To børn hænger ud af den varme bil i Mosul, Irak, og soldaten nærmer sig. Han vil give dem vand, for de må have det varmt. Men hos hans overordnede skyller en kold følelse gennem marv og ben.

– Du ved, den der følelse af fare, siger han til den amerikanske avis International Herald Tribune.

Og det er netop denne følelse, der er blevet amerikanernes bedste våben imod det, der har vist sig at være en af de største udfordringer i krigen i Irak og Afghanistan: Vejsidebomber og selvmordsbomber i biler. For selvom der er brugt milliarder af dollar på at udvikle teknologi, der kan afsløre og tilintetgøre bomberne, er det mest effektive stadig soldaternes egen fornemmelse af fare.

Derfor har militærpsykolog Steven Burnett de seneste to år undersøgt 800 soldaters evne til at opdage bomber. Og hans studie er blot en del af et stigende antal forskningsprojekter rettet mod at undersøge, hvordan hjernen reagerer på fare og aflæser den, inden den opstår.

– For ikke så længe siden blev følelser opfattet som noget, der havde meget lidt med rationelle beslutninger at gøre. Faktisk kom følelserne mest i vejen for dem. Men nu er det omvendt. Vi forstår følelser som et praktisk aktionsprogram i hjernen, der arbejder for at løse et problem, ofte inden vi er bevidste om det, forklarer Burnett.

Det amerikanske militær har længe haft specialenheder, der udelukkende koncentrerer sig om at finde bomber, før de eksploderer.

Men i takt med, at bomberne er blevet stadig mere udspekulerede – de kan være inden i falske sten, under jorden eller forklædt som alle tænkelige ting, der normalt optræder i naturen – er enhedernes arbejde for alvor kommet i søgelyset.