Anhængeren fandt hun i en genbrugsbutik, og i døren stødte hun på en høj, lysblond mand, der smilende hjalp hende med at bugsere den ud. De vekslede et par ord. Han var tiltalende, og hun takkede mange gange for hjælpen, inden hun cyklede af sted.

Fire dage senere mødte hun den samme mand uden for det lokale supermarked. De hilste og morede sig over igen at støde på hinanden. Han præsenterede sig som Peter. Han var 45 år, læste til lærer og boede i Søborg, men var tilfældigvis i området. De talte sammen, og det viste sig, at Peter og Lise Linn Larsen havde flere ting til fælles.

– Vi delte interessen for hele det humanistiske felt. Hvad troede han på? Hvad troede jeg på? Qua hans fag vidste han en del ting om psykologi, som vi diskuterede. Han havde tidligere læst til pædagog, men glædede sig nu til at blive færdig som idrætslærer og havde en masse tanker om at udvikle nye tiltag inden for det felt, og vi aftalte at mødes på en cafe.

Peter var overbevist om, at det var skæbnen, der havde ført dem sammen.
– Ret hurtigt fortalte han, at han var gift og havde en datter på ti år, men at han og konen gennem 17 år flere gange havde talt om at blive skilt, og kort efter fortalte han, at de skulle skilles.

Lise Linn Larsen og Peter indledte et forhold. Parret sås kun hver anden uge, når Peter ikke havde sin datter hos sig. De gik ture i Frederiksberg Have, snakkede psykologi og fremtidsdrømme. Efter et par måneder fik Peter dog en mere bydende tone.

– Han blev dominerende, manipulerende og viste sig utroligt jaloux. Hvis jeg ikke havde tid til at være sammen med ham, kunne han finde på at møde op foran min lejlighed for at tjekke mig, og jeg var rystet over hans mistro.
Peter ringede ofte, og fik han ikke svar på en sms, sendte han en mere. Når Lise Linn Larsen sad i møder på studiet, så hun den ene besked efter den anden blinke ind og forstod snart, at noget var galt.

– Jeg havde svært ved præcis at sætte en finger på, hvad der var mærkeligt ved hans opførsel. Det, at han havde været gift i 17 år, styrkede mit billede af ham som en troværdig mand, som samtidig var noget så uskyldigt som skolelærer. Bagefter kan jeg naturligvis godt se, at alarmklokkerne burde bimle, men jeg undskyldte ham med, at han var midt i en skilsmisse og derfor måtte være særligt skrøbelig. Jeg har selv prøvet at blive skilt og ved, at man i den periode er følsom, men jeg var samtidig klar over, at det ikke skulle fortsætte.

Men selv efter Lise Linn Larsen havde fortalt Peter, at det var slut, mærkede hun hans opfarende sind. Denne gang i mails, breve og sms-beskeder.

Hvert år oplever mange danskere ligesom Lise Linn Larsen at blive udsat for en vedvarende og uønsket opmærksomhed fra et andet menneske. Udenlandske undersøgelser peger på, at godt ti procent af befolkningen bliver berørt af dette problem i en længere eller kortere periode af deres liv, men præcist hvor mange er usikkert. Når Justitsministeriet skal vurdere problemets omfang, henvises der til, at der i 2005 blev anmodet om godt 1700 polititilhold – en advarsel, som politiet giver en person, der ikke må trænge ind på, skrive til eller forfølge et andet menneske – og tildelt 567.

