Bod og soning på historiens slagmark

Aftenen før tyskernes første "modangreb" i byerne Gdansk og Wielun udspillede der sig en række nærmest absurde scener i en radiostation nær byen Gleiwitz. Under ledelse af den skrupelløse Sturmbannführer Alfred Naujocks, der med den berygtede terrorfraktion Petersgruppen senere i krigen udøvede kontrasabotage mod civile mål og mennesker i Danmark, trængte en SS-gruppe klædt i civil ind i radiostationen.

Her skød de omkring sig og spærrede de måbende radiofolk inde i bygningens kælder. På polsk opfordrede en af mændene herefter højlydt til polsk oprør i provinsen Oberschlesien. Efter et kvarters tid forlod Naujocks' fingerede polske oprørsgruppe atter bygningen, og som angiveligt bevis på det polske overfald efterlod de et medbragt lig i radiostationen. Først flere årtier efter krigen viste liget sig at være en henrettet Polen-sympatisør, der dermed blev det første af verdenskrigens over 50 millioner ofre.

Efter det iscenesatte overfald ringede Alfred Naujocks stolt til Reinhard Heydrich, chefen for Gestapo. Mod forventning fik Naujocks dog ikke just ros af Heydrich, der slet ikke kunne høre det fingerede overfald i radioen – den pågældende sender sendte nemlig ikke egne programmer, men videresendte blot signalet fra radiostationen i det nærliggende Breslau. Det fandt gruppen ud af allerede under selve aktionen, og efter nogle minutters søgen fandt de nødmikrofonen til melding af uvejr i området. Deres melding kom hermed ud, men kunne kun høres i senderens nærmeste omegn. Sammen med to andre fingerede sammenstød i det øvreschlesiske grænseområde rakte denne tragikomiske aktion i Gleiwitz dog til fulde i Hitlers øjne: Den polske aggression var en realitet, og et modangreb var legitimeret.

Trods intens polsk modstand var den tyske overmagt ikke til at stoppe, og med næsten halvanden million soldater tog det kun de tyske tropper fire uger, før Warszawa den 28. september måtte kapitulere. Lynkrigen var umiddelbart vundet, og den tyske krigsrus tog fart.

Det er uklart, om Hitler oprigtigt håbede på, at Polens allierede, England og Frankrig, ville sluge erobringen af Polen. Med ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin syntes Hitler i hvert fald at have dækket sig ind mod risikoen for en tofrontskrig mod både øst og vest. Krigen mod vest blev dog hurtigt en realitet. Den 3. september 1939 erklærede Frankrig og England sig villige til at forsvare Polens suverænitet, og med Hitlers nye ekspansionsstrategi mod vest i foråret 1940 stod det klart, at Europa efter blot 20 års fred atter skulle stå i flammer. Med det uventede tyske indtog i Sovjet i 1941 var det soleklart, at Tyskland havde startet en regulær verdenskrig. Efter det totale tyske kollaps i 1945 var det derfor lige så utvetydigt, at Tyskland måtte påtage sig skylden for denne ubegribelige menneskelige tragedie og bære på den igennem generationer.

Intet land i Europa led relativt set så hårdt under nazisternes aggression som Polen. Krigen kostede op mod seks millioner polakker livet, hvilket svarer til over 15 procent af den polske befolkning. En direkte følge af krigen var ligeledes den brutale fordrivelse af de tilbageværende tyske mindretal i Østeuropa efter krigen, et ømtåleligt emne, som de fleste tyskere knap nok tør nævne af frygt for at blive beskyldt for at relativere den tyske skyld. Det er derfor intet under, at det polske forhold til både Øst- og Vesttyskland var anspændt igennem den kolde krig.

