Uenighed om homoseksualitet i det anglikanske fællesskab har denne sommer reelt resulteret i et brud mellen den amerikanske gren og resten af kirken
De amerikanske biskopper i den verdensomspændende anglikanske kirke gik deres egne veje, da de i juli måned besluttede at tillade biskopper, der lever i et homoseksuelt parforhold.
Selvom ingen officielt bruger ord som skisma, er det et hårdt slag for kirkens overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, fordi den anglikanske kirke – skønt reformatorisk – stadig forstår sig selv som een kirke med ubrudte traditioner fra oldkirke og middelalder.
Den amerikanske beslutning brød den våbenhvile, der har eksisteret mellem den amerikanske – såkaldt episkopale – kirke og verdens øvrige anglikanere, siden den fraskilte og homoseksuelle præst Gene Robinson blev udnævnt til biskop af New Hampshire i 2003. Den udnævnelse medførte voldsomme protester fra biskopper i Afrika og Asien og trak fronterne hårdt op mellem konservative og liberale i Storbritannien og Nordamerika.
Siden blev parterne enige om forløbig at undgå at udnævne flere homoseksuelle biskopper i et aktivt forhold, og ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, søgte efterfølgende at forlige de stridende parter. Det er denne politik, der nu har lidt nederlag.
Det har ikke forhindret Williams i stadig at søge at holde sammen på fløjene og at tale om et "to-sporet anglikansk fællesskab", der al uenighed til trods dog vidner om en fælles arv.
Det er ikke en ny tanke, for den anglikanske kirke er traditionelt bredspektret og har givet plads til både høj- og lavkirkelige strømninger. Om bredden også rækker til at slå bro over spørgsmålet om homoseksualitet er straks mere tvivlsomt.
Williams har selv skrevet, at kirken ikke kan ændre indstilling til homoseksualitet blot for at afspejle tidens aktuelle strømninger, og humlen i hele debatten er netop spørgsmålet om, hvorvidt homoseksualitet er en synd eller ej.
En kirke, der ikke kan blive enig med sig selv om, hvad synd er, synes ikke at gå nogen særlig stabil fremtid i møde – med mindre den selvfølgelig helt holder op med at tale om synd.
Derudover har amerikanerne siden sommerens afgørelse opstillet to homoseksuelle kandidater (ud af i alt seks) til valget af ny hjælpebiskop i Los Angeles og en homoseksuel kandidat (ud af tre) til ny biskop af Minnesota. Det signal er ikke til at tage fejl af.
Den episkopale kirke tegner sig kun for lidt over 2 millioner ud af 70 millioner anglikanere verden over, men er til gengæld indflydelsesrig. Uden for USA har det skabt bitterhed over, at en lille, økonomisk velstillet minoritet med gode forbindelser til medierne ikke blot har fremkaldt et brud, men at en af dens mærkesager også har sat dagsordenen i det anglikanske fællesskab i årevis.
Og måske har man i resten af verden undervurderet de kulturforskelle, der i tilknytning til de teologiske argumenter har gjort sig gældende i denne kirkelig strid? Amerikanere er som nation vant til at dominere, og det gavner ikke en meget akademisk britisk ærkebiskop og et anglikansk kirkefællesskab, der er tæt forbundet med det hedengangne britiske imperium.
"Amerikanerne vidste præcis, hvad de gjorde," skrev en bitter biskop af Durham, Tom Wright, i The Times tidligere på sommeren. De vil stadig gerne være med, men "insisterer på at lave reglerne om". Og det er "kynisk dobbeltspil," mente den britiske biskop.
Omvendt forklarede den amerikanske kulturhistoriker Walter Russell Mead, der selv er medlem af den episkopale kirke, i et interview med tænketaken Council of Foreign Relations tidligere på året, hvorfor man pressede på trods manglende international enighed: "Det er en meget amerikansk indstilling. Vi er nødt til at følge vores overbevisning om, hvad der er rigtigt."
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., genoptager efter en sommerpause i dag sin ugentlige klumme med analyser og vurderinger af aktuelle internationale kirkelige forhold.