Men tallet er formodentlig langt højere. I Landsorganisation af Kvindekrisecentre, LOKK, anslår man, at to tredjedele af de godt 2000 kvinder, der hvert år opholder sig på krisecentrene, har været udsat for denne type chikane, og da SF for nylig argumenterede for en særlig antiforfølgelsesparagraf som et led i deres "tryghedspakke", anslog man, at der findes 5000-10.000 danske ofre for denne type forfølgelse, der oftest rammer kvinder. Hos Rigspolitiet oplyser man, at det i over 90 procent af tilfældene er kvinder, der søger om polititilhold. Siden begyndelsen af 1990'erne har medier, forskere og politikere i hele Europa beskæftiget sig med denne type forfølgelse, der i den danske straffelov benævnes "forfølgelse", mens det i offentligheden ofte omtales som "stalking". Et begreb, man i begyndelsen forbandt med fans, der var sygeligt besatte af kendte mennesker. Men kvindesagsorganisationer og forskere gjorde opmærksom på, at ganske almindelige mennesker også blev udsat for såkaldte "stalkere". Stalking er ikke en diagnose. Nogle forfølgere har en psykisk lidelse, men i størstedelen af tilfældene er der ikke tale om egentlig sygdom.

Lise Linn Larsens bror, der var ansat i politiet, opfordrede hende til at gemme mails, breve og sms-beskeder og kontakte politiet, hvis det fortsatte. Hun ringede da også straks til politiet, da hun så kufferten på dørtrinet. De fandt Peter på et hotel i Gilleleje, og efter halvandet døgn på den psykiatriske afdeling blev han udskrevet mod at love, at han ville gå i terapi. Peter fik et polititilhold, men efter en uge begyndte han at skrive igen, og tonen blev nu hårdere. I mange tilfælde eskalerer chikanen efter polititilhold, fordi det skaber en enorm vrede hos forfølgeren, og det skete også i Lises tilfælde.

– Peter beskrev indgående, hvilket tøj jeg havde haft på, og hvor jeg havde været, i sine beskeder. Han stod foran vores dør, når min datter gik ud om morgenen, og når jeg sad på en cafe, kunne han pludselig gå forbi. Jeg ville ikke lukke min telefon, for er man forfulgt, giver det at kunne se, hvor mange gange han har ringet, en fornemmelse af, hvor aktiv han er. Det er en falsk tryghed, og politiet anbefaler at lukke den, og selvfølgelig skal man gøre det, men når man føler sig så magtesløs, giver det en smule kontrol.

Peter stod i trappeopgangen over for lejligheden og skrev flere gange indirekte trusler som "you can run, but you can't hide". Han kaldte hende for en skøge, og selvom hun skjulte sin cykel, var der sedler i cykelkurven, når hun hentede den efter en dag på studiet.

– Det er ikke så meget beskederne, de kunne nogen gange synes uskyldige. Men de var skræmmende, fordi de viste, at han hele tiden vidste, hvad man foretog sig. Jeg havde konstant en følelse af at være overvåget, men jeg kunne ikke se ham nogen steder. Det var, som om han var kravlet ind under huden på mig.

En sms var nok til at overskride polititilholdet, men Peter fortsatte så ihærdigt, at politiet til sidst bad Lise Linn Larsen om at samle beviserne sammen, så hun ikke skulle anmelde så ofte. En enkelt gang opsøgte, tilbageholdt og overfaldt Peter hende i lejligheden, men heller ikke det var nok til at udløse en anholdelse.

– Han startede med at sige, at det ville blive fatalt for os begge to, og jeg var overbevist om, at han ville slå mig ihjel, men efter at have taget kvælertag på mig og kørt i ring med sine spørgsmål i to timer, rejste han sig pludselig og gik. Da jeg meldte det til politiet, spurgte de til, om der var blod, og da der ikke var andet end blå mærker, bad de mig møde i åbningstiden om mandagen. Jeg fik til sidst en følelse af, at de ikke tog det alvorligt, og det frustrerede mig. Et polititilhold beskytter i realiteten ikke, når han ikke direkte har sagt: "jeg slår dig ihjel", og alle hans kontaktforsøg var hver især ikke nok til at dømme ham, for udefra lignede det bare en række kærlighedserklæringer. Hvis man isoleret set tager den episode, at et andet menneske bemærker farven på ens bluse, er det ikke truende, men når det bliver lagt sammen med mærkelige breve og beskeder, får det en helt anden karakter.

Først fem måneder senere fik Peter en bødestraf på baggrund af de beviser, Lise Linn Larsen havde samlet sammen.

I flere lande har man gennem de senere år udarbejdet regler, der skal beskytte ofrene mod deres forfølgere. Ifølge en rapport fra 2007 har ni europæiske lande en lovgivning på dette område. Herunder regnes også Danmark med straffelovens paragraf 265, der omhandler den, der krænker andres fred.

I flere år har eksperter og politikere imidlertid kritiseret, at forfølgernes ofre ofte står i en juridisk gråzone, hvor deres krænkere uhindret kan fortsætte. Ifølge Rigspolitiet blev polititilhold da også overtrådt 663 gange i 2007, og sidste år var tallet 641.

I USA, som var blandt de første, der fik en anti-stalking-lovgivning, anholder man denne type forfølgere langt hurtigere, og i England, Tyskland og Holland har man længere fængselsstraffe til stalkere.

Efter overfaldet turde Lise Linn Larsen ikke længere være alene. Hun var bange og flyttede i en periode ind hos den ældste datter og svigersøn, men Peter kørte stadig forbi, og børnene var utrygge ved situationen.

– En socialrådgiver anbefalede mig at ringe til et kvindekrisecenter, men i mine øjne var det ikke et sted for en kvinde som mig med en god uddannelse og en stærk familie. Men jeg led så slemt af mareridt, havde svært ved at sove, var rastløs og hele tiden på vagt, at jeg tilskyndet af mine børn ringede til Grevinde Danner Stiftelsen. Her oplevede jeg for første gang, at der var nogen, som forstod mit problem. Da jeg flyttede ind, kunne jeg for første gang i lang tid slappe af, og det fik mig til at bryde totalt sammen.

Lise Linn Larsen fik diagnosen Posttraumatisk Stress Syndrom, PTSD, som følge af det langvarige psykiske pres, og hun boede ni måneder på krisecentret.

– Undervejs måtte jeg opgive min lejlighed og specialet på studiet. Når jeg skulle ud, bevægede jeg mig gennem byen ad nye veje iført kasket og store tørklæder. Jeg skiftede også telefonnummer efter politiet i hårde vendinger gjorde mig opmærksom på, at de ikke havde personale til at tage sig af sådan en sag.

I slutningen af opholdet på Grevinde Danner Stiftelsen kontaktede Peters ekskone Lise Linn Larsen for at fortælle, at Peter havde begået selvmord.

– Det var først, da han var død, at jeg for alvor kunne tro på, at det var slut. Det tog flere måneder, før jeg igen kunne sove og ikke instinktivt gik i panik, når jeg så en bil, der mindede om hans. Selv nu kan jeg få hjertebanken, hvis jeg ser en mand, der ligner. Det er forfærdeligt at sige, men var han ikke død, var jeg aldrig sluppet fri, og jeg blev nødt til at gå til begravelsen for at se, at det virkeligt var sandt.

I dag har Lise Linn Larsen fået en ny lejlighed. Hun arbejder i øjeblikket på en bog om stalking og har i den forbindelse været i kontakt med en række kvinder, der har været udsat for at blive opsøgt og forfulgt gennem længere tid.

– Jeg skriver den bog, jeg selv manglede, da jeg stod midt i det, men også for at udbrede viden om stalking. Jeg mener, at vi som samfund har rigtigt travlt med at få anerkendt stalking som et problem, fordi rigtigt mange mennesker får spoleret deres liv og må opgive deres normale hverdag i perioder. Og det er ikke kun offeret, der bliver berørt – familien og vennerne bliver også kontaktet, siger Lise Linn Larsen, der har læst omfattende udenlandsk litteratur om emnet

– Der er kvinder, som aldrig bliver fri af deres stalker, og der findes grelle eksempler, hvor stalkeren har lavet hadehjemmesider eller sender sms-beskeder til offerets børn. Nu, hvor jeg har forsket i området og talt med flere forfulgte kvinder, kan jeg se, at jeg har trods alt været en af de heldige, fordi jeg slap fri.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk