Ritzau |
1. september 2009
Ny moské opføres med penge fra Iran, viser dokumenter fra Københavns Kommune. Politisk krav om åbenhed bag finansieringen
De Konservative kræver åbenhed om, hvor pengene skal komme fra til bygningen af en op mod 50 millioner kroner dyr stormoské i København. Kravet kommer, efter at det er kommet frem, at moskéen ikke alene opføres for penge indsamlet blandt danske muslimer. Moskébyggeriet støttes i vidt omfang også økonomisk fra Iran.
- Vi må som minimum kræve fuld åbenhed om, hvem pengemændene er, og hvorfra de har deres rigdom. Det siger sig selv, at Danmark ikke kan forsvare at få opført en moské for udenlandsk kapital, der er tjent på udemokratisk eller umenneskelig virksomhed. Dernæst bør der være jævnlig kontrol med, at imamerne og trosforkynderne i moskéen overholder dansk lovgivning og princippet om ligestilling mellem kønnene, siger de Konservatives integrationsordfører, Naser Khader.
Naser Khader advarer mod, at Danmark nu lægger jord til en religiøs strid i Mellemøsten:
- Sunnimuslimerne i Saudi Arabien og shiamuslimerne i Iran konkurrerer i hele verden om at bygge moskéer. Og med pengene og moskéerne følger deres ideologier. Det er denne kamp, der nu også ser ud til at brede sig til dansk jord, siger Naser Khader.
Hidtil har ingen af kræfterne bag mosképrojektet oplyst noget om økonomisk støtte fra Iran, når de er blevet spurgt, hvordan de ville skaffe de 40-50 millioner kroner til moskéen. Men ifølge et brev, som byggeriets arkitekt, Bijan Eskandani, har sendt til Københavns Kommune, kommer nogle af pengene fra Iran. Pengene stammer dog ikke fra det iranske styre, forsikrer arkitekten over for Kristeligt Dagblad. Hvem de rige iranere er, ønsker han ikke at oplyse, kun at der blandt dem er en rig entreprenør og en meget troende fabrikant.
Socialdemokraterne og Venstre mener også, at økonomien bør lægges åbent frem, mens Dansk Folkeparti vil have Københavns Kommune til at stoppe byggeriet.