Jeg havde ikke ligget søvnløs om natten, hvis nogle af irakerne havde fået humanitær opholdstilladelse. I givet fald skulle en sådan opholdstilladelse selvsagt ikke været faldet til dem iblandt dem, der havde begået kriminelle handlinger.

Når det er sagt, synes jeg, at Langballes holdning i øvrigt er klar og væsentlig.
Vil man gøre noget for irakerne, kan man hjælpe dem i Irak.
Vil man hjælpe dem i Danmark, kan man gøre det, og være indstillet på den straf, det kan medføre.
Men den tanke, at vi "gejstelige" skal udgøre en særlig moralsk domstol i dette land, med reel ret til at definere vores egen retspolitik, den tanke forekommer undertegnede gyselig,og har man først sluppet den holdning inden for, slipper vi ikke af med den igen.

Det er "æb-bæ" et læserbrev skrevet med ironi og sarkasme så det syder. Det vil ganske givet provokerer mange af Langballes modstandere. Selv er jeg helt enig med hensynet til om, at loven skal holdes. Det kan aldrig blive legitimt at argumentere for lovbrud i et demokrati som det danske. At vi (mennesker) så begår dem alligevel siger en hel del om vores natur.

Jeg synes selv, at det var chokerende at høre teologen Ulrik Becker Nissen fra århus argumenterer for at Guds lov kunne bryde den verdslige lov, og at Guds lov var noget man fandt frem til i samtale med sine kollegaer.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/337657:Danmark--Civil-ulydighed-er-striden-mellem-hjerte-og-forstand?page=3

Og hvad er det så liiiige der gør, at man skal sympatisere med et "æh-bæh" læserbrev? Det forekommer mig nærmest at være lidt barnligt at råbe ad hinanden på den måde.

Sagens kerne er stadig, at Jesper Langballes moral er bøjelig som et siv: Han skjuler gerne en dansk "flygtning", men fordømmer en tilsvarende handling, hvis flygtningen er en udlænding.

Jesper Langballe:
"1) Jeg fór ikke ud i medierne og pralede med, at jeg ville skjule børn..."

Svar:
Nå, men din handling er jo kommet frem i medierne alligevel, så en eller anden utæthed har der jo været!


Jesper Langballe:
"2) Jeg hengav mig ikke til en kvalmende og farisæisk påberåbelse af min egen næstekærlighed. Det var min borgerlige retsfølelse, der rørte på sig...

Svar:
Næstekærlighed eller retsfølelse - det er vel hip som hap?!

Jesper Langballe:
"3) Følgelig hævdede jeg ikke, at min overmåde store næstekærlighed hævede mig op over landets love, så jeg frit kunne overtræde dem."

Svar:
Det er jo ellers det, du har gjort!

Problemet med Jesper Langballe er, at han med sine ord gør sort til hvidt og hvidt til sort - nogenlunde ligesom Erasmus Montanus: "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten."

Årsagen til dette roderi i begreberne må antages at være en manglende jordforbindelse. Ordene betyder ikke noget for Jesper Langballe - ud over noget, han dagligt gør gymnastik i.

Vi er helt enige.

Langballe snakker udenom.

Nu har man jo nærmest borgerpligt til at sige, at man ikke bryder sig om Langballe, så det vil jeg gerne gøre. Men han har nu ret alligevel.
Langballe foretager en række distinktioner, der er helt holdbare, og han skelner mellem det, der skete under forløbet, og tiden efter.
Men hvis man svømmer rundt i sin egen følelsesmæssige suppe og kalder den kærlighed, kan det hele jo være hip som hap og den samme pærevælling.
Hvis nogle ikke kan forstå indlægget, foreslår jeg, at de går tilbage til det og læser det meget langsomt og så eventuelt en gang til.
Men der er grænser for pædagogik.

p.s. Burde man ikke holde med at give gejstlige lovovertrædere betingede domme? Det kunne give nogle den opfattelse, at præster tilhører en særlig stand. Dernæst kan det undre, at kirken er en virksomhed, der gerne vil ansætte personer, der har fået en dom. Ligger overliggeren ikke lidt for lavt?

Rapsody

1)
han gik jo ikke ud i halvfjerdserne og reklameret i medierne og kritiseret myndighedernes afgørelse den gang. Med andre ord drev han ikke politik på sagen (kontrast til ramsdal)

2) næstekærlighed eller retsfølelse

Det er ikke hip som hap. Næstekærlighed er et meget større og universelt gældende begreb for kristne end retsfølelse. Næstekærlighed er noget alle kan blive og bliver ramt af i en eller anden form. Alle bliver ikke nødvendigvis ramt en krænket retsfølelse. jeg ved ikke om du er kristen, men jeg tror i hvert fald ikke det er hip som hap for Langballe.

3) Langballes "læserbrev" er ikke skrevet som forsvar eller argument for omstødelse af den myndighedsafgørelse, som den flygtninge han skjulte i 1970'erne, blev udsat for.

Det er derimod skrevet som et svar på påstande om hans moral, som hans politiske og teologiske modstandere fremfører i et andet læserbrev.


Sagens kerne: Der er tidspunkt for fremførelsen i relation til myndighedsafgørelsen, manglende optræden i medierne og manglende brug af religiøse argumenter til forskel fra Ramsdals optræden.

Han blander altså ikke religion og politik, han argumenterer ikke for at man principielt må bryde loven og endelig bruger han ikke kristendommens begreb om næstekærlighed eller et katolsk begreb om kirke-asyl til at skaffe sig selv medieopmærksomhed eller at fordømme andre.

Alle ovenstående synspunkter er jeg noget, som jeg tidligere har udtalt støtte til, og som jeg fortsat støtter uanset, hvem der udtaler til dem.

Jeg håber at jeg har fået rodet lidt op i dit roderi og fået genetableret din jordforbindelse.

Magen til hyklerisk fromhed skal man da lede længe efter.Og så tager manden sig den frihed at han fraskriver andre en samvittighed blot fordi denne ikke stemmer overens med hans egen ideologi.

Din kritik er ikke rimelig.

I min studietid på teologi var jeg uhyre omtaget af den tidehverske teologi (som Langballe og Krarup som bekendt er eksponent for (dog i forvansket version)), og har læst om den ganske indgående (derfor har jeg også en del om tidehverv på min hjemmeside).

Jeg er simpelthen ikke enig med Langballe, og det er forhåbentlig tilladt.

Forfatteren til denne artikel, spørger om de ,der arbejder med at hjæpe flygtnige på en eller anden måde, overhovedet har en samvittighed????
det er dog det mest mærkelige synspunkt, jeg har hørt en præst sige - forfatteren er en ældre sognepræst, hvis navn jeg ikke vil nævne-

efter min mening har menesker ,der arbejder med flygtningeroblemer en stor og varm samvittighed,
de prøver at hjælpe mennesker i nød.

jeg skal ikke forholde mig til forfatterens samvittighed, det er ikke op til mig at bedømme, men sommetider synes det mig, at den er meget SORT og egocentreret.

med varme hilsener til alle der har en samvittighed

Niels Anton Dam,
kristendemokraterne i Vordingborg kommune.