MEN I ET DEMOKRATISK samfund er problemet bare et andet. Det asyl, som Brorsons Kirkes præst og menighedsråd fuldt forståeligt tilstod de udvisningstruede irakere, har ingen hjemstedsret i kirken som sådan. Den er og bør være et aspekt af demokratiet. Og her ligger problemet.

Demokratiet og dets indbyggede magtkritik i form af skel mellem stat og samfund og i form af magtdeling er baseret på en lovgivning, hvis basale legitimitet kommer fra de berørtes principielle deltagelse. Det vil sige, at lovene er vores love – ikke oven- eller udefra kommende diktat – og fordi vi selv vedtager de love, som vi skal underordne os, anses lovene som fri og frihedens beskyttelse.

Men som allerede mellemkrigstiden og de forfærdelige flygtningeforhold dengang anskueliggjorde, så kunne man ikke få beskyttelse uden statsmagt, og hvis staten som Nazityskland ophævede statsborgerskabet, så var man ilde stedt: Som statsløs var man retsløs. Og hvad værre er: Man kunne risikere at forblive retsløs.

Med FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne forsøgte man at imødegå dette problem, hvorfor asylretten blev udtrykkeligt fastslået (paragraf 14).

Men dette har ikke løst det påtrængende problem, at netop i forhold til asyl laver man love, man som lovgiver ikke selv er underkastet. Det betyder her, at man her i særlig grad må være lydhør over for indvendinger og klager, idet de berørte selv er uden for demokratisk indflydelse.

DET ER PÅ DETTE PUNKT, asylproblemet bliver brændende. Den danske lovgivning er ikke (kun) beregnet på at skaffe asylsøgere ordentlige forhold, men i betydelig udstrækning (især) på at undgå besvær, hvilket først og fremmest betyder at undgå at give særlig mange asyl.

Til det formål er hele sagsbehandlingen ugennemskuelig og indhentningen af relevante oplysninger tilfældig og jævnligt kritisabel. Tilmed er en basal demokratisk selvkritik, nemlig indsigten i, at også domsmagten kan være fejlbehæftet, sat ud af kraft, idet en regulær prøvelse ved en uafhængig domstolsinstans er erstattet af Flygtningenævnets, som er et domstolslignende forvaltningsorgan, tilmed delvis underlagt begrænsninger fra Udlændingeservice (bare navnet!).

Den afmagt, som folk står i omkring de afviste irakere – og andre (for eksempel er åbenlyst psykotiske og traumatiserede torturofre flere gange blevet udvist) – bør ikke bruges unødigt til frugtesløse markeringer om kirkens ukrænkelighed, men den burde kunne bruges til analyse og forsøg på forandring af baggrunden for asylbehandling.

Mennesket er vel trods alt ikke til for sabbattens skyld.

Johannes Adamsen er ph.d. og adjunkt ved læreruddannelsen i Århus