Den barmhjertige samaritaner. Evangeliet i dobbeltministerens hænder

I kirkerne handlede det i søndags om den barmhjertige samaritaner. Rydningen i Brorsons Kirke fik kirkeministerens tolkning og brug af den i Kristeligt Dagblad den 4. juni i år frem i min erindring.

Magen til tolkning har jeg aldrig læst. Selvom Birthe Rønn Hornbech (V) har "meget svært" ved at se, at situation i Brorsons Kirke og evangeliefortællingen "overhovedet ligner hinanden", tolker hun dem alligevel sammen. Aktørerne bag kirkeasylet gør hun skiftevis til den lovkyndige og til samaritaneren. At den lovkyndige vil "retfærdiggøre sig", er der belæg for. Men at han vil have et af "den slags programmer (af Jesus), hvor man udvælger sig bestemte grupper, som man mener skal være ens næste", og som "bliver let til politiske programmer", er mere fantasi end tekstforståelse.

Ministerens formulering rummer et sprogligt fif, der gør aktørerne i Brorsons Kirke til samme slags som den lovkyndige – insinuerende at de begge er orienterede efter et "politisk program" at "retfærdiggøre sig" ved. Hvorfra ved ministeren alt det om den lovkyndige og kirkeaktørerne? Ikke fra teksten.

Og giver den lovkyndige anledning til en belæring om, at "et politisk program må nødvendigvis, hvis det skal kunne udføres, kræve en stadfæstelse i Folketinget og hensyntagen til princippet om lighed for loven"? Selvfølgelig ikke. Ministeren bruger den lovkyndige i teksten som afsæt til at tryne aktørerne som i bedste fald politiske tåber, i værste fald politisk illegitime. Hvad skal man kalde den slags brug af en evangelietekst?

Fortællingens slutpointe og det, at "samaritanerens hjælp ikke var sat i system", har Rønn Hornbech fint fat i. Men så går der jura i fortolkningen med en bemærkning om, at præstens og levittens svigt er strafbart efter nugældende lov, og at samaritanerens handling i dag "blot (er) opfyldelsen af en pligt efter loven".