Grundtvigs folkelige tanker bør stadig fejres

Grundtvig oplever et dansk samfund i sammenbrud. Han er vidne til Københavns bombardement i 1807. Han oplever statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, og på baggrund af disse skelsættende begivenheder, der får store følger for den danske selvforståelse, søger han at finde ind til et grundlag for det fremtidige danske samfund.

ET AF omdrejningspunkterne i Grundtvigs tænkning bliver at myndiggøre folket. Dette skal ske ved oplysning og uddannelse, så danskerne kan tage del i ansvaret for at genrejse landet og forsvare danskheden og dens forbindelse med kristendommen – særligt mod indflydelsen fra de tyske områder og den franske oplysningsfilosofi.

Grundtvig tager selv et opgør med den franske oplysningsfilosofi og Rousseaus antagelse om, at menneskets egenvilje må underlægges fællesviljen i staten. Grundtvig følger i stedet de to skotske tænkere David Hume og Adam Smith, der rehabiliterer selvinteressen og behovet for at tage et ansvar ikke alene for sig selv og sine, men også for den svagere næste, der ikke selv kan. Og denne distinktion er for mig at se kimen til det skisma, vi står over for i dagens Danmark. For hvordan myndiggør man det danske folk i dag, når staten og det offentlige på mange måder umyndiggør danskerne og fjerner nødvendigheden af at tage et ansvar for andre, fordi det offentlige tilbyder assistance fra vugge til grav?

Hvis kirkens budskab kan undværes i forholdet til næsten, så risikerer man, at forbindelsen mellem støv og ånd forsvinder – ikke kun til skade for kirken, men i høj grad også til skade for samfundet. Hvordan får forældrene overhovedet lov til at være forældre, når de sætter deres børn i den danske folkeskole, hvor formålet med undervisningen er blevet så altomfattende, at eleverne nu også i skolen skal gives evnen til at håndtere følelser?

Hvordan man så i øvrigt udformer en test til at måle dette, skal jeg undlade at kommentere! Og her når vi til friheden og det opgør, Grundtvig tager, og som vi – efter min vurdering – må tage i dag. Her er det nødvendigt at følge den britiske oplysningstænkning, hvor det fælles bedste ikke afhænger af en generel almenvilje, men er bedst tjent med et samspil i frihed mellem de enkelte viljer. Det er balancen mellem, at staten dirigerer samfundslivet eller blot håndhæver lovene.

Den allestedsnærværende velfærdsstat er synderen i det spil, især fordi velfærd efterhånden kun bliver betegnet i penge. Derfor ser vi velfærdskommissioner sammensat af økonomer, fordi velfærd gøres op i økonomi i stedet for at gøres op i åndelige værdier som frihed, ligeværdighed og individets ansvar. Derfor sker forskningen i Danmark ikke under overskriften fra ånd til tanke, men fra tanke til faktura.

Problemet med den åndelige velfærds kompleksitet er bedst iscenesat med den daværende socialdemokratiske minister Ivar Nørgaards opfattelse af, at efterhånden som fordelingspolitikken er løst, og frygten for materiel nød er afskaffet, må politik i stigende grad gå over fra at være en debat om økonomi til at blive en kulturdebat.

DET ER særdeles interessant at følge den offentlige debat igennem de senere år, hvor der stort set ikke er blevet fokuseret på det personlige ansvar. For bæres åndrigheden ikke netop af den enkelte? Er det levende ord, som Grundtvig betegner det, ikke netop Guds bydemåde til det enkelte menneske om at foretage et valg – både i forholdet til sig selv og også i forholdet til næsten?

Løsningen bliver for mange en sværgen til forfatningspatriotisme som det, der skal kitte samfundet sammen, hvor demokratiet er en politisk ordning baseret på almene værdier som tolerance, frihed og lighed, en tænkning der har rod hos Jürgen Habermas.

I denne tænkning skal man ikke knytte an ved og identificere sig med den romantiske kulturnation, hvor sprog, historie, hjemland og kristendommen er vigtige pejlemærker, som vi ser det hos Grundtvig. Nej, der skal man i stedet for knytte an ved en statsborgernation, hvor religionen er ude af det offentlige rum, og hvor den nationale identitet er udvisket. Her er det i stedet for rettigheder og pligter, som er omdrejningspunktet.

Hvis vi skal vende udviklingen og skabe fællesskab og samfundssind, så skal det enkelte menneskes frihed beskyttes – blandt andet mod den alt omsiggribende stat. Stedet at begynde er at gøre staten mindre og råderummet – både økonomisk og åndeligt – større for landets borgere, for kun ved at være forpligtet på næsten skabes der samfundssind. Dette skal ske ved en myndiggørelse af danskerne – fuldstændigt på samme måde, som Grundtvig gjorde det, for ånd og støv kommer kun til at spille sammen igen, hvis vi sikrer en myndiggørelse såvel kirkeligt som politisk og samfundsmæssigt.

Det kræver et opgør med den uddannelsespolitik, der fokuserer på læring frem for kundskaber. Det kræver et opgør med den skattepolitik, der år efter år giver danskerne et åndeligt og socialt afladsbrev, hvor ansvaret og den dårlige samvittighed forflyttes. Det kræver et opgør med den religionspolitik, der tror, at når blot religionen fjernes fra det offentlige rum, så er alle problemer løst. Det kræver et opgør med den forfladigelse af de værdier, som det danske samfund har bygget på siden frihedskampen i 1800-tallet.

Der er stadig god grund til at fejre Grundtvigs tanker, for de har sat – og sætter fortsat – dybe spor i den danske tænkning. Men skal tænkningen gennemsyre mere end de festtaler, der til tider holdes i folkelighedens og oplysningens hellige navn, så er det nødvendigt med et opgør med den omfattende velfærdsstat, der bygger på en tænkning om (frihed), lighed og broderskab, som er fremmed for Grundtvig og dennes opgør i samtiden.

Esben Lunde Larsen er ph.d.-studerende, byrådsmedlem for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune og folketingskandidat i Ringkøbing-Skjern-Kredsen