Tvunget til enighed

Loven om fælles forældremyndighed er overflødig for de forældre, der selv kan finde en løsning. Men i de konfliktfyldte sager er loven kun med til at trække sagerne ud, så barnet i endnu længere tid end før skal leve med usikkerheden om, hvor det skal bo, mener kritikerne af den to år gamle lov. --

- Brian Berg/Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Familieliv

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Rasmussen | 12. september 2009

For to år siden vedtog et enigt folketing, at forældre skal have fælles forældremyndighed efter skilsmisse. I dag efterlyser fædrene endnu mere ligestilling, mens børnenes interesseorganisationer kritiserer loven

"Det har været diskuteret meget, om det er mødrene eller fædrene, der er vindere eller tabere, når lovforslaget om nogen tid bliver vedtaget. Jeg kan allerede nu afsløre, hvem vinderen bliver: Det bliver børnene."

Venstres daværende familieordfører, Inger Støjbjerg, var ikke i tvivl, da hun i 2007 præsenterede regeringens forslag til en ny lov om forældreansvar. Det samme gjaldt Folketingets øvrige partier, der alle bakkede op om den nye lov. En lov, hvis vigtigste formål var at gøre op med den ødelæggende kamp om forældremyndigheden, der tidligere fulgte i kølvandet på mange af de skilsmisser, som næsten en tredjedel af alle danske børn bliver ramt af.

Fra den 1. oktober 2007 skulle alle forældre som udgangspunkt have fælles forældremyndighed, og samtidig skulle barnet inddrages langt mere i selve afgørelsen om forældremyndigheden. Til gavn for barnet og for ligestillingen, lød det i den politiske debat.

I dag, umiddelbart før loven runder sine første to år, er begejstringen til at overse, også blandt lovens støtter.

Annonce

En af disse er sociolog Ole Bjerg, der selv er skilsmissefar. Han glæder sig over intentionerne om fælles forældremyndighed, men hæfter sig samtidig ved, at man stadig gradbøjer forældrenes betydning ved i loven at definere dem som henholdsvis bopælsforælder og samværsforælder.

– I ni ud ti tilfælde er det moderen, der er bopælsforælder. Og da loven samtidig siger, at den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, kan anmode om samvær, er det altså den ene forælder, oftest moderen, der afgør, om man reelt har fælles forældremyndighed. Det betyder, at faderen enten må undvære sit barn eller tage en lang og opslidende retssag, der bestemt ikke gavner barnet. Man kan ikke tale om ligestilling, når man som far skal have moderens eller statens tilladelse til at se sit eget barn, forklarer Ole Bjerg, der grundlæggende ser loven som udtryk for en fastlåst opfattelse af "det gode forældreskab".

– I loven, men måske endnu mere i udøvelsen af den, ser man jo, at man tager moderens forældreevne for givet, mens faderen derimod nærmest skal kunne føre bevis for, at han er en god forælder, og at han ikke er voldelig, misbruger eller ude af stand til at vise omsorg for sit barn, lyder det fra Ole Bjerg.

Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Og her er loven om forældreansvar ingen undtagelse.

For mens fædrene generelt betragtede den nu to år gamle lov som et lille, omend utilstrækkeligt skridt mod øget ligestilling, var især børnenes og kvindernes interesseorganisationer såsom Børns Vilkår og Dansk Kvindesamfund bekymrede.

Loven satte for stærkt fokus på forældrenes rettigheder på bekostning af barnets tarv, lød det fra flere sider.

Den bekymring deles også af Sisse Fallinge, der selv er skilsmissemor og part i en længere strid om forældremyndigheden.

Derfor har hun taget initiativ til netværket Barnets Tarv med det formål at få "Folketinget til at fjerne muligheden for at idømme fælles forældremyndighed og syv-syv deleordninger".

– Man kan ikke tvinge skilsmisseforældre til at være enige, men det er reelt det, man prøver på. Resultatet bliver, at forældrene i de problematiske skilsmisser kan bruge loven til at føre krig mod hinanden, siger Sisse Fallinge, som via sit netværk hører fra adskillige forældre, både mødre og fædre, som oplever deres børn blive utrygge og ulykkelige over forældrenes konflikter og mødet med det system, som i sidste ende afgør stridighederne om samvær.

– Loven er overflødig for de forældre, der selv kan finde en løsning. Men i de konfliktfyldte sager er loven kun med til at trække sagerne ud, så barnet i endnu længere tid end før skal leve med usikkerheden om, hvor det skal bo. Når forældrene i forvejen er ude af stand til at samarbejde, skader man kun barnet ved at tvinge forældrene til fælles forældremyndighed, siger Sisse Fallinge, der derfor mener, at man i de mest konfliktfyldte sager skal tildele den ene forælder forældremyndigheden.

– Men det skal ske efter reelle, konkrete vurderinger af, hvem der bedst varetager barnets interesser, så vi ikke kommer tilbage til tidligere praksis, hvor der måske nok var en tendens til pr. automatik at tildele mødrene ansvaret, siger Sisse Fallinge.

Allerede før Forældreansvarslovens vedtagelse blev der advaret mod risikoen for langvarige konflikter, blandt andet fra organisationen Børns Vilkår, der betegnede ambitionerne om at lovgive sig til større enighed om fælles forældremyndighed som lige så realistisk som en lov om fred i Mellemøsten.

I dag, umiddelbart før lovens to-års-fødselsdag, beklager formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, at organisationen fik ret i sin dystre spådom.

– Problemet er, at man ved lovens vedtagelse lagde op til, at man ude i statsforvaltningerne skulle opbygge et system, der kunne rådgive og oplyse forældrene om håndteringen af forældremyndigheden, så man undgik de værste konflikter. Men netop den rådgivende og støttende del er aldrig kommet fuldt på plads, blandt andet på grund af strukturreformen, så tilbage har man et system, hvor forældre i konflikt står uden tilstrækkelig hjælp, siger Peter Albæk, der samtidig advarer forældrene, især fædrene, om at gøre spørgsmålet om forældremyndighed til et spørgsmål om ligestilling.

– Ligestilling handler om to parter, en mand og en kvinde, mens en skilsmisse involverer en tredje part, nemlig barnet. Når forældrene ikke kan finde ud af det, er der ikke brug for at skændes om ligestilling, men om at finde en hurtig løsning, så barnet kan finde ro og tryghed, siger Peter Albæk, der opfordrer politikerne til at revidere loven hurtigst muligt frem for at vente til den planlagte evaluering i 2010.

Det ønske har Venstres retsordfører, Kim Andersen, dog ikke tænkt sig at opfylde.

– Vi diskuterer løbende, om der i forvaltningen af loven bliver sat for meget fokus på forældrenes rettigheder, og det er formentlig noget af det, der skal undersøges nærmere. Men nu skal vi i første omgang give loven tid til at virke, inden vi ændrer alt for meget, siger Kim Andersen.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock