1 / 4
- Jeg tror, jeg kunne danse, til jeg dør, siger Lone Mary. -
- Malene Korsgaard Lauritsen.
Freja Bech-Jessen |
11. september 2009
De musikalske minder myldrer frem, når ældre og demente træder op til erindringsdans på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg.
"Gå med i lunden, så spidser vi munden og fløjter den gamle sang om kærlighed."
Liva Weels karakteristiske stemme fylder salen og kalder billeder frem på den indre nethinde hos danserne på gulvet: de første lektioner på danseskolen, studenterhuen, bryllupskysset. Ligesom særlige dufte pludselig kan fremkalde for længst glemte øjeblikke, henter tonerne fra den gamle klassiker minderne frem. Det er også meningen. Der er afdansningsbal på plejehjemmet Ingeborggården på Frederiksberg. Et otte uger langt kursus i "Erindringsdans" har nået sin afslutning, og beboere og personale er trukket i festtøjet.
Det er sygeplejerske og demenskonsulent Susanne Rishøj, der står bag arrangementet. Hun har gennem sit mangeårige arbejde med demente udviklet et koncept, der gennem dansen og musikken skal hjælpe de gamle til at huske, glædes og mindes.
– Vi ved, at demente erindrer mest fra deres barndom og tidlige ungdom. Det er de perioder i deres liv, der står klarest og mest sammenhængende for dem. Derfor giver det dem lindring og ro at mindes den tid. Nogle gange skal de bare have et lille skub, og der kan dansen hjælpe. Mange ældre har gået til dans som børn. De har trinene i fødderne, og de gamle velkendte melodier kanaliserer dem direkte tilbage i tiden. Derfor fungerer erindringsdansen så godt, forklarer Susanne Rishøj.
For to år siden allierede hun sig med to professionelle danseinstruktører, og sammen med dem har hun siden danset og undervist på i alt ti forskellige plejehjem rundt om i Danmark. De professionelle instruktører kaster glans over projektet, når de møder op i pailletbesat guldkjole og kjole og hvidt, og der går et betaget sug gennem forsamlingen, da parret ubesværet svæver over gulvet i en indledende wienervals. Bagefter er det de gamles tur.
De ældre reagerer forskelligt på invitationen. Nogle vinker afværgende bejlerne væk og smiler genert, mens andre ivrigt springer op af stolen. Andre igen er slet ikke til at drive af dansegulvet, når først de er kommet i gang. En skrøbeligt udseende gammel mand med hvidt skæg og et fjernt blik i øjnene bliver stædigt stående på det grå linoleum. Han misser mod lyset fra vinduerne og strækker sine hænder ud i lokalet i spændt forventning om, at nogen må gribe dem og føre ham videre i dansen. Da musikken spiller op igen, bliver han endnu en gang ført blidt over gulvet af en af plejehjemmets ansatte. Den gamle mand er først blank i blikket, men smiler pludselig opvakt og synger med på omkvædet: "Lille sommerfugl, lille sommerfugl".
Det er første gang i lang tid, at den gamle mand danner hele og forståelige sætninger, men det er ofte netop det, der sker, når de demente hører de gamle sange, fortæller Susanne Rishøj.
– Vi oplever tit, hvordan de demente, der er så dårlige, at de næsten ikke har noget sprog tilbage, pludselig finder for længst glemte gloser frem. Når først de fanger omkvædet, kan de ofte synge hele teksten, og de synger til, fortæller hun.
Selvom erindringsdansen primært skal hjælpe de gamle med at huske, opfylder den også andre behov. Mange af de ældre har mistet deres nærmeste, og det kan være længe siden, de sidst har fået et knus. Men i dansen er det legitimt at holde om hinanden og mærke den anden helt tæt på.
– I dansen lukker vi fremmede helt ind. Det giver en oplevelse af nærhed og menneskelig kontakt, som mange af de her mennesker ikke har for meget af i deres liv. Dansen giver samtidig de ældre mulighed for at styrke identiteten og selvfølelsen som menneske, men også som mand og kvinde. Det sker allerede, når damerne inden ballet får ordnet håret, får kindrødt på og kommer i fine kjoler, mens mændene trækker i jakkesættet. De dresser op og flirter – præcis som de gjorde i deres unge dage, siger Susanne Rishøj.
Et blik ud i plejehjemmets firskårne festsal vidner om, at hun har ret i sin analyse. 95-årige Thorvald Christensen retter på butterflyen og tjekker, at nelliken i knaphullet sidder, som den skal. Han og vennen Poul Billegaard på 88 år har ikke gjort stads af sig for ingenting. De to herrer er ombejlede på plejehjemmets dansegulv, hvor kvinderne i den grad er i overtal. De når knap tilbage til deres bord, før der igen er lagt billet ind på deres balkort.
Sådan var det ikke, dengang Solvej Marcel trådte sine dansesko i 1940'ernes København. Sammen med sin søster frekventerede hun hovedstadens bedste danserestauranter – og de to piger kom ikke for at spise.
– Vi var skam eftertragtede, det var vi. Men vi var også dygtige dansere, så vi stod aldrig stille, og dengang var der ikke mangel på kavalerer. De stod ligefrem i kø. Så jeg har ikke noget til gode, fortæller den i dag 95-årige kvinde.
Der er måske ikke meget ballroom over plejehjemmet, som har til huse i en klassisk institutionsbygning fra 1970'erne. Alligevel vipper den tidligere selskabsdansers ene fod taktfast til musikken, mens hun henført nynner med til tonerne fra sin ungdom: "Du er min øjesten en bette dejlig en er du".
De ældre kan sagtens nyde musikken, stemningen og selskabet, selvom de måske ikke længere kan gentage fordums kunstner på dansegulvet. Det er oplevelsen og følelserne, der er vigtige, siger Susanne Rishøj.
På Ingeborggårdens dansegulv er der plads til alle niveauer. De af beboerne, der sidder i kørestol, kører vuggende rundt på gulvet, mens de, der har svært ved at holde balancen, læner sig tæt op ad deres dansepartner. Lona Mary Jakobsen på 91 år er en af de få, der hverken har brug for stol eller støtte. Hun har danset, siden hun som femårig begyndte som elev på forældrenes danseakademi på Alhambravej på Frederiksberg. Nu fører hun kyndigt og med stor ynde den ene fra plejehjemmets personalegruppe efter den anden rundt på gulvet.
– Jeg skulle have været ballerina, siger hun drømmende i en kort pause. Og selvom ansigtet i dag er rynket, og håret er fint og hvidt, er det ikke svært at forestille sig, at den lille spinkle kvinde med det udtryksfulde blik havde gjort det godt på det kongelige som sylfide.
En skade gjorde imidlertid tidligt kål på Lona Marys dansedrømme. Hun blev aldrig balletbarn. Men hun dansede videre i det private og har ikke tænkt sig at lægge trinene på hylden i den nærmeste fremtid.
– Jeg elsker at danse, siger hun og fortsætter:
– Jeg tror, jeg kunne danse, til jeg dør.
bech-jessen@kristeligt-dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad