7. september 2009
Hver fjerde danske sognepræst er parat til at skjule afviste asylsøgere. Det gavner bare ikke sagen, mener biskop Steen Skovsgaard
Det er ulovligt at gemme en afvist asylsøger i sin kælder. Trods det afviser en række danske præster ikke at gøre det. Men det nytter ikke at bryde loven, mener biskop i Lolland-Falsters Stift, Steen Skovsgaard, som selv har stået i en situation, hvor han skulle tage konkret stilling til, om han ville huse en asylsøger. Hans svar blev nej.
– Det tjener ikke deres sag at leve under jorden, siger Steen Skovsgaard.
Som man kunne læse i lørdagens Kristeligt Dagblad, er flere præster klar til at åbne døren, hvis en flygtning skulle banke på. De støtter præsten fra Brorsons Kirke i København, Per Ramsdal, som er sendt på tre ugers ferie af Københavns nye biskop, Peter Skov-Jakobsen, efter anklager om, at han ville hjælpe med at skjule afviste irakiske asylsøgere. Ifølge en rundspørge foretaget af Berlingske Research vil mere end hver fjerde danske sognepræst gøre som Per Ramsdal.
– Jeg tror ikke, at det er en fordel for en flygtning at leve skjult under jorden i Danmark. Jeg har selv haft lignende oplevelse inde på livet, da jeg var præst. Jeg endte med at sige nej. I stedet henviste jeg vedkommende til de sociale myndigheder, siger Steen Skovsgaard, som ikke ønsker at løfte pegefingre over for præsterne i Lolland-Falster Stift, men i stedet påtænker at skrive en klumme for at dele sine overvejelser i dette spørgsmål.
Bør du så ikke som præsternes arbejdsgiver advare dem mod at følge Per Ramsdals eksempel?
– Hvis de vælger at tage imod en afvist flygtning, gør de det vel ud fra buddet om næstekærlighed, siger Steen Skovsgaard.
– Mit budskab er, at man selvfølgelig skal lytte til Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Men Jesus har også en lignelse, som siger, at hvis man ønsker at bygge et tårn, skal man også regne ud, hvad omkostningerne ved det er, og så se at få det bygget færdigt. Det, at hjælpe folk med at gå under jorden, er udsigtsløst på længere sigt, siger biskoppen.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk