Tvivlernes dag på Karl Johans Gate

Manden, John, har været aktiv i Fremskrittspartiet siden 1975. Han synes, at denne valgkamp har været positiv. Selvfølgelig har nordmændene en enten-eller holdning til partiet, men folk er for det meste hyggelige. Især sådan en dag, hvor solen skinner og det er dejligt varmt. For ham er det vigtigt, at folk selv kan bestemme. Han har ladet sig inspirere af de store amerikanske frihedskæmpere. Det er det, der gør, at Fremskrittspartiet er hans hjerteblod. At det skal gøre en forskel for folk flest. Han mener, at alt for mange har fordomme om partiet.

– Jeg føler jo, at vi står for det, der er sandt. Og kan ikke følge, at folk mener, at vi er overfladiske, siger John, der ærgrer sig over, at fordommene hos dele af de borgerlige partier betyder, at et eventuelt borgerligt flertal i Stortinget ikke vil kunne udnyttes, fordi Fremskrittspartiet ikke betragtes som stuerent.

Lidt længere nede ad gaden går to ældre mennesker. Jens Wald er tidligere professor på det Det Farmaceutiske Fakultet på Blindern i Oslo, og netop derfor kunne han ikke finde på at stemme på andet end Venstre.

– Vi er på den borgerlige side, og der er de det parti, der har fokus på højere uddannelse, forskning og miljø, siger Jens Wald, der er taknemmelig for, at partiet har meldt, at de ikke vil have noget med Fremskrittspartiet at gøre.

– Fremskrittspartiet har et vældig lavt reflektionsniveau. Så dem skal vi ikke have noget at gøre med.

Hans kone, Ingrid, derimod, er lidt i tvivl, men hun hælder til Kristelig Folkeparti, fordi hun værdsætter det kristne livssyn. De er gået ud til arrangementet, fordi de vilhøre, hvad politikerne harat sige.

Der begynder at komme flere mennesker til. De fleste er inde for at shoppe eller gøre et lille ærinde. Men stopper alligevel op ved de politiske boder. Der ikke meget at hente, altså hverken mad eller drikke. I stedet får de en snak, en brochure eller en oversigt over de argumenter, der skal overbevise dem, inden valget.

En mørk bil trækker ind til siden. Ud kommer først et kamera og efter det en lyshåret kvinde med kort hår.

Det kunne være Fremskrittspartiets leder, Siv Jensen, men ved nærmere eftersyn viser det sig at være finansminister Kristin Halvorsen fra Sosialistisk Venstreparti. Hun skrider ind i folkemængden og stiger op på scenen ved partiets valgkampsbod. Så begynder hun at tale. Hun nævner olieboringen ved Lofoten. Den sag, der for alvor skiller partiet fra de to andre partier i den rødgrønne regeringskoalition, Arbeiderpartiet og Senterpartiet. Sosialistisk Venstreparti er imod. De vil ikke ødelægge den enestående norske natur. Og det har stor betydning for partiets traditionelle vælgere og de tvivlere, der er lige på vippen og overvejer at gå til Arbeiderpartiet.

Lidt længere nede ad gaden lyser et gult skur op. Der er heller ikke noget at spise. Men Kristelig Folkepartis leder, Dagfinn Høybråten, smiler fra flere plakater. En kampagnemedarbejder, Leif, fortæller, at der er en positiv stemning i valgkampen.

– Sidste gang fik vi virkelig skældud af vælgerne på gaden. Vi var et upopulært regeringsparti. Vi skal helt tilbage til 2001 for at finde en lige så positiv stemning som nu, siger han med henvisning til, at partiet har været i opposition i fire år.

– Så resultatet er lige meget, det er bare dejligt at være i kontakt med det norske folk igen, smiler han.

En flok af kameramænd maser sig forbi. Det er svært at se andet end de sorte apparater. En ung pige dukker op af mængden med en rød rose i hånden, og fortæller, at det er selveste statsminister Jens Stoltenberg, der har givet hende den. Egentlig er den lidt spildt på hende, for hun har allerede forhåndsstemt, som rekordmange andre nordmænd.

– Jeg var meget overbevist om, hvem jeg ville stemme på. Jeg er nok socialdemokratisk i udgangspunktet, siger Trine Kvalsund.

Alligevel har det betydet noget, at hun har mødt Jens Stoltenberg. Rosen, den skal hjem i vand, og presses som et minde. Hun fik den af selveste statsministeren, og hun blev så paf, så hun slet ingenting nåede at sige.

– Det giver et godt indtryk at møde ham personligt. Selvom de nok ikke overbeviser nogen, så tror jeg, at det er vigtigt, at folk kan få lov til at træffe politikerne.

Jens Stoltenberg skal også tale. Han står på en meget lille scene i forhold til den, som Siv Jensen talte på en time tidligere i den modsatte ende af pladsen. Det var den scene, hvor der var plads til et helt band. På Jens' scene er der kun plads til ham og en fod til hver af de tre livvagter, der følger ham. De har alle deres lille emblem i det sorte jakkesæt og øresneglen på plads i øret.

– I skal ikke vente til i finder et fejlfrit parti at stemme på. Det kommer aldrig. Men I skal stemme på os, hvis I ligesom os mener, at det er fælleskabet, der skal bære det norske samfund videre. Det er sofaen, der er vores største konkurrent. Så sørg nu for at stemme, lyder det fra statsministeren.

Ved Venstres bod står en farverig dame. Hun er lige blevet pensionist og har valgt at melde sig ind i Venstre, fordi hun gerne ville have noget meningsfyldt at give sig til.

– Det er virkelig spændende. Nogen folk mener, at det er rigtigt af os, at vi ikke vil i regering med Fremskrittspartiet andre bliver virkelig sure på én, forklarer hun, mens en tvivler passerer forbi og overhører samtalen. Han standser.

– Det er det med blokkene, der gør det så svært at vælge. Man er nødt til at stemme taktisk. Egentlig ville jeg stemme på Arbeiderpartiet, men på grund af olieboringen i Lofoten, så ender jeg nok på Socialistisk Venstreparti. Jeg frygter, at det bliver en mindretalsregering, hvor Arbeiderpartiet må finde deres flertal hos nogle af de borgerlige, siger Magnus, der lige som de mange andre tvivlere på Karl Johans Gate denne sidste kampagnedag nærmer sig en endelig beslutning.

dalby@kristeligt-dagblad.dk