Tidehverv beskyldes for hykleri. Her er det Søren Krarups fætter og partifælle Jesper Langballe. -
- Liselotte Sabroe/Scanpix
Laura Elisabeth Schnabel, Tobias Stern Johansen |
8. september 2009
Det er dobbeltmoralsk af Søren Krarup (DF) at kritisere Per Ramsdal, når han selv tidligere har støttet præst, som skjulte børn, der stod til tvangsfjernelse, mener flere
Den folkekirkelige fløj Tidehverv med folketingsmedlem Søren Krarup (DF) i spidsen er hyklerisk, når den kritiserer Brorsons Kirkes præst, Per Ramsdal, for at følge sin samvittighed i sagen om de afviste irakiske asylsøgere. Det er meldingen fra flere præster og teologer, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med.
Per Ramsdal kom i mediernes søgelys, da han i en markant kronik for nogle uger siden i Kristeligt Dagblad opfordrede myndighederne til at give de afviste irakere asyl i Danmark. Siden har han udtrykt åbenhed for at hjælpe med at skjule afviste asylsøgere. Per Ramsdals udsagn har fået blandt andre Søren Krarup til at gå i kødet på præsten og beskylde ham for at være "hovedskyldig" i et "anti-kristeligt skuespil" i Brorsons Kirke.
Men i en lignende sag fra 1988 indtog Søren Krarup og folk fra Tidehverv en anden position. Da den daværende sognepræst Peter Fergo fik en dom for at skjule børn, som han mente havde krav på en alternativ psykiatrisk vurdering i forbindelse med tvangsfjernelser, blev han blandt andre støttet af Søren Krarup og partifællen fra Dansk Folkeparti, Jesper Langballe.
Det får nu præst i Christians Sogn i København Flemming Pless til at kalde Søren Krarup og hans tidehvervske fæller for en "flok skinhellige hyklere, som ikke toner rent flag".
– Set med alle andres øjne end Jesper Langballes og Søren Krarups er det helt inkonsekvent. Tidehverv er kendt for at købslå med medmenneskelighed, alt efter hvad der passer ind i en smal teologisk fortolkning og ind i deres politiske dagsorden. De er dygtige til at skifte mellem at kalde deres handlinger kristelige og politiske. Men jeg køber ikke, at man taler om tidehverv som bevægelse løsrevet fra Dansk Folkeparti. Det her er en større politisk affære, som har med smålighed på den højeste bane at gøre, siger han.
Flemming Pless mener, at Tidehvervs støtte til Peter Fergo i 1988 udelukkende skyldtes bestemte politiske interesser – modsat Per Ramsdals støtte til de afviste irakiske asylsøgere.
– De er jo ikke specialister og vidste lige så lidt som alle andre, om de børn burde have været tvangsfjernet, siger han.
Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Bo Kristian Holm mener også, at der er tale om en betydelig inkonsekvens fra Tidehvervs side. Hvor kredsen omkring tidsskriftet og sommermødet Tidehverv tidligere med for eksempel Kaj Munk som ideal netop lagde vægt på, at det enkelte menneske skal følge sin samvittighed, også selvom vedkommende bryder loven, må denne holdning nu vige for den politiske dagsorden hos Dansk Folkeparti, som Søren Krarup også repræsenterer.
– Det ligner til forveksling dobbeltmoral. Det hænger sammen med udlændingespørgsmålet, hvor Danmark står i en situation, hvor nogle mener, at danskhed og Danmark er truet. Derfor kommer tidehvervsfolkene til at gå på kompromis med, hvad de tidligere stod for, og er ikke længere i stand til at se klart. Når det er spørgsmålet om national sikkerhed, der bliver det vigtigste, bliver trygheden det primære, og alt andet underordner sig. Så bliver det pludselig et problem, at man følger sin samvittighed, hvor det førhen var ens pligt. Så må man pludselig gerne skille familier ad. Tidligere mente man jo, at familier skulle holdes sammen, hvilket vi kan se i forhold til episoden om tvangsfjernelser, siger Bo Kristian Holm.
Men Per Ramsdal har ikke handlet ud fra sin samvittighed. Han har handler på baggrund af forfængelighed, mener Søren Krarup. Det er forskellen mellem ham og sognepræst Peter Fergo, der blev dømt for at skjule børn, der stod til tvangsfjernelse.
– Når man møder noget, der rammer ens samvittighed, så handler man på det og bryder muligvis loven. Peter Fergo handlede på sin samvittighed i en konkret situation. Men når man går ud og praler med det og forsøger at bedrive politik på det, som Per Ramsdal har gjort det, så handler man ikke efter sin samvittighed, men efter sin forfængelighed. Den forskel er helt afgørende. Per Ramsdal gør kristendom til moralisme og bruger kirkerummet som politisk trumfkort. At nøjes med at tale om handling, som Per Ramsdal har gjort det, viser, at det hele bare er pjat, siger Søren Krarup.
johansen@kristeligt-dagblad.dkschnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad