Jan Lindhardt |
4. september 2009
Pas på med den kølige iagttagerrolle
UNDER OVERSKRIFTEN "I nærkontakt med Bibelen" havde Berlingske Tidende forleden et interview med to repræsentanter fra Folkekirkens Skoletjeneste i København, Helle Krogh Madsen og John Rydal.
Det drejer sig om at lave et flot oplevelsesrum, et Bibliarium, hvor man kan vandre med billede og lyd gennem det bibelske univers fra skabelse til verdens undergang.
Her kommer jeg pludselig i tvivl: Mon det sidste er med? Det er godt nok skildret meget malerisk i Johannes? Åbenbaring, men der er jo ligesom ikke noget at opleve bagefter – eller hvordan man nu skal sige det uden at fortælle den brutale sandhed?
Men under alle omstændigheder: "Oplevelsescentre er oppe i tiden. De giver mulighed for at lære og tilegne sig viden på andre måder end traditionelle museer og bøger," siger Helle Krogh-Madsen. Da det blandt andet er et initiativ fra skoletjenesten, må man forudse, at centret ikke mindst skal henvende sig til skoleelever og deres lærere.
Til de sidste må man antage de to initiativtageres forsikringer om, at der ikke er tale om forkyndelse, er rettet. Johan Rydal siger: "Der vil ikke være forkyndelse ? Men det vil give mulighed for at illustrere, hvad skabelse er for en størrelse i et religiøst sprog."
Lærerne skal være trygge. Det er nok et farligt emne, religion, som det er meget svært at behandle politisk korrekt i skolen, men der er styr på det. Det er professionelle folk, der tager sig af det. Sprogbrugen antyder en distancering til emnet. Det skal ikke komme for tæt på.
Men her tror jeg, at man lover mere, end man kan holde. Vi har at gøre med en religion, kristendommen, undervisningen foregår i en kirke, emnet er kirkens rygrad, Bibelen, og sidst, men ikke mindst er det generelt en undervurdering af religionen og dens hellige skrifter. De taler om menneskets lykke og ulykke, om frelse og dom, om kærlighed og had, og den kristne religion taler især om, at Gud elsker os, hvem vi end er. Og den påstår, at når vi har mødt Guds kærlighed, så kan vi ikke lade være med at "tro" på Ham.
IDÉEN OM ET BIBLIARIUM, et oplevelsesrum, er rigtig nok, men man tager fejl, når man tror, at det ikke er "religiøst". At noget er religiøst betyder blandt andet, at her er oplevelserne ekstra stærke og kraftige. I et omfang og med en styrke, så man ikke kan flygte fra dem.
Skal man sammenligne med noget for at forstå, hvad der er på færde her, så kunne det være med forholdet mellem mand og kvinde. Det er ikke mig, der har fundet på det, men det ligger i den bibelske tradition med det storslåede digt, vi kalder Højsangen fra Det Gamle Testamente:
Jeg er Sarons rose
dalenes lilje.
Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane (...)
For jeg er syg af kærlighed.
Her er det tilladt at tænke lige så stærkt, som man har fantasi til. Kærligheden er nøglen til troen, både i middelalderens brudemystik og i Brorsons salmedigtning. Troen kan ikke være foruden kærlighed, ej heller uden tillid, trøst, fornøjelse.
Når man har med Bibelen at gøre, er man nødt til at være helt fremme i skoen, hvis man vil forstå noget af det. Oplevelsen er vejen til hjertet, også oplevelsen af at leve i tryghed, fordi den almægtige holder hånden over os og hele armen under os.
Man kan derfor ikke garantere, at det er muligt at bevare en kølig iagttagerrolle. Forståelsen forudsætter tværtimod et varmt hjerte. "Han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær," siger Grundtvig med rette.
Interviewet har en overskrift med meget fede typer: "I nærkontakt med Bibelen". Men hvis man opfatter Bibelen som noget, man skal beskytte sig imod, er man unægtelig ikke i nærkontakt med den.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirke minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad