Shiamuslimer kan ikke samles om moskébyggeri

Trods de indbyrdes forskelle shiamuslimer imellem adskiller grupperingen sig klart fra den anden – og største – gruppering inden for islam, nemlig sunnimuslimerne. Splittelsen mellem shia- og sunnimuslimer går helt tilbage til profeten Muhammeds død, hvor de to grupperinger skændtes om, hvem der var profetens retmæssige efterfølger.

Mens sunnimuslimer accepterer de tre første kaliffer eller islamiske ledere, der anses for at være profetens venner, anerkender shia-muslimer kun den fjerde kalif, Ali, der er profetens fætter og svigersøn. Ali blev snigmyrdet, og siden blev hans søn, Muhammeds barnebarn Husayn, dræbt af sunnimuslimer. De blodige begivenheder har udmøntet sig i en særlig shiamuslimsk optagethed af martyrier og lidelse, fortæller Garbi Schmidt, seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet med speciale i islam.

– Shiamuslimernes ritualer er meget emotionelle. De synger under deres ritualer, og de græder højt. Uden for Danmarks grænser ser vi, at nogle slår sig selv til blods for at udtrykke sorg over, hvordan profetens egen familie blev ydmyget og slået ihjel – primært af sunni-muslimer. Vi kender det fra den årlige procession gennem Nørrebrogade i København, hvor tusindvis af shia-muslimer fejrer højtiden ashura, der markerer Muhammeds barnebarn Husayns martyrium.

De første shiamuslimer kom til Danmark som politiske flygtninge fra Bahrain midt i 1990'erne, de shia-muslimske moskéforeninger begyndte at vise sig fra slutningen af 1990'erne, og i de seneste år er et stigende antal irakiske shiamuslimer kommet til landet.

– De er en relativt ny og hidtil lille gruppe i Danmark, og de arbejder på at blive mere tydelige og mere anerkendt i det danske samfund. Det er byggeriet af en moské i København klart udtryk for, siger Garbi Schmidt.

johansen@kristeligt-dagblad.dk