Kronik: Er en moské i København en god idé?

Det er ikke ønskværdigt at øge muslimers følelse af at høre til i Danmark, hvis forudsætningen er indførelse af i første omgang muslimske skikke og traditioner, i anden omgang elementer af sharia

Er det sikkerhedspolitisk ansvarligt at etablere en moské, hvor erfaringerne viser, at den risikerer at komme til at fungere som arnested for rabiate kræfter, spørger lektor og cand. mag. Lone Nørgaard. -
Er det sikkerhedspolitisk ansvarligt at etablere en moské, hvor erfaringerne viser, at den risikerer at komme til at fungere som arnested for rabiate kræfter, spørger lektor og cand. mag. Lone Nørgaard. -. Foto: LAURENT MAMI/PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN.

Så skete det: København skal have en stor moské og med blå kuppel. Et flertal i Borgerrepræsentationen har godkendt, at der kan opføres et islamisk kulturcenter med tilhørende moské på Vibevej 25-29.

Begrundelsen lyder: ""København har en domkirke, en russisk kirke, en synagoge, og selvfølgelig skal vi også have en ny moské. Jeg håber, det bliver et sted med masser af liv, som inviterer indenfor til besøg og aktivt medvirker til at vise, at København er en mangfoldig by," siger miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam".

Der er et par punkter, jeg gerne vil gøre opmærksom på vedrørende et moskébyggeri. Det vil jeg gøre med afsæt i Mona Sheikhs kronik "Halvmåne over København" (Jyllands-Posten den 20. januar 2008), hvori hun slog til lyd for, at muslimer skal adgang til at etablere en stormoské i København.

Her følger hendes argumenter, hvor det i øvrigt er underordnet, om der er tale om en stormoské eller en mindre moské.

1. Muslimer skal have de samme rettigheder som alle andre trossamfund, og retten til at bygge en stormoské er grundlovsfæstet.

2. En anerkendelse af muslimers religionsudøvelse vil føre til a) mere overskud til at bidrage til samfundet, b) øge muslimers følelse af at høre til og være hjemme.

3. En stormoské i København vil afspejle islam og danskhedens forenelighed ved at fremme danske muslimers udlægninger af islam og dermed kunne blive et samlingssted for danske muslimer, der ikke definerer sig selv som modstandere af Danmark eller demokrati.

4. Med henvisning til professor ved Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Københavns Universitet Jørgen S. Nielsens vurdering: Det er Europas unge muslimer, der skal iklæde islam de første europæiske klæder: Denne proces kræver et samlingssted, der kan tilvejebringe muligheden for brydninger og udvikling.

Ret overbevisende, ikke? Og dog. Her kommer modargumentationen:

ad 1) Da der ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang, vil jeg fremføre Mogens Rukovs argumentation fra en kommentar i Politiken (den 21. januar 2008): Ifølge grundloven er der trosfrihed i Danmark, også for islam. Men en trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, har vi ikke.

Grundlovens paragraf om trosfrihed er betinget af, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der "intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden" (jævnfør paragraf 67). Hvis der i en moské læres om mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende og homoseksuelle, tilladelse til at slå dem ihjel og så videre, så kan moskéen ikke komme ind under den betingede religionsfrihed.

ad 2) a) En påstand, som måske, måske ikke er sand, b) Jeg ønsker ikke at øge muslimers følelse af at høre til, hvis forudsætningen er indførelse af i første omgang muslimske skikke og traditioner, i anden omgang elementer af sharia. Det står frit for de muslimer, der ikke føler sig hjemme i det danske samfund, at tage et af følgende steder hen: Egypten, Irak, Saudi Arabien, Yemen, Jordan, Syrien, Libanon, Algeriet, Bahrain, Djibouti, Kuwait, Libyen, Mauretanien, Marokko, Oman, Palæstina, Qatar, Somalia, Sudan, Tunesien og De Forenede Arabiske Emirater.

ad 3) Påstanden om forenelighed kan modbevises empirisk, fordi stormoskéer giver anledning til uroligheder over alt i Europa. Finsbury-moskéen i London er ét eksempel, stormoskéen i Malmø et andet. Men også mindre moskéer volder problemer. En politirapport i England viste således, at næsten halvdelen af Storbritanniens cirka 1350 moskéer styres af de samme ideologiske kræfter, som var kilde til Taleban. At det går så galt, hænger ikke mindst sammen med, at muslimerne er splittet på kryds og tværs på grund af nationalitet, etnicitet (stammer), klaner og islamiske trosretninger, der overordnet kan være shia eller sunni, men underordnet kan være moderate som mange steder i Tyrkiet eller dybt rabiate som overalt i Saudi-Arabien.

