Jeppe Duvå |
3. september 2009
Danmark må bruge skuffende klimatopmøde som nyt afsæt
Det intense taktiske spil op til klimatopmødet peger for tiden mest i én retning: En større eller mindre fiasko. Den politiske stemning omkring topmødet kan udmærket nå at vende til det mere positive inden december, men lige nu synes det oplagt, at de voldsomt opskruede forhåbninger om en altforløsende klimaaftale næsten umuligt kan indfries, når 192 nationer op mod jul sender deres klimaforhandlere til København.
Det er derfor ikke pessimisme, men realisme allerede nu at kigge lidt længere frem – til den anden side af topmødet. Hvordan kommer vi videre?
Først og fremmest påhviler det Danmark som vært for FN-topmødet at være i front med at fastslå, at et uldent eller direkte skuffende resultat i København ikke må betyde en afslutning på de globale bestræbelser for bagefter at nå andre aftaler, der begrænser udledningen af drivhusgasser.
Mens kostbar tid ganske vist er gået tabt, hvis det bliver en fuser i København, så stiger til gengæld forpligtelsen for klimaprocessens førende lande til at arbejde for mindre, men desto mere realisable resultater. Resultater, der så skal opnås på mere pragmatiske vilkår – det vil sige på delområder og, selvom det ikke er god tone, måske endda bilateralt eller i mindre klynger af villige lande. Efter et mindre tilfredsstillende københavnertopmøde bliver det nemlig afgørende, at det bedste ikke får lov at være det godes værste fjende; fraværet af den optimale globale aftale, der så ikke opnåedes i december 2009, må ikke bremse initiativer, der kan tilvejebringe rækker af mindre ambitiøse aftaler.
Dernæst bør klimaminister Connie Hedegaard (K) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benytte slutbemærkningerne på topmødet til at erklære, at Danmark – helt uanset den opnåede aftales større eller mindre rækkevidde – nu sætter sig som officielt mål at blive verdensmester i bæredygtighed. De bør erklære, at Danmark vil gå foran alle industrialiserede lande med demonstration i praksis af, at et samfund kan have moderat vækst og alligevel omgås ressourcer og energiforbrug med respekt, omtanke og fremsynethed. At danskerne kort sagt i løbet af 2010'erne vil bevise, at bæredygtighed i en moderne version ikke betyder fattigdom og ubærlige afsavn, men til gengæld kræver den øgede bevidsthed omkring og disciplinering af vores forbrug, som netop et overskueligt samfund som det danske vil kunne mønstre.
Det vil ikke bare være en stor gestus, hvis regeringen fremsætter en sådan målsætning i slipstrømmen fra københavnertopmødet.
Det vil være udtryk for en sund fornuft, hvis hovedbestanddele der allerede i vidt omfang er hjemlig politisk enighed om, ikke mindst hvad angår det indlysende behov for inden for ganske få årtier at gøre os helt uafhængige af fossile brændstoffer.
Pointen vil være at gøre målene forpligtende i verdensoffentlighedens påsyn.
Og så vil der naturligvis være en dybere pointe: At gøre det sværere for alle andre industrialiserede, højtforbrugende lande at snakke sig uden om forandringer til større bæredygtighed, når ét land er gået foran med praktiske anvisninger. Danmark vil have argumenterne på sin side. Hvis vi også kan levere beviserne, har vi gjort en positiv forskel – selvom topmødet til december skulle blive en fuser.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad