JOHANNES MØLLEHAVE præst og forfatter |
11. september 2009
Der er intet så enerverende som myggestik. Man kan dog trøste sig med, at både Mark Twain og Storm P. har fået muntre tekster ud af myggene
Forleden nat var jeg søvnløs. Sikkert, fordi jeg ikke var søvnig nok, da jeg prøvede at sove. Jeg forsøgte at ligge bomstille og besluttede mig for ikke at røre mine lemmer. Men det var lettere tænkt end gjort. Det kløede i mellemrummet mellem min lilletå og den næste tå, og jeg genoplevede alle mit livs myggestik.
Myg har en sikker sans for at stikke de steder, hvor det er vanskeligst at komme til at kradse. For eksempel stikker de ikke i knoerne men i mellemrummene mellem knoerne, dér hvor vi har rester af svømmehud, og hvor et myggestik er ved at drive en til vanvid. Jeg har en vis erfaring med myg, de har fulgt mig overalt, hvor jeg har boet. I min barndoms somre ved Roskilde Fjord og mellem mange vandhuller var der strandmyg. Det samme var tilfældet, da jeg fik mit første embede ved Greve Strand, og siden da vi flyttede til Virum og boede tæt ved Kollelev Mose. Jeg har også erfaring med skovmyg og husmyg. Som sagt besluttede jeg mig her forleden til ikke at kradse mig, hvor det kløede mellem tæerne. Men det kløede infamt, og jeg huskede en sommer i Canada, hvor vi havde myggenet i vores telte og masser af myggespray og myggebalsam. Vi blev alligevel bidt de få steder, vi ikke havde sikret os, næsten altid de mest sårbare. Min standhaftighed slap op. Og mens jeg tænkte på de vittigheder, jeg har hørt om myg, gav jeg mig alligevel til at kradse, hvor det kløede.
Knud Rasmussen fortæller fra sin rejse til de canadiske eskimoer om en eskimo, som en varm dag ser en myg på sin håndryg og skal til at smække den ihjel med sin anden hånd, da myggen hvisker: "Dræb mig ikke, kære ven. Husk, at jeg både har kone og børn og børnebørn!" Da skånede eskimoen det lille blodsugende insekt, imens han sagde "Så lille –og dog bedstefar". Jeg har også hørt, at det ikke nytter noget at klaske myggen, for når man har dræbt den ene, kommer der både 10 og 20 andre myg til begravelsen.
Om Canada har man sagt, at der er to plager. Om vinteren er det en kulde, der er aldeles forfærdende, om sommeren er det myg. Altså enten kulden og ingen myg eller varme og myg.
Da jeg var i Canada, spurgte man mig, om jeg vidste, hvilken forskel der var på Canada og USA? Svaret var, at USA har Johnny Cash og Bob Hope, men Canada har "no cash" og "no hope", men rigeligt med myg og ekstreme vintre.
Jeg kom også til at tænke på en Storm P.-tegning, hvor myggemoderen siger til myggeungen: "Hold dig fra friluftsteatre. Din bedstefar døde under en klapsalve."
En anden joke er den lille myg, der har været ude på sin første flyvetur, og da den kommer hjem, spørger moren "Hvordan gik det dig?", hvortil den svarede: "Fantastisk, de klappede alle sammen af mig."
Min kløe blev værre, selvom jeg forsøgte at fortrænge den. Jeg fik tændt en lampe og så nu tydeligt myggestikket. Prøvede atter at falde til ro, men huskede et sted i Mark Twains "Huck Finn", hvor Huck og Tom sover rævesøvn, for at Jim, som skal passe på, at de ikke stikker af, ikke skal afsløre dem, og Huck Finn siger: "Så begyndte det at klø på min ankel, men jeg kløede ikke igen; og så begyndte mit øre at klø, og så kløede det på ryggen af mig, lige midt mellem skulderbladene. Jeg følte det, som om jeg skulle dø, hvis jeg ikke kunne komme til at kradse mig. Det er noget, jeg har været ude for masser af gange siden. Hvis man er sammen med fine folk eller til begravelse, eller hvis man prøver på at falde i søvn, når man ikke er søvnig – hvis man er et eller andet sted, hvor det ikke går an at kradse sig, så klør det mindst tusind forskellige steder."
Hvordan kan det være, at jeg kan huske dette sted i "Huck Finn"? Jeg huskede, at det var begyndelsen på kapitel to i Ole Storms fine oversættelse fra 1962. Jeg ved det, fordi jeg i 1962-1963 underviste som vikar, og "Huck Finn" var min hjælp. Jeg havde den altid med i tasken, og effekten var den samme hver gang: Eleverne var stille i klassen, mens de normalt larmede, når der var vikar på. Men så snart jeg kom til Huck Finns kløe, kunne jeg mærke, at de havde svært ved at sidde stille. Man forstår bedre, at Mark Twain engang udtalte: "Der er dage, hvor jeg i den grad ønsker, at Noa ikke havde nået frem til arken med to par af alle dyrearter – havde han behøvet at have både en han- og en hunmyg?" Faktisk fungerede min oplæsning af "Huck Finn" som en slags hypnose, hele klassen begyndte at klø sig.
Søvn eller ikke søvn? Jeg måtte springe søvnen over forleden nat, og det forsonede mig ikke, at Ivan Malinowski har skrevet et digt, som hedder "Myggedans", eller at Flemming Quist Møller har lavet en børnebog med titlen "Cykelmyggen Egon".
En smule kom jeg til at smile, da jeg huskede Storm P.s råd: "Med hensyn til udstopning af elefanter så kan det godt betale sig at begynde, mens de endnu er myg".
Og for at slutte med et lille hjemmelavet digt:
Bli'r du stukket af en myg,
min ven
så lad vær' at klø igen
det gør bare kløen værre
Du må opgive det,
desværre.
Ud af sengen
op og stå
en ny dag er begyndt
– klø på!
kultur@kristeligt-dagblad.dk