Enhver fødsel er, til trods for vore dages avancerede lægehjælp, en liv-død-situation. Så at påføre en kvinde en sådan psykisk smerte - og så på den måde, helt uden nogen støttesamtale - lige før hun skal igennem den ildprøve, er et angreb på hende. Enhver med den mindste smule barmhjertighed eller sund sans ville vente med at give meddelelsen, til barnet var født.
Eftersom moderens sindsstemning også afspejler sig i hendes krops kemi, går hendes angst og smerte desuden lige i barnet, så længe det ligger indeni hende; og chokket ved den grusomme sms kan ikke andet end at skade både mor og barn.
Når tvangsfjernelser må foretages, bør det altid ske med yderste takt, og alle de hensyn, der kan tages i den svære situation.
Jeg kender selv til en lignende umenneskelig handling fra en sagsbehandlers side: En nabofamilie til mig fik brev en fredag om, at der var kommet en henvendelse vedr. mishandling af deres barn. Ingen yderligere forklaring - og de kunne ikke få kontakt med kommunen før mandag! I weekenden nåede de igennem alle kvaler mht. tanker omkring, hvorvidt den toårige f. eks. var blevet seksuelt misbrugt. Det var ikke tilfældet - men atter engang må man stå måbende overfor den fuldkomne mangel på normal indlevelsesevne og menneskelighed, der bevæger en sagsbehandler til at sende sådan et brev lige op til en weekend! Eller i det hele taget at give sådan en besked pr. brev og ikke personligt eller i det mindste pr. telefon.
Denne praksis må ophøre. Ligesom høflighed ingen penge koster, er der heller ikke her tale om nogen ressourcekrævende adfærdsændring. Blot om basal anstændighed.








































