Formålet med Dansk Folkepartis annonce er at stoppe stormoskéer i hovedstaden og andre større byer. Og det vil være et formål, der strider mod Grundloven og den almindelige opfattelse af religions-frihedens rammer i både dansk og international ret, siger professor i religions- og kirkeret Lisbet Christoffersen. For med til religionsfrihed hører religions-udøvelsen og dermed retten til bygninger at udøve religionen i.

Og her halter Danmark meget langt bagefter, hvad angår moskéer, bygget som moskéer, hvor troen kan udøves. Danske muslimer beder i nedlagte fabriksbygninger og friskoler. Eneste undtagelse er Ahmadiyya-moskéen i Hvidovre, hvis kuppel blev gjort mulig af penge, der rent faktisk blev indsamlet – i Pakistan.

Der er kun to måder, hvorpå man, uden at komme på kant med Grundloven og i forhold til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, kan stoppe den iransk-støttede stormoské til shiamuslimer i København: at hævde, at den stri- der mod en demokratisk stats offentlige sikkerhed. Eller kræve, at moskéer i Danmark kun må bygges for danske penge.

Begge argumenter vil åbne en afgrund af juridiske problemer for danske politikere.

Pengene først: Hvis pengene kun må komme fra danske indsamlinger, kunne nogle stater overveje, om støtten på 23 millioner kroner til dansk forkyndelse i udlandet så ikke også er et problem.

Man skal også overveje, om de 28 tyrkiske trossamfund ikke længere må finansieres fra Tyrkiet. Eller er tyrkiske penge renere end iranske? Og må for eksempel katolske immigrantmenigheder, den russisk-ortodokse kirke i Bredgade og synagogen i Krystalgade modtage eventuelle midler udefra. Hvis det kun gælder støtte fra Iran eller støtte til muslimske byggeprojekter, strider det mod ligebehandlingskravet, som er et grundlæggende retligt princip herhjemme.

Hensynet til den offentlige sikkerhed bevæger sig i samme minefelt. Kan det bevises, at kun en iransk-støttet moské – og ingen andre – er en trussel mod samfundet? Hvis ikke, strider det igen mod ligebehandlingsprincippet – og det er en voldsom bevisbyrde at løfte, at støtte fra det iranske præstestyre alene skal godtgøre, at moskéen truer danskernes sikkerhed.

Det er ikke nok, at man ikke bryder sig om Iran eller om muslimer i al almindelighed.

Der er også den politiske mulighed at nægte moskéer i lokalplaner. Men på et tidspunkt vil det formentlig blive åbenlyst, at der bliver snydt på målstregen. Det var det, Rigsretten i 1993 afslørede i Tamilsagen: at tamilers familiesammenføringer ikke blev behandlet individuelt, men forhalet kollektivt. Sådan kan det også gå moskébyggeri i København og andre steder i landet.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk