De mange indlæg her i bladet den 29. august tvinger mig til at svare. Der er to ting at sige. For det første vedrørende Lene Matthies-sagen. Kamstrup-Olesen, den medskyldige provst, vil hvidvaske sin biskop og sig selv, men det kommer han skidt fra.

I sådanne sager er biskop og provst ansvarlige for forløbet, og provstens undskyldninger holder ikke en millimeter. Det var Erik Norman Svendsen, der fastholdt anklagen mod Lene Matthies, efter at politi og anklagemyndighed havde afvist den, og det var en sag om et par flasker vin, som Lene Matthies havde lånt i anledning af uventede gæster, det hele handlede om. Alligevel fælder biskoppen – med provstens accept – Lene Matthies med et 37 siders anklageskrift. Er provsten stadigvæk ude af stand til at se det uhyrlige i sagen?

For det andet sagen om præsten og begivenhederne i Brorsons Kirke. Ida Auken forsvarer Per Ramsdal og misbruget af kirken med henvisning til, at kirken og præsten er ansvarlig for retfærdighed i landet, og hun henviser her til evangelisk-luthersk teologi, ligesom hun anklager mig for i mange år at have brugt kristendommen til at føre "nationalistisk" teologi.

Begge dele er grundlæggende forkert og røber for det første et overfladisk kendskab til luthersk teologi, for det andet en misforståelse af, hvad jeg i snart to menneskealdre har sagt og skrevet her i landet. Det er sandt, at det er kirkens opgave at være statens samvittighed og for så vidt at holde staten på plads. Det ligger jo også i ordet om at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. For det er Gud, der sætter kejseren på plads og siger ham, hvad han skal. Hvad skal kejseren? Han skal være kejser og ikke Gud. Det er dette, hele forholdet mellem kirke og stat handler om. Kirken sætter staten til at være stat og ikke kirke. Og i det øjeblik staten vil gøre sig til kirke og frelse og overtage sjælene, så skal kirken sige nej til staten.