Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet forsker i kirkens forhold til den politiske debat. Hun mener, at valgmenighedernes nye aktion afspejler en klar udvikling.
– Det er en tydelig tendens i dansk kristendom, at man tager religionskritikken og sekulariseringen alvorligt. Man lader sig anfægte af, hvad der sker i kulturen. Vi ser det også i forbindelse med Brorsons Kirke, at kirken ikke længere er bange for at melde ud, hvad den mener, siger hun og tilføjer:
– Den største gevinst ved projektet her ligger i, at kirken kommer med at klart budskab, uden at det bliver fundamentalistisk. Det appellerer også til tvivlerne.
Religionssociolog på Københavns Universitet Morten Warmind tror også, projektet kan styrke kirkens dialog, men han tvivler på, at ateisterne vil møde op.
– Gudstjenesten er ikke noget godt dialogforum, fordi den er forkyndende, vurderer han.
schelde@kristeligt-dagblad.dk