Bente Clausen |
24. marts 2007
Der er sat navne på nogle af de mulige kandidater til bispestolen i Roskilde, som bliver ledig næste år
I morgen mødes over 200 præster og menighedsrådsmedlemmer på Osted Fri- og Efterskole syd for Roskilde for at diskutere, hvilke karaktertræk der er vigtigst at satse på, når Roskilde Stifts næste biskop skal vælges. Jan Lindhardt fylder 70 år den 24. april og må derfor flytte sig fra det bispesæde, han i de sidste 11 år har gjort til et af de mest synlige i Danmark.
Der er ingen tvivl om, at der vil blive stillet store krav til hans efterfølger. For selvom Lindhardt er både fagligt og analytisk dygtig til at sætte folkekirken på dagsordenen og roses for at have skabt sammenhængskraft i det store og mangfoldige stift, så har han været knap så synlig som tilsynsførende og administrator, hedder det.
Kristeligt Dagblad har talt med en række fremtrædende kirkefolk og lokale fra Roskilde Stift om, hvem der kan blive stiftets nye førstemand eller -kvinde.
Else Hviid er præst i Himmelev Sogn i Roskilde. Hun vil nødigt af med den nuværende biskop.
– Det vigtige i en ny biskop for mig er, at han skal elske folkekirken, men at han også skal elske det pulserende, uoverskuelige og hastigt foranderlige moderne liv – og så skal han kunne tackle medierne, siger hun, og det er blot nogle af de punkter, hun ridser op.
En anden af præsterne i stiftet, Helge Baden Nielsen, Herfølge, er en af dem, der har savnet synlighed i stiftet hos den nuværende biskop.
– En ny biskop skal være en dygtig teolog. Vi har ikke brug for flere Grosbøll-sager! Og så skal en ny biskop også følge med i, hvad der rører sig i samfundet, siger han.
Helge Baden Nielsen håber, at der allerede ved mødet i morgen kommer nogle navne frem på mulige kandidater, så forløbet bliver så åbent som muligt. Den gruppe, han tilhører, bliver efter alt at dømme stillere for Grundtvig-akademiets leder Henrik Wigh-Poulsen.
Af andre mulige kandidater – som ikke nødvendigvis er blevet spurgt – er dr.theol. Niels Henrik Gregersen, provst i Ringsted-Sorø Peter Fischer-Møller, domprovsterne Steffen Ravn Jørgensen og Anders Gadegaard samt den nuværende biskops hustru – eller bror. Men det kan også være en helt sjette, der sætter sig i Roskilde Stifts bispesæde.
Roskilde Stift er både geografisk og demografisk stort. Der er få større byer – Roskilde, Holbæk, Kalundborg og Næstved. I den østlige del af stiftet hænger forstæderne som perler på en snor ind mod København og mod sydøst og vestpå er stiftet domineret af små landsogne. Den østlige del og byerne er karakteriseret ved tilflytning og velstand, mens landsognene enten affolkes eller bliver "londoniserede", som Else Hviid kalder det. Nemlig at folk ikke opholder sig, hvor de bor – og hvor præsten bor – fordi de kører langt til arbejde.
Ikke desto mindre så har Roskilde Stift altid haft ry for at være på forkant, siger cand.theol og konsulent Sabine Kleinbeck fra Kirkefondet.
– De var modige i Roskilde, da de valgte Jan Lindhardt. Til gengæld var der også en god base for aktiviteter og iderigdom, da han kom til stiftet i 1997. Men om en god kopi er bedre end en dårlig original, som Lindhardt selv har sagt i forbindelse med kloning, også gør sig gældende med en ny biskop, tør jeg ikke sige. En kopi vil måske få svært ved at løfte arven.
Lektor Elmo Due, Pastoralseminariet i København, mener at et af kravene til nye biskopper i dag er en profetiske dimension.
– Folkekirkens stilling i samfundet er omskiftelig i dag, og en biskops opgave er også at bygge bro mellem kirken og samfundet. Og en biskop skal også forholde sig til kirkens rolle i samfundet.
Rektor på Pastoralseminariet i Århus, Henning Thomsen, udtrykker det på en anden måde.
– Der er så meget debat om religionens rolle i samfundet, og samtidig ser jeg statsministerens udtalelser om, at religioner ikke skal blande sig i politik, og den generelle kritik af politiske prædikener som et signal om, at staten gerne vil sætte grænser for kirkens kritik af magthaverne. Det er en situation, som en biskop også skal kunne tackle, siger Henning Thomsen.
Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Lise Pedersen, mener også, at medierne spille en større og større rolle.
– Hvis jeg skal udtrykke det groft, så var en god biskop tidligere, at man overhovedet ikke mærkede hans tilstedeværelse. I dag bliver ledelsesdelen internt i stiftet mere og mere tydelig. Og udadtil er der krav om biskoppens synlighed, men den synlighed skal samtidig være solidt teologisk funderet. Hvis teologien halter, kan den slags bidrag enten ende i det rene pjat eller i, at man klynger sig til det gamle, siger hun.
– En ordentlig teolog kan nyformulere kristendommen ind i den senmoderne virkelighed. Og så skal det også være en velformuleret teolog, som kan få sit budskab igennem på meget kort tid, siger Inge Lise Pedersen, som indleder mødet i Osted i morgen.
Imens kan interesserede kandidater overveje om rollen som teologisk ud- og indadvendt blæksprutte er mulig at leve op til.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dkRoskilde Stift
**692.952 indbyggere
**338 kirker
**323 sogne
**Til sammenligning har Københavns Stift stort set samme antal indbyggere, men kun 122 kirker og 109 sogne
**Helsingør Stift har 941.204 indbyggere, 165 kirker og 147 sogne
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad