Måtte Gud velsigne og forbavse jer

Salmerne var af reformatoren Martin Luther, som viser hvor folkekirken står, samt af N.F.S. Grundtvig som en undrestregning af den nye biskops teologiske ståsted. En af grundtvigssalmerne var oversat fra engelsk – Peter Skov-Jakobsen er meget optaget af anglikansk teologi – og hertil kom en moderne salme af Hans Anker Jørgensen. Til gengæld slog traditionen igennem i fadervor, hvor Peter Skov-Jakobsen er medlem af "vorde-klubben". Han siger ikke "hellige blive dit navn", men "helliget vorde dit navn". Men prædikenen blev holdt i et meget let forståeligt sprog, hvor nutidige begivenheder, storbyen og Jesu kærlighed til mennesket fandt naturligt sammen.

De to iklædere, der hjalp ham bispekåben på, var henholdsvis orlogsprovst Eigil Bank Olesen og sømandspræst i Rotterdam, Line Nicolaisen. De to holdt også hænderne på Peter Skov-Jakobsens hoved under ordinationen, sammen med nabobiskopperne fra Roskilde og Helsingør stifter, Peter Fischer-Møller og Lise-Lotte Rebel samt ordinator, afgående biskop Erik Norman Svendsen.

Så enten havde Peter Skov-Jakobsen selv iscenesat denne del af bispevielsen, eller også havde et menneske, der kender ham rigtig godt. Peter Skov-Jakobsens temperament indgik dog ikke i scenografien, så det måtte han selv nævne efter prædikenen, hvor han takkede for de mange, mange venlige breve, han havde fået tilsendt efter bispevalget.

Under hans tak kom det med, at hans teenagedøtre i den forbindelse havde sagt, at alle de mennesker, som synes han er så venlig, ikke kan høre, hvad han siger, når printeren ikke skriver ud. Og så rødmede i hvert fald den ene af døtrene, som sad ved siden af den katolske biskop, Czeslaw Kozon, oppe i domkirkens kor. Her sad også overrabbiner Bent Lexner og metodisternes biskop for Norden, Christian Alsted.

Både Kozon, Alsted og folkekirkens biskopper samt de nordiske og den grønlandske kollega i kåber lyste farvestrålende op i modsætning til de sortklædte præster og provster, som sad ned gennem kirken, sort i sort.

Lys var der nok af. DR tv-transmitterede direkte, så fra øverste pulpitur varmede lamperne, og de gav også genskin i Peter Skov-Jakobsens bispekors, som han kunne have morset med i den anledning. Mest nervepirrende var dog et tv-kamera på en lang kran-arm, som hele tiden svingede faretruende tæt på billedhuggeren Bertel Thorvaldsens meterhøje figur af apostlen Jakob. Apostlen var tæt på at miste vandrestaven under søndagens bispevielse.

Det er svært at sige bispevielse i København uden at sige bispevalg i København, fordi det endte sent og med flere ekstra afstemninger. Biskop Erik Norman Svendsen, der som Københavns Stifts biskop er "først blandt ligemænd" indtil på tirsdag, nævnte det kort. "Der er sagt meget om Københavns bispevalg, så det vil jeg ikke sige noget om i dag". Til gengæld advarede Norman Svendsen om, at Københavns biskop ofte er både fyrtårn og skydeskive – ofte på en og samme gang. Den siddende biskop kunne heller ikke modstå fristelsen til en lille analogi om, at den nye biskop Peter ikke er, "den kirke, hvorpå jeg (Gud) vil bygge min kirke". Bibelcitatet er nøjagtig det, som katolikkerne mener grundlægger pavedømmet.

Til gengæld var det svært ikke at tænke på bispevalgets forløb, da domprovst Anders Gadegaard læste "intimationen" om, at "Peter Henrik Skov-Jakobsen, der er lovligt valgt og kaldet til biskop over Københavns Stift, skal i dag indvies til sin tjeneste..." Det var domprovsten, og ikke mindst hans støtter, der klagede mest over forløbet i bispevalgkampen. Men det kunne nu hverken ses eller høres på domprovst og støtter. Ved koret sad også to andre af modkandidaterne: Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet og Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet.

Gudstjenesten sluttede en meget farvestrålende nadver, hvor de kåbeklædte danske og nordiske biskopper parvis uddelte brød og vin ved nadver-stationer i kirken. Dog på den måde, at brødet skulle dyppes i vin, der blev holdt frem i et stort bæger. Det blev makkerparret Erik Norman Svendsen, der fortsætter som kongelig konfessionarius, og hans nyslåede efterfølger, der tilbød nadveren til dronning Margrethe II og kronprinsparret. Imens nød de længere nede i kirken godt af nadverfællesskabet mellem kirkerne i Norden. Så man kunne modtage nadver på både dansk, svensk, norsk og grønlandsk.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk