Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Ikke alle har brug for hjælp -- men alle skal have tilbuddet til din ven.
Ikke alle har brug for hjælp — men alle skal have tilbuddet
Tema
Mange soldaterbørn får den støtte, de har brug for i hjemmet. Alligevel kan alle have brug for at snakke med en anden end mor og far, lyder det fra børnepsykolog John Aasted Halse
Har alle soldaterbørn nødvendigvis brug for hjælp?
– Nej, børn reagerer forskelligt. Nogle har en iboende styrke, andre har et stærkt netværk, der – selvom de selv er påvirkede af situationen – formår at være til stede for barnet og rumme barnets ofte modsatrettede følelser som angst, vrede og savn. Men det er ikke alle blandt de tilbageværende forældre, der har det overskud. Under alle omstændigheder vil det altid være gavnligt for børn, der befinder sig i en så særpræget situation, at deres far er draget i krig, at snakke med andre, der oplever det samme som dem.
Hvilke reaktioner ser man typisk hos børn, hvis far er udstationeret?
– Børnene bliver typisk ramt af meget modsatrettede følelser. De savner deres far, men er samtidig vrede på ham, fordi han er væk. Oveni kommer frygten og angsten for, at han aldrig skal vende tilbage eller kommer hjem uden det ene ben. Savnet er ofte det nemmeste at forholde sig til både for barnet og de voksne. Men vreden og frygten er sværere. Barnet kan få dårlig samvittighed over sine følelser, og den voksne kan have overordentlig svært ved at tackle frygten, fordi hun selv er bange for at miste.
Annonce
Hvordan kommer børnenes reaktioner til udtryk?
– Der er to grundlæggende mønstre. Det første er en mere udadvendt opførsel, der kommer til udtryk i nogle verbale øretæver til mor og flere skænderier, måske slagsmål, i skolen. Den anden typiske reaktion er mere indadvendt. Barnet mærker, at familien er i undtagelsestilstand og lægger sig i selen for at skabe så lidt postyr og problemer som muligt. Det tænker, at "mig skal der i hvert fald ikke være knas med nu, hvor det hele er så svært" og prøver at glatte ud og gøre sig usynlig.
Der findes amerikansk forskning, der viser, at soldaterbørn er i risiko for at udvikle krigstraumer. Er der grund til at bekymre sig for det samme, når det gælder danske børn?
– USA har en lang og meget anderledes tradition for krig end Danmark, så man kan ikke foretage nogle direkte sammenligninger, men det er klart, at vi skal være opmærksomme på, hvad det her betyder for et barn på længere sigt. Hvis barnet reagerer stærkt og ikke får den opbakning og hjælp, det har brug for, er der da risiko for, at barnet bærer det med sig. Det ser vi fra andre voksne, der har oplevet kriser som børn. Det alvorligste scenarium er, at barnet som ung voksen kan få vanskeligt ved at knytte bånd og give sig hen. Det har oplevet, at det er farligt at elske nogen, fordi man dermed er i risiko for også at komme til at savne og miste.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
– Nej, børn reagerer forskelligt. Nogle har en iboende styrke, andre har et stærkt netværk, der – selvom de selv er påvirkede af situationen – formår at være til stede for barnet og rumme barnets ofte modsatrettede følelser som angst, vrede og savn. Men det er ikke alle blandt de tilbageværende forældre, der har det overskud. Under alle omstændigheder vil det altid være gavnligt for børn, der befinder sig i en så særpræget situation, at deres far er draget i krig, at snakke med andre, der oplever det samme som dem.
Hvilke reaktioner ser man typisk hos børn, hvis far er udstationeret?
– Børnene bliver typisk ramt af meget modsatrettede følelser. De savner deres far, men er samtidig vrede på ham, fordi han er væk. Oveni kommer frygten og angsten for, at han aldrig skal vende tilbage eller kommer hjem uden det ene ben. Savnet er ofte det nemmeste at forholde sig til både for barnet og de voksne. Men vreden og frygten er sværere. Barnet kan få dårlig samvittighed over sine følelser, og den voksne kan have overordentlig svært ved at tackle frygten, fordi hun selv er bange for at miste.
– Der er to grundlæggende mønstre. Det første er en mere udadvendt opførsel, der kommer til udtryk i nogle verbale øretæver til mor og flere skænderier, måske slagsmål, i skolen. Den anden typiske reaktion er mere indadvendt. Barnet mærker, at familien er i undtagelsestilstand og lægger sig i selen for at skabe så lidt postyr og problemer som muligt. Det tænker, at "mig skal der i hvert fald ikke være knas med nu, hvor det hele er så svært" og prøver at glatte ud og gøre sig usynlig.
Der findes amerikansk forskning, der viser, at soldaterbørn er i risiko for at udvikle krigstraumer. Er der grund til at bekymre sig for det samme, når det gælder danske børn?
– USA har en lang og meget anderledes tradition for krig end Danmark, så man kan ikke foretage nogle direkte sammenligninger, men det er klart, at vi skal være opmærksomme på, hvad det her betyder for et barn på længere sigt. Hvis barnet reagerer stærkt og ikke får den opbakning og hjælp, det har brug for, er der da risiko for, at barnet bærer det med sig. Det ser vi fra andre voksne, der har oplevet kriser som børn. Det alvorligste scenarium er, at barnet som ung voksen kan få vanskeligt ved at knytte bånd og give sig hen. Det har oplevet, at det er farligt at elske nogen, fordi man dermed er i risiko for også at komme til at savne og miste.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