Symbolske gestus, som da den vesttyske forbundskansler Willy Brandt i 1970 angrende knælede foran mindesmærket for Warszawa-ghettoen, har virket som balsam på det historiske sår. På trods af Berlinmurens fald, Polens orientering mod vest og landets optagelse i EU er såret dog brudt op flere gange, for eksempel da Polens daværende præsident Jaroslaw Kaczynski i 2007 plæderede for at medregne de dræbte jøder og deres potentielle efterkommere i det polske befolkningstal i opgørelsen af de nationale stemmetal i EU. Forbundskansler Angela Merkel, der generelt er populær i Polen, tilbageviste kontant denne udtalelse som en "urimelig udnyttelse" af historien, selvom hun ved flere lejligheder har omtalt den tyske skyld over for Polen som "utvetydig". På 70-årsdagen for det tyske overfald rejste hun i denne ånd til Gdansk for atter at understrege sin forsonende linje. Også den tyske forbundspræsident, Horst Köhler, bidrog til den gode stemning ved en mindegudstjeneste for verdenskrigens udbrud i den katolske Sankt-Hedwigs-Kathedrale i Berlin, hvor den polske biskop Wiktor Skworc opfordrede til forsonende at kigge fremad og ikke tælle ofre på ny for dermed at måle fortidens lidelser.

Ikke kun den yngre sovjetiske koldkrigshistorie står i vejen for et lige så forsonligt forhold mellem Polen og Rusland. Den russiske afvisning af åbent at indrømme landets medskyld i Anden Verdenskrigs udbrud tages ilde op i Polen. Med Hitler-Stalin-pagten, som den tyske udenrigsminister Ribbentrop og hans russiske kollega Molotow underskrev blot en uge før den tyske invasion, skabte de to lande omkring Polen ikke bare en ikke-angrebspagt. Dokumentet indeholdt også en hemmelig tillægsprotokol med de to magters planer om opdelingen af Østeuropa. Med denne pagt gav Sovjet på den ene side grønt lys for Hitlers erobring af Vestpolen uden russisk indgriben, mens Sovjet omvendt fik frie hænder til at indtage Østpolen, hvilket skete allerede i slutningen af september 1939. Den russiske premierminister, Vladimir Putin, der ligeledes deltog i de polske markeringer af 70-årsdagen, har for nylig tøvende fordømt denne pagt som "amoralsk", og han har ligeledes anerkendt og beklaget russiske soldaters mord på næsten 15.000 polske officerer ved Katyn i september 1939.

Ifølge flere polske kommentatorer er russerne alligevel blevet hængende i sovjettidens officielle historieopfattelse: at Sovjet og Den Røde Hær befriede Europa fra den fascistiske nazisme. Der er i Rusland stadig en udpræget stolthed over den sovjetiske sejr over nazismen og selvsagt et nationalt traume efter de mere end 20 millioner sovjetborgere, krigen tog som offer. Med den entydige betoning af befrierrollen nedtoner russerne ifølge polakkerne den sovjetiske legitimering af Hitlers overfald på Vestpolen og den sovjetiske besættelse af Østpolen og senere randstaterne – for ikke at nævne den efterfølgende brutale, militært baserede sovjetiske styring af Østeuropa op igennem den kolde krig.

Polens regeringschef, Donald Tusk, satte ufrivilligt problemet på spidsen, da han ved mindehøjtideligheden i Gdansk med en opfordring til "ærlig historieskrivning" udtalte: "Vi er her for at huske, hvem der var aggressor, og hvem der var offer". Så simpel er historien i forhold til følgerne af Hitlers vanvittige felttog i Polen, mens billedet er mere kompliceret i forhold til Sovjets rolle i krigen.

Med al tydelighed har de efterfølgende debatter vist, at markeringen og diskussionen af begivenheder som det tyske overfald på Polen for 70 år siden til stadighed er en nødvendig katalysator både for den internationale afstemning af vores historieopfattelse og for udviklingen af de enkelte landes nationale selvforståelse. Unge stater som det eks-kommunistiske Polen og Rusland er stadig ved at indkredse deres nationale identitet, og derfor er historieskrivningen en slagmark på en helt anden måde, end vi kender det fra de mere etablerede vesteuropæiske demokratier.

historie@kristeligt-dagblad.dk