"I modsætning til Dawkins mener professor Bruce Hood fra Bristol University, som står bag den nye forskning, at religion kan sammenlignes med, når børn tror på opdigtede venner."

"
Dawkins nævner det i sin bog, som en af mulighederne for hvor religion kommer fra.

Forskerne bag mener, at grupper af religiøse mennesker har haft en fordel ved at være troende, fordi de var i stand til at samarbejde og dermed havde en større mulighed for at overleve.

De troende trivedes bedre end ateisterne, og gennem årene er overlevelsesinstinktet blevet sendt videre til vores gener. "

religiøse, eller ateister der har været villige til at lyve om deres tro, har haft en klar fordel op igennem historien.
Idet folk der ikke har troet på den religion flertallet har fulgt er blevet frosset ud af samfundet og nogen gange forfulgt/slået ihjel for deres manglende forkerte tro.

Som jeg læser denne artikel, og modsætningen til Dawkins (igen som citeret her, har ikke læst bogen), så drejer dette sig mere om en forskel i om man mener at tillærte fordele overlever i generne gennem selektion, eller om de ikke gør.

Begge mener jo at Gud ikke findes, men er skabt af mennesket. Den ene mener at ideen om Gud overlever fordi nogen mennesker er for ulærte til at forkaste religion, og den anden at vi som mennesker har haft fordele ved at tro, som har gjort det umagen værd at tro.

I min verden kan de begge have ret samtidigt. Ikke alle tillærte fordele, sætter sig lige dybt hos alle mennesker. Det sikrer den variation, som naturen er så afhængig af.

Som en som ikke tror, men som syns at folk skal have lov til at tro alt det de vil, bare jeg slipper, er det for mig sjovt at se at de begge er enige om at Religion kun findes INDEN i mennesket.

Ku man overveje at flytte teolologi til naturfag?

Thomas

Det er vist også naturligt at bekæmpe hinanden og at føre krig? Og på den anden side er det vist helt unaturligt at kunne læse og skrive? At burge medicin? At køre bil og flyve i flyvemaskiner?

De her "evige" sandheder holder jo ikke længere i dag.

Alle kan jo være enige om, religion og tro på alle mulige former af guder, engle og dæmoner er en del af vores tradition – som så mange andre ting vi har lagt bag os.

Leo skrev: "Alle kan jo være enige om, religion og tro på alle mulige former af guder, engle og dæmoner er en del af vores tradition – som så mange andre ting vi har lagt bag os."

Nej det kan alle ikke være enige om. Vi er mange, som har en fast tro på Gud Far, som skaber, Gud søn, Jesus Kristus, som frelser og Gud Helligånd som formidler. Det er på ingen måde tradition for mig, det er en åndelig virkelighed. Og ingen skal komme og kalde mig ulærd, fordi jeg har denne tro eller overbevisning.

Bjarne Nederby Jessen

Spørgsmålet er, hvad der får mennesker til at tro på guder, for hvad er guder egentlig.

Går vi tilbage i tiden, er der en meget god forklaring.

Menneskene dengang, kendte meget lidt til, hvad der styrede de forskellige hændelser i naturen. Det eneste menneskene vidste, var hvad de selv styrede. Alt andet menneskene ikke havde styr over, måtte der være andre væsener der styrede.

Da disse væsener ikke var mennesker, måtte de have en anden betegnelse og det var i første række åndevæsener, men de må have andre væsener der stod over dem, ligesom at den voksne står over børnene.

De der bestemte over ånderne var derfor guderne.

Ånderne var i store træk dem der udførte gudernes ønsker og derfor blev alt hvad der skete i naturen tillagt disse ånder, som gudernes højre hånd.

Der var utallige åndevæsener, som var tilknyttet dyr, planter, genstande eller fænomener.

Hver af disse grupper var tillige inddelt i forskellige arter af guder og til sammen var alle guder ligeværdige, med undtagelse af ganske få, som var lidt mere end alle de andre.

De øverste guder var dem, alt liv var afhængig af og den øverste af dem var den gud, som Solen symboliserer og ud fra, hvor vigtig gudernes styre var, stod de i et specifikt hierarki.

Solguden har alle steder været den øverste gud og på et tidspunkt skete der det, at der i Ægypten kom et brud med de mange guder. Nu blev der kun en gud at tilbede og det var Solguden ATON.

Senere blev denne religiøse retning igen fjernet fra magten og de tilhængere der herefter måtte leve i det skjulte, endte med at forlade Ægypten. Denne gruppe af mennesker bosatte sig på Sinai halvøen, hvor de kunne være i fred for den ægyptiske forfølgelse og her opstod den senere jødiske religion ud af Atontroen.

Denne nye religion, havde også forskellige ånder, lige fra dæmoner til engle og de blev alle betegnet som enten værende gode eller onde. De gode var engle og havde gud (Jahve, Jehova etc.) som leder, mens at dæmonerne havde satan/djævelen som leder.

Ud fra dette folkefærds videre religiøse fremfærd, opstod kristendommen og senere islam, som også har solguden ATON som deres eneste gud, selv om de giver deres gud et andet navn.

Nu er gud ikke længere den der leder åndernes gøremål ved diverse naturforhold, men derimod blevet til en enevældig gudefigur, som ingen andre guder har indflydelse på, hvorfor der kun er en gud.

Gud er blevet en alfader og menneskene har mistet forståelsen af, hvad gud reelt er for en størrelse. Gud er ikke enevældig, men en blandt mange, som menneskene førhen troede styrede dyr, planter, genstande og naturfænomener.

I dag ved vi, gennem videnskabelige observationer, at dyr, planter, genstande og naturfænomener ikke styres af ånder og guder, men af instinkter og diverse fysiske/kemiske forhold indbyrdes.

Det er ikke en tordengud der får lyn til at springe fra sky til jord og det er heller ikke gudens kørsel hen over skyerne, som får tordenen til at lyde.

Det er heller ikke en gud der får Solen til at skinne, men derimod en fusionsproces i Solens indre.

Sådan kan jeg blive ved med at opremse diverse gudeforhold mennesker for ganske få århundreder siden troede på, men som vi i dag ved ikke er guder.

Det var dengang konstruktivt at bruge gudevæsener eller ånder, som dem der styrede eksempelvis dyrs måde at reagere på, når menneskene skulle på jagt. For inden menneskene gik på jagt, lavede de et jagt scenarium, hvor den af folkene der vidste mest om dyrenes reaktioner blev udklædt som dyret og dets gud. Hvorefter der blev laver diverse jagtscener, som i den sidste ende skulle udmunde i, at dyreguden lod jagten ende med et positivt resultat. Endte selve jagten ikke godt, huskede man næste gang at ofre noget bestemt til dyreguden, for på den måde at gøre denne mere givende end denne var sidste gang man var på jagt.

Således begyndte menneskene at dyrke guder og sidenhen er guderne blevet til den eneste ene. Den enevældige gud.

Nu er vi mennesker begyndt at forstå endnu mere af naturens fænomener og jo mere vi kommer til at kende dem, jo længere væk fra en gud vil vi komme og tættere på, til en forståelse af, at naturen hverken er styret af en gud eller blot er fysiske/kemiske reaktioner.

Så hvad er naturens fænomener da så for noget, når de hverken er styret af en gud eller fysiske/kemiske reaktioner?

Det er her vi mennesker endnu kun har troen på det ene eller det andet, som vi kan bruge som svar på spørgsmålet.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen