Der hviskes allerede i krogene om en Plan B. For klimatopmødet i København til december bliver næppe en succes, vurderer en lang række eksperter og folk tæt på de igangværende forhandlinger, som gerne skulle munde ud i en international aftale om en håndtering af klimaforandringerne.
Hvis der overhovedet kommer en aftale, lyder det, bliver den formentlig så uigennemskuelig og vag, at den ikke vil være bindende nok til at forhindre de dystre scenarier for fremtidens klima, som forskerne har opstillet.
Meldingerne kommer samtidig med, at FN's Klimapanel nu åbent erkender, at scenarierne fra 2007, som den hidtidige klimadebat har været baseret på, højst sandsynligt er for optimistiske. Og at en aftale derfor er blevet endnu vigtigere.
Det er åbenlystPå det uafhængige amerikanske Pew Center on Global Climate Change kalder vicepræsident Elliot Diringer det "åbenlyst", at der ikke kommer en endelig aftale i København og betegner situationen som fastlåst.
Han bakkes op af blandt andre den britiske vicepremierminister, den amerikanske forhandlingsleder og et stigende antal bekymrede, internationale klimakommentatorer. Selv FN's klimachef, Yvo de Boer, udtalte tidligere på måneden, at "fortsætter vi i dette tempo, når vi det ikke".
Viljen manglerUdfordringen er ikke bare mangel på tid, men mere manglen på vilje til for alvor at lukke op for de nødvendige forpligtelser til at skære i udledningen af CO2. Og til at betale for de skader, udledningen allerede har forvoldt.
Alle parter har låst hinanden fast i et spil præget af manglende tillid til hinanden og finanskrisen, der har mindsket den folkelige opbakning.
I 92-gruppen er 22 danske miljø- og udviklingsorganisationer samlet, og her er koordinator Troels Dam Christensen også stærkt bekymret over udsigterne til en aftale, hvor kun de overordnede rammer fastlægges.
Hvis det først fastsættes senere, hvordan de 192 FN-lande rent praktisk skal nedskære deres CO2-udledninger, og hvem der skal betale hvor meget, er det måske for sent.
- Når så mange lande skal blive enige, er der stor risiko for en ekstremt fleksibel aftale fyldt med særaftaler. Og de vil blive udnyttet i alle retninger, ligesom det skete med Kyoto-aftalen i 1997, og effekten risikerer at blive den samme den samme: De tiltag, der måtte komme, bliver det umuligt at aflæse effekten af før om fire-fem år, og så er det formentlig for sent at rette op, når det viser sig, at indsatsen har været utilstrækkelig, siger han.
Miljøet vinder ikkeDen frygt deler også leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen.
- Det er ikke miljøet, der vinder ved det taktiske spil, der foregår lige nu. Og det står desværre klart, at topmødet i København ikke skriver sig ind i historiebøgerne som det sted, hvor vi stod sammen om at redde verden, siger han.
henriksen@kristeligt-dagblad.dkschou@kristeligt-dagblad.dk