Det lyder så indlysende rigtigt. At børn har brug for både en mor og en far, og derfor skal loven da også sørge for størst mulig ligestilling mellem skilsmisseforældre.

Intet kunne dog være mere forkert, lyder det fra psykolog Helene Flendt, som gennem flere år har forsket i og arbejdet med skilsmisser og spørgsmålet om forældremyndighed.

At begge forældre spiller en afgørende rolle for barnets trivsel, er hun enig i. Men det betyder ikke, at barnets trivsel kan betragtes som en kage, der deles i to lige store stykker, påpeger Helene Flendt. Faktisk kan der være situationer, hvor barnet trives bedst, når den ene forælder accepterer at give afkald på sin del af kagen.

– Hvad der er bedst for barnet, har intet at gøre med ligestilling. Problemet er, at forældre , især efter en skilsmisse, meget ofte betragter ligestilling som et spørgsmål om hver især at få mest muligt at sige. Det er bare meget sjældent, hvad barnet har brug for, siger Helene Flendt.

Netop ligestilling var ellers et gennemgående tema, da man for to år siden vedtog Forældreansvarsloven.

I udgangspunktet skal alle skilsmisser nu ende med fælles forældremyndighed, og når først forældrene er blevet skilt, er de samtidig forpligtet til at samarbejde, praktisk og økonomisk, om barnets ret til samvær med den såkaldte samværsforælder, hvor det ikke har folkeregisteradresse.

Loven blev vedtaget af et énstemmigt folketing, men fik en blandet modtagelse uden for Christiansborgs mure. Fra fædrenes interesseorganisationer, såsom Foreningen Far, glædede man sig over loven, mens især interesseorganisationer for kvinder og børn, deriblandt Dansk Kvindesamfund samt Børns Vilkår og Red Barnet, advarede mod at tro, at man via lovgivning kunne tvinge forældrene til at være enige.