Lyt til salmen. Hjælp og værn om den, som er svag

Høsten er til ende, og i de kommende uger holdes der efter gammel skik takkegudstjenester for høsten i landets kirker. Der er ganske vist ikke så mange bønder tilbage i landet efter årtiers sammenlægninger af landbrugsbedrifter. Alligevel er høstgudstjenesten både for landbo og bybo en kærkommen lejlighed til at standse op og besinde sig lidt på menneskelivets grundvilkår.

Der er en høstsalme, som efterhånden er blevet endnu mere uundværlig end Grundtvigs "Nu falmer skoven", nemlig Aastrups "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord". I denne salme forekommer nogle linjer, som på uforlignelig vis sammenfatter, hvad der for en kristen betragtning er meningen med menneskelivet:

"Så lær mig da, Herre, at dig til behag/ jeg bruger det pund, mig blev givet/ at fylde med hæderligt virke min dag / at hjælpe og værne om den, som er svag/ at elske, thi deri er livet"...

Her tales om omsorgen for den, som er svag. Men hvem det er, som er svag, siges der ikke noget om. Om det er en rig eller fattig, ung eller gammel, indfødt eller fremmed er ikke afgørende. Det afgørende er, at den svage har brug for andre menneskers omsorg.

Det er som bekendt ikke en selvfølge, at man får taget sig sammen til at hælpe den, man er nærmest til at hjælpe. Vi har brug for at lære det, og just derfor er salmens ord formet som en bøn: "Så lær mig, da Herre, at dig til behag/ jeg bruger det pund, mig blev givet."

Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech kender utvivlsomt denne salme. Men hun har ført sig frem, som om hun ikke kender den. Jeg sigter naturligvis til den gruppe af mennesker, som hun personligt har haft i sin magt at hjælpe, hvis hun havde villet. Men hun ville ikke. Det har hun dog ikke været meget for at sige rent ud. Helst ville hun tale om, at flygtningenævnet havde givet afslag på asyl, og at de pågældende derfor ikke havde ret til at være her. Men hvis talen derefter kom ind på hendes kompetence til at meddele humanitær opholdstilladelse, så fik hun travlt med at fortælle, hvor begrænset hendes hjemmel er til at meddele en sådan.

Nuvel, hvis det virkelig er rigtigt, at der ligger manglende lovhjemmel bag hendes sparsomme brug af magten til at give humanitær opholdstilladelse, så kommer spørgsmålet: Hvorfor har hun ikke rørt en finger for at skaffe sig den hjemmel? Hun vidste jo, hvad hun for to år siden gik ind til som integrationsminister. Hvis hun havde villet, kunne hun mageligt have gjort sit ja til ministertaburetten betinget af, at regeringen sikrede hende den fornødne lovhjemmel til at administrere humanitær opholdstilladelse på en menneskelig måde.

Men den lovhjemmel har ministeren ikke ønsket at skaffe sig. Det fælder hende moralsk. Ministeren kan ikke løbe fra sit personlige ansvar for, at hun ikke har hjulpet og værnet om den, som er svag. Hun kan ikke løbe fra, at hun som minister har handlet i modstrid med det budskab, hun kan høre i kirken om søndagen.

Georg Klinting, organist, Hunderupvej 27, 1, Odense C