Her var landene samlet i to uger - uden reelt at komme nogen vegne. Det fik selv FN's klimachef, Yvo de Boer, til at udtrykke tvivl om, hvorvidt der overhovedet kommer en aftale til december.

USA er det land, de flestes øjne hviler på, nu hvor der kun er 15 planlagte forhandlingsdage tilbage inden topmødet i København.

Alle er enige om, at amerikanerne sidder med nøglen til at komme videre. Dels er de i tætte forhandlinger med spillets næstvigtigste aktør, Kina. Dels giver en aftale uden USA ikke meget mening.

Landet repræsenterer mere end nogen anden den udviklede verden og er desuden ansvarlig for næsten en fjerdedel af den globale CO2-udledning, der fører til klimaforandringer.

USA er styret af kul-lobby
Men næste træk er ikke så ligetil for præsident Barack Obama. Amerikanernes syn på klimaet er i høj grad præget af en særdeles stærk kul-lobby, forklarer professor i statskundskab og forsker i klimapolitik på Københavns Universitet, Peter Nedergaard.

Hertil kommer, at landet er særligt ramt af finanskrisen, og det har igen skubbet klimaet ned ad den folkelige prioriteringsliste.

I øjeblikket forsøger Obama-regeringen at få en aftale igennem Senatet om at nedbringe landets CO2-udslip med fire procent i forhold til niveauet i 1990 inden 2020. Det er en beskeden målsætning i forhold til den 20-30 procents reduktion, EU har spillet ud med, og langt fra de 25-40 procent, Kina og Indien indtil videre forlanger af i-landene.

Alligevel er det tvivlsomt, om aftalen overhovedet når at blive godkendt i Senatet inden klimakonferencen i København.

John Porrit, formand for Storbritanniens uafhængige kommision for bæredygtig udvikling, skrev i den britiske avis The Times for en måned siden, at det vil være "noget nær et mirakel", hvis aftalen kommer på plads. Men det er essentielt, mener han, fordi: "En aftale i USA åbner muligheden for en aftale mellem USA og Kina, og uden dén aftale bliver der ingen seriøs aftale i København."

Kina udleder mest
I Kina opnåede man hen over sommeren den tvivlsomme ære at overtage førstepladsen fra USA som verdens største udleder af CO2. Helt præcist halvanden milliard ton, viser den seneste rapport fra miljøorganisationen Greenpeace.

Det betyder eksempelvis, at landets tre største kulkraftværker sviner mere end hele England. Til gengæld har udledningen kun fundet sted i få år, så landets politikere føler sig ikke særligt forpligtede til at tage ansvar for de klimaforandringer, som, de mener, først og fremmest skyldes i-landene, der har forurenet i årtier.

Ansvar eller ej, uden en markant indsats i Kina er det groft sagt ligegyldigt, om resten af verden beslutter at nedsætte udledningen med 10, 20 eller 30 procent. Derfor er blandt andet USA i tætte forhandlinger med landet, og det virker.

I hvert fald har de kinesiske toner ændret klang på det seneste, og man erkender nu, at klimaforandringerne faktisk er et problem. En ændring, der formentlig også er fremskyndet af de historisk voldsomme tyfoner, hedebølger, tørke og oversvømmelser, landet har mærket det seneste år.

Det, der i høj grad også gør Kina til en afgørende spiller i bestræbelserne på at nå en aftale, er deres allierede, mener professor Peter Nedergaard.

- Kina har et skæbnefællesskab med USA, særligt økonomisk, så tager USA ikke ansvar, gør Kina heller ikke, siger han.

Syd og nord står i opposition
På Afrikas side af forhandlingsbordet ser mange ting anderledes ud. Her repræsenterer man ikke alene de u-lande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne, selvom de er mindst skyld i dem. Man repræsenterer også den sydlige del af kloden, som på mange måder er i opposition til den nordlige del.

Hele verdens industri skal omlægges og blive mere miljøvenlig, hvis forhandlingernes erklærede mål om maksimalt to graders temperaturstigning skal overholdes. Også Afrikas, selvom de på nuværende tidspunkt ikke er store forurenere.

Men Afrika hverken vil eller kan være med til at ændre kontinentets industriformer, hvis ikke i-landene betaler for det.

Claus Leggewie, medlem af den tyske klima-tænketank Wissenschaftlicher Beirat der Bundesregierung Globale Um-weltsveränderungen, formulerede det således i den engelske avis The Guardian for en uge siden:

'Rige nationer kan ikke fortsætte som før. Udviklingslandene må forlade den gamle industribaserede vej mod velstand, og resten af verden må slet ikke færdes på den længere.'

Ønsker kompensation
Men landene fra syd er meget optaget af at blive kompenseret for de nødvendige tilpasninger til klimaforandringer og ikke så meget af at opnå konkrete mål for reduktion af CO2-udledning, forklarer leder af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen.

U-landene ser det som et generelt problem, at i-landene ikke lever op til alle ordene om at betale for de klimaforandringer, de selv er skyld i.

I-landene mener omvendt, at u-landene ikke lever op til kravene om miljøbeskyttelse og vil ikke kompensere for noget, før det sker. Og den diskussion har ikke rykket sig en millimeter i månedsvis, for uenighederne rækker langt ud over klimaet.

- U-landene er generelt trætte af at være underhund og blive snydt, og derfor står de stejlt. Men det samme gør i-landene, som har dårlige erfaringer med at sende penge til Afrika, siger han og peger på et andet problem: Landene i syd taler ikke med én stemme. Der er masser af særinteresser, ikke mindst fra de olieproducerende lande.

Der står prestige på spil
Tilbage er Europa, som i lige så høj grad som USA er skyld i klimaets nuværende tilstand. EU-landene spiller den pæne dreng i klassen og lover at gøre mest. De har måske også det moralske ansvar, fordi europæerne har flest ressourcer og vil rammes mindst af klimaforandringer.

Bekymringen om miljøet er stærkt forankret i den europæiske befolkning, og da EU lægger navn og sted til forhandlingerne, har de europæiske politikere derfor også mest prestige på spil.

Efter topmødet i Bonn i juni advarede Elliot Dillinger fra det uafhængige amerikanske analyseinstitut Pew Centre on Global Climate Change om den fare, presset på politikerne udgør:

Hvor de andre ved bordet primært repræsenterer risikoen for, at der slet ikke bliver en aftale i København, repræsenterer EU især muligheden for skrækscenarie nummer to: at der bliver en aftale, men at den bliver dårlig, fordi EU vil presse den igennem, selvom den ligefrem kan gå hen og spænde ben for det videre klimaarbejde.

Meget tyder på, at det ender med det sidste.

De europæiske statsledere har i hvert fald allerede nu travlt med at nedtone forventningerne til topmødet. Måske for ikke at hive den sidste luft ud af indsatsen mod klimaforandringerne. Eller også er de ved at indse det, som mange tænker, og som den svenske statsminister og fungerende formand for EU, Fredrik Reinfeldt, forleden satte ord på forleden:

Hellere end halvdårlig klimaaftale end slet ingen aftale.

schou@kristeligt-dagblad.dk

henriksen@kristeligt-dagblad.dk