8. september 2009
Søgemaskinen ImHalal hjælper muslimer til at undgå hjemmesider med skadeligt indhold - eksempelvis sider med pornografi og prostitution
'Ups, din søgning har et haram-niveau på 3 ud af 3. Jeg råder dig til at ændre din søgning og forsøge igen'.
Sådan står der på søgemaskinen ImHalal.com, hvis man skriver det engelske ord prostitute (prostitueret) i søgefeltet.
Knap så alvorlig lyder advarslen, hvis man skriver det engelske ord 'pig' (gris):
'Ups, din søgning har et haram-niveau på 1 ud af 3. Det betyder, at resultaterne fra ImHalal.com kan være haram'.
ImHalal.com er en ny søgemaskine, der hjælper muslimer med at undgå sider på internettet med indhold, der ifølge islam er skadeligt og forbudt - haram.
Grundlæggeren af søgemaskinen, Reza Sardeha, fik ideen til siden, efter hans venner havde klaget over søgeresultaterne fra de traditionelle søgemaskiner
- For det første har vi blokeret alle sider, der eksplicit handler om sex. Vi er også i dialog med imamer om, hvad der skal betegnes som haram og derfor blokeres, siger han til den britiske avis
The Telegraph.
- Vi bruger et system med to niveauer. I første omgang analyserer søgemaskinen alle resultaterne, der er fundet på ImHalal.com, og alle websider med eksplicit indhold bliver filtreret fra. Nogle websider bliver stadig hentet frem, og her træder det andet mere progressive filter ind, og det er her, man ser haram-niveauet, siger Reza Sardeha.
På ImHalal.com kan man udover almindelige søgninger også søge på nyheder og billedresultater.