Vi bor oven på hinanden, ved siden af hinanden og under hinanden. Hvis vi aldrig så bort fra, overhørte eller ignorerede eller bare vænnede os til naboens vaner og særegne tramp, og måde at åbne og lukke døre på, så ville vi blive vanvittige.

Hvis vi ikke vænnede os til ambulancers hylen, bussernes brummen, til bilernes susen, til menneskemylderets mærkelige uregelmæssige taktslag, så ville vi aldrig kunne holde vores by ud!

Andre steder i landet, ved Vesterhavet eller på vores vidunderlige øer må man finde sig i havets buldren, skovens fejende lyd, tågehornets klang.
De lyde, som godt kunne forstyrre – og som vi bliver nødt til at gøre os døv for i et vist omfang – det er også de lyde som får os til at føle os hjemme.

Men som sagt er der andre sammenhænge hvor jeg ligefrem vil hævde at vi bliver nødt til at gøre os døve ellers bliver vores liv ødelagt!
Jeg ved godt at man fra ganske lille har lært at man skal svare høfligt på det sprog som bliver spurgt på. Men gælder det altid? Kan det ikke godt betale sig at gøre sig døv? Skal man tage til genmæle mod hver en fornærmelse? Skal man le ad hver en tåbelighed? Skal man altid slænge skældsord tilbage mod dem der tabte besindelsen? Og på et større plan – skal man altid svare igen mod vold og terror med samme brutalitet?
Somme tider bliver man nødt til at svare på en anden måde hvis man ikke vil erobres af mistillid, hadefuldhed og ønsket om hævn. Man bliver nødt til at gøre sig døv og man protesterer ved at hævde at skrækken, forfængeligheden og dumheden ikke skal få lov til at erobre en tomme af mit liv og gøre mig forbeholden, indfalden og mismodig! Jeg vil ikke høre fornærmelsen. Ikke et sekund skal de destruktive kræfter erobre mit liv og lamme mig og gøre mig utilgængelig for det smukke, det sande og det retfærdige.

Somme tider må man stædigt holde sig til en tro der trodsigt og fandenivoldsk hævder at den er som fjeld ”Der ikke flytter sig om så hele verden forandres” – det bare står der, og man kan lægge sin pande imod det og køle panden og holde sig til fjeldet som stod der da de sømmede en uskyldig fast til korset! Som stod der under folkemordene og katastroferne og som står her nu som kendetegn for død og uro – men sandelig også for håb! (Rolf Jacobsen) Fjeldet eller klippen, Guds kærlighed, der evigt kalder på os, Effatha, Luk dig op!

Men det sker vi gør os døve for det der skulle bevæge os og berøre os.
Det er frygteligt men vi kan blive døve for dem vi elsker. Vi hverken hører eller ser hvor de er på vej hen; vi mærker ikke deres reservation; vi lukker ørene for deres fortvivlede spørgsmål. Jeg tror at alle vi som er forældre har prøvet det, alt for sent at forstå hvilken ulykke der skete på et bestemt tidspunkt. Det var først år senere vi opdagede at dengang barnet blev smidt ud af koret eller klubben skete der noget, som blev gemt bagved en facade; men år efter kunne det sende tavse tårer ned ad kinden.

Det er frygteligt når den muntre bemærkning blev oplevet som distance, og et menneske som man kalder ven må lide under det.
Hvem har ikke prøvet at gøre sig døv for den man elsker højest blot fordi man har mere end nok i sig selv og dagens problemer, og derfor ikke også orker at blive knust under den andens liv?

Hvem har ikke prøvet at blive banket helt følelsesløs mens man følger verdens gang, og hører om krig i Irak, jordskælv i Pakistan, sult i Ethiopien, skovbrande i Grækenland, mishandling. Magtesløs rækker man efter teen og aner ikke hvor man skal vende sig hen. Og når så nyhederne afsluttes med en såkaldt sød lille historie, så føler man virkelig at man sidder og er vidne til noget man kun kan begræde, men for altid bare må tåle.

Når det sker, så er det virkelig at man venter på et ”effatha” – venter på igen at føle, tænke og være. Venter på at slippe for trivialitet og magtesløshed. Venter på at medfølelsen igen erobrer tilværelsen. Venter på at man igen aner at Gud går gennem tilværelsen og stiller sig foran den værgeløse, dukker op i mørket, gør det af med tvivlen og lukker os op.

Hvad er det egentlig der bliver ved med at fascinere ved Jesus? Hvad er det vores øjne søger, og hvad er det vi hører og med vores tanker og ord til tider ubehjælpsomt vil indkredse?

Først og fremmest er det et menneske som færdes sammen med andre. Han vandrer, helbreder, velsigner, græder, diskuterer og mennesker lytter til hinanden, får øje for hinanden, for de andre, for alting.
Det mærkelige ved ham er at han ikke er skinger. Man føler aldrig fingeren pege, eller at ordene rammer iskoldt og med smæld. Jo, skarp kan han godt være; men aldrig opleves han fordømmende og vredladent.
Man står der som ”en hjerteløs indskrænket dåre”; men pga. af ham har man også en fornemmelse af at det ikke ender dér.

Når vi ser og hører ham mærker vi en stille tiltro til at livet vender tilbage og vil møde os der hvor vi færdes, arbejder og lever.

Husker I dengang to af hans venner gik bedrøvede bort fra Jerusalem på vej mod Emmaus. De var så forstemte. Der var sket noget som aldrig skulle være sket! Jesus var blevet myrdet. Disciplene bare dukkede sig. De kunne ikke andet end fortvivle. De krummede sig, kunne ikke se øje til øje. Deres bidrag havde været tavshed og fornægtelse.

Han gik ved siden af dem, og de så ham ikke! De var opslugt af mørket i dem og omkring dem. Peter troede aldrig han skulle blive menneske igen efter sit svigt.

Da Jesus igen spiste med dem, opdagede de at det var ham. De kunne knapt tro det – men siden har vi holdt fast ved det måltid, for her mærker vi at Gud vil mennesker, og han binder os til sig – ja han binder os sammen i sin længsel.

Maria Magdalene, som elskede ham så højt, genkendte ham heller ikke. Men der skete noget gribende. Da han sagde hendes navn: Maria! Så mærkede hun at det var ham. I ved godt hvad der skete! Tænk på sidste gang at dem der elsker jer, sagde jeres navn, og I mærkede al den kærlighed der findes i verden samle sig i udtalen af netop jeres navn!

Jesus er virkelig Guds ansigt på jorden. Han er det menneske som viser os hvad det vil sige at være menneske.
Han får os til at tro på at vi er omfattet af en kærlighed som vi bedst synes kan beskrives ved den kærlighed som er mellem forældre og deres børn og mennesker som virkelig elsker hinanden.

Når vi møder Jesus’ ansigt, så er det som om fordømmelsen af os selv og hånen over de andre forsvinder. Vi møder ham som én der ikke vil os til livs; men vil have os til at leve. Når man ser ham i øjnene sker det pudsige at man forlegent må se bort, ja mærke en stille rødmen som om man sad og så sine elskede i øjnene – og I ved at det blik kan man kun holde en stund; og dén som har prøvet det er ikke i tvivl om at det blik er der evighed i.

Når vi ser ham og hører ham, mærker vi den kærlighed som ikke kender til svigt, til opgivelse eller fortrydelse. Jeg tror ikke Vorherre skjuler kærlighedens billeder for os, men lader os se og mærke sin kærlighed, når bare vi holder øjne og ører åbne her i verden. Der er tegn alle steder på den kærlighed som vil være. Gud har det med os, som vi har det med børn.

De færreste kan lade være med at stryge hænderne hen over barnet der sidder på skødet. Man kan ikke lade være med hele tiden at kysse dem oven på hovedet, og ingen bliver sat ned på jorden eller gulvet og sluppet ud i verden uden at få et kys med.

På samme måde med teenagerens til forældrene - det indeholder den samme evighed.

Jesus giver os mod til at tage til genmæle mod hævn, had og løgn. Han forvandler mennesker fra umenneskelige til menneskelige og vi ser mennesket i den forhånede, i fjenden, i flygtningen, i den skrydende, i den fattige og i den rige. Han gør os levende. Han giver os mod så vi tør gøre det, der evigt giver mening: at elske og favne!