Demokratiske ikoner fra den nære fortid som Hal Koch og K.E. Løgstrup ville være kritiske over for nutidens lancering af demokrati som et stærkt værdisystem, der kan trumfe andre systemer
Demokrati er blevet en af tidens allermest uantastelige værdier. Naser Khader har ligefrem begrebet tatoveret på sin overarm, så han rigtig kan spænde den demokratiske muskel. En klog mand syntes en gang, at det næsten var blevet for meget: At en bekendelse til demokrati var blevet adgangsbilletten til det gode selskab, således at ethvert anstændigt menneske – og for den sags skyld også ethvert uanstændigt – måtte bekende sig som demokrat.
Han hed Hal Koch og er et ikon i den danske demokrati-tradition. Hans lille bog "Hvad er demokrati?" fra 1945 indgår i den danske demokratikanon. Det er fra den bog, det syrlige udsagn stammer, og der er flere med det.
Koch var særdeles skeptisk over den applaus for demokratiet, der bredte sig i 1945 i kølvandet på krigens afslutning. Hvordan kunne alle pludselig gå ind for en styreform, som mange var enige om at smide på historiens losseplads blot få år tidligere, i 1930'erne? Var den demokratiske omvendelse hos mange ren og skær opportunisme, fordi demokratierne havde vundet krigen og altså vist sig at have de stærkeste våben?
Jeg blev ret overrasket over denne polemiske tone, da jeg læste Kochs bog for nylig. Farvet af Henning Fonsmarks meget kritiske behandling af ham i "Historien om den danske utopi" fra 1990, havde jeg ventet at møde en ukritisk, ja hæmningsløs demokrat, en næsten anti-politisk person, der fokuserede så stærkt som demokratiet som en livsform og et sindelag, at det var dårlig smag at tale om interessemodsætninger og tro, at der kunne være en pointe i at dele sig efter anskuelser. For vi er jo alle mennesker, vi vil alle det samme, vi er enige, og selvom det måske ikke ser sådan ud, vil vi snart blive det gennem samtale. Og hvis det ikke rækker, skal der blot mere samtale til.
Men Kochs berømte begreb om demokratiet som en livsform opstår, kan jeg nu se, ikke ud af en lalleglad begejstring for en palaverkultur, men som resultat af en begrebslig bestemmelse: demokrati er ikke en ortodoksi, en ren lære der kan indesluttes i en formel eller i et system. Det kan nemlig ikke adskilles fra sin praksis, og derfor er det ikke noget, man kan tilegne sig i en håndevending.
At Koch var teolog og kristen har sikkert spillet en rolle for hans måde at forstå demokratiet på. Rent logisk var han opøvet i den tanke, at læresætninger ikke bare er noget, man kan smide i hovedet på andre men som også ryger tilbage i hovedet på én selv. "Du skal elske din næste", er også en læresætning, der ikke kan skilles fra den udsigendes egen praksis.
Efter krigen var der, ikke mindst hos mange intellektuelle og kunstnere, en stærk skepsis over for ideologier og "stærke" værdisystemer. Selvom demokratiet heller ikke hos Koch kan tænkes uden værdier, er det ikke selv et stærkt værdisystem, men snarere korrektivet til ethvert for stærkt værdisystem. Man skal ikke tryne mindretallet, og man skal bruge den saglige drøftelse til at blive klogere på problemerne; drøftelsen er ikke bare en ceremoni man er tvunget til at gennemgå inden den forløsende afstemning.
Hans ven og kollega, K.E. Løgstrup, holdt også demokratibegejstringen ud i armslængde; det var en overbelastning af demokratiet, hvis det skulle gøre det ud for en livs- og verdensanskuelse. Det var en skikkelig måde at være uenig på, nødvendig i et pluralistisk samfund, men ingen erstatning for en stor og mistet sammenhæng.
Nu er det altid gratis at gætte på hvad fortidens store skikkelser ville have sagt til nutidens debatter. Men jeg tror, at både Koch og Løgstrup ville have været kritiske over for tidens lancering af demokrati som et stærkt værdisystem.
Selvfølgelig er det også lidt pjat, når Khader får lavet en tatovering og betegner sig selv som demokratisk fundamentalist, men hvis man ikke passer på, kan der hurtigt lure en tanke om demokratiet som en ortodoksi, der kan give svar på alt og løse alle problemer. Sikke en flot muskel.
Men måske er kampen for demokrati den type kamp, hvor man ikke bare kan smadre den anden. Man har nemlig altid en arm bundet på ryggen, og mange gange vil det være den med musklen på.
kultur@kristeligt-dagblad.dk