Problemet er jo at Ramsdal udstedte et håb om hjælp til de irakiske flygtninge som han ikke selv kunne indfrie. Han troede åbenbart, at han kunne ændre folketings flertallets beslutning ved at gå i medierne. Manden har jo ingen troværdighed, når han på den måde tror, at teologer kan afgive politiske løfter. Det var jo ikke ham der skulle yde næstekærlighed til de knap 300 irakere. Det var hele DK, som han ville have til at opfylde sin forståelse og oplevelse af næstekærlighed.
Næstekærligheden ydes altid i øjeblikket og har altid en personlig pris, og hvis ens evner ikke slår til, ja så kan man ty til troen for at komme sin skam til livs. det kunne ramsdal lære noget af.
Jeg forstår ikke at forfatterne bliver forarget over at DF's gejstlige fætre forsvarer sig og deres teologi på skrift.
Brorson-sagen blev en teologisk sag i og med, at Ramsdal gik ud og argumenterede for at irakerne skulle have asyl som følge af hans forståelse af kristendommen. At Df's gejstlige går i medierne og bestrider denne udlængning har da ikke en dyt med selvgodhed at gøre. Det har noget at gøre med en teologisk diskussion og om hvorledes man fortolker biblens begreber.
Hvis ikke man i medierne må udtrykke sin forståelse af biblen, dens begreber og kritiserer andres forståelse heraf, så bliver religions og trosspørgsmål fuldstændigt bortvist fra det offentlige rum. Det vil jeg meget nødigt have, og det ville være konskvensen af, at forfatterne implicit nægter teologer eller andre religiøses ret til at debattere i medierne.
Konsekvenserne af forfatternes synspunkt er, at de som teologer skyder sig selv noget så godt og grundigt i foden.








































