Birthe Rønn Hornbech understreger, at ingen af hendes debatbøger kommer ud af en nylig strøtanke. Det er livslang erfaring som politiker, som kirkeligt interesseret borger og samtaler med kloge højskole- og kirkefolk, der får hende til tasterne.

– I forbindelse med grundlovstaler og foredrag om "den gamle" som politiker er interessen for Grundtvigs syn på åndsfrihed blevet så stor, at jeg har læst en række af hans taler fra Rigsdagen og i grundlovsforhandlingerne. Og det er helt utroligt, hvordan mit eget univers af frihedstanker er faldet på plads, siger hun.

Og tilføjer med et glimt i øjet:

– Det er utroligt, så enig Grundtvig er med mig!

Bogen er langtfra alene en gennemgang af Grundtvigs kampe med sig selv og samfundets indretning. Det er også ministerens brug af Grundtvig til at påpege nutidige faldgruber.

Ikke mindst i forbindelse med integrationsdebatten, gammeldanskernes traditionstab, politik og hele spørgsmålet om religionens plads i det offentlige rum.

– Jeg langer ikke ud efter nogen. Jeg procederer, siger hun.

Det, hun procederer, er: uden ånd, ingen frihed.

– Åndsfrihed har evangeliet som grundlag og udgangspunkt, og det har politiske konsekvenser, siger Birthe Rønn Hornbech.

– Men ikke partipolitiske. Jeg er sikker på, at teologerne Margrete Auken (SF) og Asger Baunsbak-Jensen (R) og jeg kan blive enige om, at åndsfriheden har et fælles udgangspunkt. Men nok ikke om, hvad der konkret politisk bør komme ud af det.

Birthe Rønn Hornbech debatterer nødigt i artikler, der er skrevet af andre. Helst ytrer hun sig i egne bøger, kronikker og debatindlæg.

– Der er faktisk værdier på spil. Og medierne skal i dag helst have en nyhed hver anden time. Det går ikke i den rigtige retning, når politik mere og mere handler om enkeltsager. Det er synd og skam. Derfor er politikerne selv med til at opbygge en tryghedsnarkomani blandt borgerne, som har fået det indtryk, at man kan lovgive sig ud af alting. Men hvis man mister det personlige ansvar, så har man ikke noget ansvar overhovedet!

Birthe Rønn Hornbech tilføjer, at det ikke kniber med de glimrende taler på grundlovsdag, men i det daglige Christiansborg-liv er tonen en anden.

Noget af det, der ligger hende mest på sinde, er religionsfriheden. Ikke blot retten til at tro, men også retten til at udøve sin tro.

– Hvis man ikke kan udøve sin religion, så kan man heller ikke udøve anden frihed. Og at drive religionen ud af det offentlige rum strider ikke bare mod Grundlovens ånd. Det fører også til, at den verdslige magt sætter sig på hele mennesket. Jeg mener – og Grundtvig mente – at magten skal holde sig fra borgerens frirum. Man skal ikke lovgive om sindelag.

Det kommer blandt andet til udtryk i Birthe Rønn Hornbechs standpunkt i burka-debatten. Hun mener ikke, at den skal forbydes. Den er et led i religionsudøvelsen. På den anden side fravælger kvinder med burka en stor del af samfundslivet, fordi de afskærer sig fra buskort, en del sociale ydelser – fordi de ikke kan arbejde – og så videre.

– Så det vil nok føles som et forbud. Men der skal være frihed til at tage den på. Men ingen særrettigheder.

I spørgsmålet om integration og demokrati stikker hun igen – sammen med Grundtvig – sindelags-fingeren i vejret.

– Danmark havde for blot 165 år siden en retstilstand, hvor det var muligt at straffe den, der agiterede for demokratiet. I dag fornemmer man, at der ikke er så langt fra forgudelsen af demokratiet til at kræve, at der ikke må agiteres for en anden styreform end demokratiet.

Og i Birthe Rønn Hornbechs opfattelse er demokratur (flertalsdiktatur/betondemokrati) fuldt så udemokratisk som andre styreformer – kommunisme, nazisme og islamisme – hvor herskeren også vil være både Gud og kejser.

– Vi lever i et demokrati, men demokraturet stikker næsen frem – ofte i den bedste mening. Vi kan modsige dem, som ikke mener, demokratiet er den bedste styreform. Vi kan ikke tvinge dem til at elske det, eller kræve, at de intet siger imod det. Så ender vi selv samme sted.

Det ændrer ikke på, at man som integrationsminister og som menneske skal forsøge at overbevise nyankomne, "gamle" nydanskere og danskere gennem mange generationer, om, at frihed og udvikling går hånd i hånd.

– Og så er det min opfattelse efter mange møder med for eksempel muslimer, at langt hovedparten på glimrende vis lever op til både at være muslimer og demokrater.

– Man kan ikke lovgive om sindelag, men man kan forsøge at påvirke det. Uden at der overskrides grænser med tvang og påbud ud over de rammer, lovgivningen sætter. Samfundsborger er man først, hvis man respekterer andres tro, og de respekterer ens egen. Og så skal vi passe på ikke at bruge kulturelle islæt til en hetz mod muslimer.

Ifølge Birthe Rønn Hornbech har vi arbejds- og folkeligt fællesskab med hinanden uanset religion. Men i gudstjenesten deles vi efter anskuelse. Og sådan skal det være.

Det er ikke alene som integrationsminister, at Birthe Rønn Hornbech bruger Grundtvig.

Det er også som kirkeminister, hvor hun erkender, at Grundtvig kun delvis kan gå ind for folkekirkeordningen, som næsten er uændret siden Grundloven af 1849. Grundtvig gik nemlig ind for trosfrihed inden for folkekirken og ønskede ikke ordene "evangelisk-luthersk" ind i Grundloven.

I bogen får også den kirkelige højrefløj et borgerligt ord med på vejen.

Kirkeministeren er glad for, at højrefløjen har valgt at blive i folkekirken. Men den får det ord med på vejen, at valgmenigheds- og frikirke-døren står åben, hvis præster og menighedsråd af den overbevisning ikke lever op til reglerne om samarbejde med for eksempel kvindelige præster. Højrefløjen skal nemlig være glad for, at hverken biskopper eller menighedsråd har bøjet sig for det politiske og folkelige pres for at gøre det til den ligestillingssag.

Men det nok ikke den del af bogen, der vil skabe mest debat.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk