For en uges tid siden deltog jeg i en debat hos TV2 om aktiv dødshjælp. En svær debat, synes jeg, og den meget syge kræftpatient, jeg debatterede med, kom da også med gode og stærke argumenter.

De fleste kan sikkert sætte sig ind i situationen, hvor for eksempel et sygt familiemedlem har udsigt til en barsk afsked med livet, og man derfor kun ønsker, at afskeden må blive så kortvarig som muligt.

Går man så ind for aktiv dødshjælp? Ja, vil man umiddelbart svare. Men det, man så glemmer, er en hel række vigtige forbehold. Forbehold som gør, at jeg ikke mener, at vi kan forsvare at indføre aktiv dødshjælp.

For det første frygter jeg, at aktiv dødshjælp vil betyde starten på en glidebane, hvor vi oplever for eksempel ældre mennesker helt meningsløst vælger at afslutte livet, fordi de føler sig til besvær eller er nede i et sort hul, fordi de har mistet en ægtefælle eller lignende. Den glidebane, hvor nogle kan føle et pres i retning af at vælge aktiv dødshjælp, vil jeg helt enkelt ikke ind på.

For det andet mener jeg slet ikke, at det er vores sundhedssystems opgave at slå folk ihjel. Tværtimod arbejder sundhedspersonalet jo hver dag på at lindre eller helbrede sygdom. Står det til mig, bliver de ved med det, og de skal ikke forpligtes på med mellemrum at slå patienter ihjel. Hvad ville det ikke også betyde for tillidsforholdet mellem læge og patient?

Endelig skal man huske på, at den nuværende lovgivning faktisk strækker sig meget langt og tilbyder gode rammer for en værdig død. Loven tillader faktisk passiv dødshjælp.

Det betyder, at en patient altid kan afvise videre behandling – det gælder også uafvendeligt døende. Det betyder også, at sundhedspersonalet kan holde patienter smertefri, også selvom mængden af smertestillende medicin fremskynder dødstidspunktet.

Derudover har vi jo livstestamentet, hvor man kan udtrykke ønske om ikke at blive holdt i live, hvis man er uafvendeligt døende eller for altid vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

Med passiv dødshjælp og livstestamentet mener jeg altså, at vi holder os til det etisk forsvarlige og samtidig giver mulighed for, at man altid vil få en værdig død.

Aktiv dødshjælp – efter dansk lovgivning drab – kan efter min mening ikke forsvares. Hverken i forhold til sundhedspersonalet, den enkelte patient eller de pårørende.

Jakob Axel Nielsen (K) er minister for sundhed og forebyggelse