Kirkens usynlige ledelse

Selvom jeg er enig med både min partiformand Pia Kjærsgaard og Katrine Winkel-Holm, når de forlanger, at Per Ramsdal undskylder for at have løjet om politiets rydning af Brorsons Kirke, så mener jeg ikke, at det er hos Per Ramsdal, at hunden ligger begravet.

Han er blot et symptom på det virkelige problem, som findes højere oppe i det folkekirkelige hierarki hos biskoppen, der igen har manifesteret sig som ledelsesmæssigt uegnet og udvist manglende indsigt i fundamentale ansættelsesretlige regler. Med igen tænker jeg især på Lene Matthies-sagen fra 2007, der ikke bare ud fra en alment moralsk betragtning, men også set fra et juridisk synspunkt var en skandale af de større.

Skandalen i Per Ramsdals tilfælde er for mig at se ikke så meget, at han lyver om politiets fremfærd i forbindelse med rydningen af Brorsons Kirke. Det er der sikkert mange, der gør, og selvom det er dumt, er det ikke ulovligt. Skandalen består i, at han lyver i sin egenskab af præst og embedsmand, og at han samtidig bruger sit præsteembede som afsæt for sin private politiske dagsorden – uden på noget tidspunkt at blive stoppet af biskoppen.

Og det er ikke fordi, der ikke har været rig lejlighed til at gribe ind i de tre måneder, hvor Ramsdal og andre mediekærlige københavnske præster mere end jævnligt har udtalt sig skråsikkert om kirkens fredhellighed og retssamfundets manglende jurisdiktion på kirkens område.

Hvor var biskoppen for eksempel, da præst ved Christianskirken Flemming Pless forleden i nyhederne bekendtgjorde, at kirken eksisterede som en art selvstændig retsorden parallelt med det sekulære samfund? Og hvorfor greb biskoppen ikke ind i det øjeblik, Brorsons Kirke blev gjort til en brik i et politisk spil?

Set ud fra en gængs ansættelsesretlig betragtning har præster som Ramsdal og Pless begået alvorlige tjenenesteforseelser, som under normale omstændigheder ville blive sanktioneret, men ikke i Københavns Stift.

Det er altså en skandale – ikke bare ledelsesmæssigt, men også fordi hele affæren skæmmer folkekirken i en tid, hvor tilslutningen i forvejen er vigende.

Aia Fog, jurist og folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Ndr. Frihavnsgade 43, København Ø