På den baggrund må det være et minimum at få svar på følgende spørgsmål:

Hvordan forholder myndighederne sig til kvinder og mænds lige ret til adgang og brug af moskéen?

Hvordan forholder myndighederne sig til homoseksuelles ret til at benytte moskéen?

Hvordan forholder myndighederne sig til nationale spændinger i en moské?

Er det sikkerhedspolitisk ansvarligt at etablere en moské, hvor erfaringerne viser, at den risikerer at komme til at fungere som arnested for rabiate kræfter? Hvorledes vil myndighederne forebygge, at imamer her får mulighed for at bibringe unge muslimer en protestidentitet og illoyal holdning over for demokratiet?

ad 4) Hvis islam skal iklædes europæiske klæder og dermed forenes med et moderne menneskes værdier og det europæiske kvindesyn, så er eneste mulige opskrift leveret af forfatteren Irshad Manji i bogen "Problemet med islam "(2005). Hun er selv muslim og klar med et bud på en reformation af islam, der forudsætter, at muslimer lægger offermentaliteten på hylden og tager ansvar for eget liv.

Styrkelsen af kvinder, viden og frihed er tre nøgleenergier i den proces – en proces, der er snævert sammenhængende med et opgør med Koranen som Guds ord frem for en tekst, der kan fortolkes og tilpasses moderniteten.

Dertil behøves ikke en moské. Hvis spisebordet ikke er stort nok, så lej et lokale i et medborgerhus, som vil give alle muligheder for at lade meningerne brydes og dermed skabe udvikling.

Der er grund til at minde om, at islam ikke bare er en religion som kristendom, buddhisme eller hinduisme, men en politisk doktrin med et socialt system og regelsæt, som gennemsyrer alle dele af hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som praktiserende muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne i Koranen uden kritiske spørgsmålstegn.

Mange muslimer vælger selvfølgelig at være kulturmuslimer, ligesom jeg er kulturkristen, og så går naboskabet fint. Problemet er imidlertid "bare" lige, at en selvstændigt og kritisk tænkende muslim af fundamentalisterne bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt ifølge sharia.

I dag truer islamismen den frie verden med 1) terrorhandlinger, 2) muslimske parallelsamfund med bandekriminalitet som følge af den destruktive adfærd, som mange muslimske drenge lærer, 3) snigende islamisering af demokratiets institutioner.

ad 1) Få vil udøve terrorisme, men da antallet af muslimer i verden er mindst en milliard, så hjælper det ikke, at andelen af dem måske kun udgør én promille eller mindre. Det bliver stadigvæk til en million.

ad 2 og 3) Konsekvenserne af ghetto/islamisering ser vi i for eksempel Bradford i England, hvor der i dag hersker sharia, samt med intifada-optøjerne i de franske forstæder, hvor oprørerne skreg Allah-u-akbar.

Man kan også orientere sig hos en af de mest kyndige islam-kritikere, briten Patrick Sookhdeo. Han er direktør for the Institute for the Study of Islam and Christianity, tidligere muslim og anset for at være en international autoritet vedrørende jihad. Hans omfattende studier har ledt ham frem til, at der foreligger en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa. Når muslimer lever som en minoritet, bliver de nemlig konstant konfronteret med problemet om, hvordan de skal leve i ikke-muslimske stater.

Derfor ser jeg med bekymring på et byggeri af en moské, hvis minareter vil rage stærkt op i bybilledet, og som vil bidrage yderligere til den snigende islamisering af vores samfund.

Lone Nørgaard er lektor og cand.mag.