Den demokratiske muskel

Men Kochs berømte begreb om demokratiet som en livsform opstår, kan jeg nu se, ikke ud af en lalleglad begejstring for en palaverkultur, men som resultat af en begrebslig bestemmelse: demokrati er ikke en ortodoksi, en ren lære der kan indesluttes i en formel eller i et system. Det kan nemlig ikke adskilles fra sin praksis, og derfor er det ikke noget, man kan tilegne sig i en håndevending.

At Koch var teolog og kristen har sikkert spillet en rolle for hans måde at forstå demokratiet på. Rent logisk var han opøvet i den tanke, at læresætninger ikke bare er noget, man kan smide i hovedet på andre men som også ryger tilbage i hovedet på én selv. "Du skal elske din næste", er også en læresætning, der ikke kan skilles fra den udsigendes egen praksis.

Efter krigen var der, ikke mindst hos mange intellektuelle og kunstnere, en stærk skepsis over for ideologier og "stærke" værdisystemer. Selvom demokratiet heller ikke hos Koch kan tænkes uden værdier, er det ikke selv et stærkt værdisystem, men snarere korrektivet til ethvert for stærkt værdisystem. Man skal ikke tryne mindretallet, og man skal bruge den saglige drøftelse til at blive klogere på problemerne; drøftelsen er ikke bare en ceremoni man er tvunget til at gennemgå inden den forløsende afstemning.

Hans ven og kollega, K.E. Løgstrup, holdt også demokratibegejstringen ud i armslængde; det var en overbelastning af demokratiet, hvis det skulle gøre det ud for en livs- og verdensanskuelse. Det var en skikkelig måde at være uenig på, nødvendig i et pluralistisk samfund, men ingen erstatning for en stor og mistet sammenhæng.

Nu er det altid gratis at gætte på hvad fortidens store skikkelser ville have sagt til nutidens debatter. Men jeg tror, at både Koch og Løgstrup ville have været kritiske over for tidens lancering af demokrati som et stærkt værdisystem.

Selvfølgelig er det også lidt pjat, når Khader får lavet en tatovering og betegner sig selv som demokratisk fundamentalist, men hvis man ikke passer på, kan der hurtigt lure en tanke om demokratiet som en ortodoksi, der kan give svar på alt og løse alle problemer. Sikke en flot muskel.

Men måske er kampen for demokrati den type kamp, hvor man ikke bare kan smadre den anden. Man har nemlig altid en arm bundet på ryggen, og mange gange vil det være den med musklen på.

kultur@kristeligt-dagblad.dk