Løgstrup og den nye tid

Løgstrup tager litteratur alvorligt, eksistentielt alvorligt, som man gjorde det blandt Heretica-forfatterne. Han taler med styrke om "ægte" og "uægte" kunst og tilkender gerne den ægte kunstner en forrang i udtrykket frem for filosoffer og teologer. Litteratur, der duer, åbner for læseren veje til oplevelse af og indsigt i tilværelsens grundvilkår. Åbningen finder sted, ved at trivialiteten i vores normalliv afsløres gennem kunstværkets sandhed. For det er vores liv, der er usandt, medens den ægte kunst har et potentiale af sandhed ved at være skabt ud af forfatterens koncentration om udsagnet. Dette syn på kunsten har rødder i Løgstrups Heidegger-læsning med dens fokusering på eksistentialet "Das Man" og den deraf følgende skelnen mellem egentlighed og uegentlighed.

I det hele taget er Løgstrups tænkning over kunst og liv stærkt præget af fænomenologien og dens læggen vægt på før-refleksionen og livsverdenen. Vi har som levende mennesker meget mere med os fra vores praksisliv, end vi sædvanligvis tillægger værdi i vores refleksion eller fantasi. Han har således ingen sympati for esoteriske kunstneriske syner, men mener, at kunst og etik udspringer af samme livsverden, der oftest springes over som uinteressant og triviel, skønt den som virkelig og naturlig danner vores basis. Det handler overalt for Løgstrup om at få af-trivialiseret denne almindelige livsverden, og dertil bruger han kunsten og især litteraturen, den sande litteratur, som har " [...] den Afsløring og det [...] Syn, der er i den ægte Digtning: Den er ikke bare Fabuleren og Fiktion, men Digteren giver den Forkyndelse Mæle, der er Menneskelivets og Tilværelsens egen, og som en Forkyndelse af de Modsætninger, der sprænger vor egen lille selvskabte og selvsikrede Verden".

Når jeg før talte om et paradigmeskifte, så var det jo også med tanke på et sådant citat og Løgstrups kunstbegejstring i særdeleshed. Sådan taler vi ikke længere om kunst, omend vi endnu forstår en sådan tale og villigt bøjer nakken for Løgstrups klogskab om – og distinktioner inden for det meneskelige sjælelivs fænomener. Alt det, som Løgstrup kaldte "trivialitet" og ville afsløre som uegentligt, har vokset sig stærkere siden hans tid. Den etiske og i vid forstand moralske forholden sig til kunst er forsvundet fra de toneangivende kritikeres kriterier, måske fordi den allernyeste kunst forholder sig så lidt til disse områder? Oplevelses-, krops- og populærkultur har grebet moderne menneskers forestillingsverden.

Hvorfor er det sket, spørger man? Som ung på Studenterkredsens sommermøder (omkring 1970) oplevede jeg selv Løgstrup frisk og karsk ved morgenbordene tale med os unge, der endnu kæmpede med diverse morgen-tømmermænd. Han var klog, men også fra en anden verden. Bugges bog har bragt mig tilbage til disse morgenborde og forklaret mig meget af, hvad jeg dengang ikke forstod fuldt ud. Jeg ville gerne kunne tænke som Løgstrup og skelne, rubricere og finde vej, som han kunne. Men det var jo fra litteraturens "sande" verden, han hentede sine eksempler – og derfor blev de for os netop usande. De passede ikke med vores liv, der ikke nøjedes med tænkte eller digtede eksempler til opbygning af en etik. Vi var allerede fortabte ind i en realisering af en seksualitet, der vist ikke ville falde ind under Løgstrups forståelse af kærligheden. Og fænomener som for eksempel "sagtmodighed og hovmod" havde vi slet ikke sådanne ord for.

Ordenes substans skiftede med ét i 1980'erne, hvor kroppen tog magten, og bevidstheden mistede sin ret til at sætte dagsordenen. En differentieret sjælelig verden forsvandt med sproget og ordene for den. Bugges bog om Løgstrup viser mig, hvor meget vi dengang tabte, da både digtet og mennesket gik fra at handle om noget til at være noget i sig selv.

David Bugge: Løgstrup og litteraturen. 452 sider. 349 kroner. Forlaget Klim.

kultur@kristeligt-dagblad.dk